“Da huset brændte, gik det op for mig, hvor meget ting, billeder og historier betyder for mig”

Da kunstner og tekstildesigner Sophie Linnemann mistede en stor del af sin familiehistorie i en brand, gik tingenes betydning op for hende. Ting og objekter skaber minder og afspejler vores identitet, mener Linnemann, der selv bekender sig til maksimalisme og omgiver sig med så mange ting som muligt. Det fortæller hun om her.

linneman

linneman

© Emma Josefine Rohde

“Min farmors hus brændte ned til grunden i foråret. Det var et stort hus i Skovshoved, som hun har boet i i 40 år, og det var fuldt af ting fra hele hendes 98 år lange liv. Jeg har altid elsket at komme i huset for at få et pusterum og for at male. Min farmor er også kunstner, og meget af det, jeg har lært om kunst og design, har jeg lært af hende. Hun er min bedste veninde og en vigtig guide i mit liv. Hun har levet et vildt liv, været ung i 1920’erne og blev gift på Danmarks befrielsesdag i 1945. Jeg elsker at lytte til hendes historier og har i det hele taget enorm respekt for ældre menneskers erfaring. Jeg tror på, at man skal kigge på fortiden for at forstå nutiden.

Alle min families minder og historie var inde i det hus, og nu er der ingenting tilbage. Da huset brændte, gik det op for mig, hvor meget ting, billeder og historier betyder for mig. Jeg er begyndt at sætte mere pris på mine egne ting og ser dem som en forlængelse af min identitet og historie. Objekter, der vækker minder, betyder meget, fordi vi lever videre i de ting, vi efterlader på kloden. Det tænker jeg meget på i forhold til mit arbejde med kunst og mode: At det, jeg efterlader, skal være noget, jeg gerne vil huskes for.

Min farmor har samlet kunst, siden hun var ung, og det har betydet meget for hende. Det gør ondt, at det ikke er her mere, fordi jeg havde glædet mig til at kigge på det og blive mindet om hende. Hun har også malet et billede af min farfar, der er død, og som jeg er ked af, er væk, fordi man virkelig kunne fornemme ham. Heldigvis har de fleste af de billeder, hun har malet, overlevet branden, fordi hendes atelier tilfældigvis var det eneste, der ikke brændte ned.
Hun havde en speciel, lysegrå fløjlssofa, som jeg har sovet i så mange gange, og som jeg havde glædet mig til at skulle have i mit eget hjem. Jeg har mange barndomsminder fra sofaen, hvor jeg blev puttet af min farmor og farfar og vågnede op i inde i stuen og spiste morgenmad. Det var altid en bolle, min farmor havde bagt, som jeg fik serveret på et bestemt træbræt med en sjov lille sort smørkniv, der lignede en tommelfinger.

Min farmor har taget branden virkelig flot. Hun er bare glad for, at hun overlevede, og føler ikke, at hun kan klage, når man for eksempel tænker på flygtninge, hvis hjem ligger i ruiner. Jeg tror, jeg er meget mere ked af det, end hun er.

Jeg tænker meget på, at jorden brænder, og forsøger at finde mening i mit arbejde i modebranchen, som er præget af overproduktion. Vi har i virkeligheden ikke brug for mere tøj i verden, men jeg tror på, at vi har brug for kunst og kreativitet. Jeg er ikke fan af at smide ud og købe nyt, og derfor går jeg ind for at lade tingene gå i arv. Det er også meget hyggeligere at drikke kaffe af en kop, man har arvet, og som har en historie. Jeg elsker at finde genbrugstøj og at arve tøj fra min mor og farmor, og jeg har syet mange af hendes gamle skjorter om.

Jeg kan godt lide at omgive mig med en masse ting efter princippet ‘more is more’. Alle mine billeder, tegninger, tøj, sko, kameraer, kunstbøger og planter afspejler mit univers. Hvis jeg skulle give noget videre til mit barnebarn, skulle det være nogle af de billeder og det tøj, jeg selv har lavet, for det er jeg virkelig taknemmelig for, at jeg har fra min farmor. Jeg er glad for et billede, hun har malet af en bøgeskov, fordi det symboliserer nyt liv, og fordi jeg ved, at min farmor elsker at gå i skoven, når bøgen er sprunget ud.”