
“Da jeg så ham, glemte jeg alt”
Malou Angelo blev gift med designer Asger Juel Larsen under lettere kaotiske omstændigheder. Her deler hun deres historie
Af27-årige Malou Angelo, der er PR og Relation Manager hos Ganni, fortæller historien om sin bryllupsdag, hvor hun blev gift med designer Asger Juel Larsen.
“Egentlig var det meningen, at vi først skulle giftes i år. Asger havde friet i en toiletvogn på Copenhell i 2016 komplet med ring købt på festivalen og Black Sabbath i baggrunden. Men sidste marts blev vi enige om ikke at vente.
Vi ansøgte om en tid på Københavns Rådhus – nærmest som at bestille en tid hos lægen – og så begyndte vi at sende invitationer ud til familie og venner. Vi havde ikke et stort budget og tænkte, at vi bare skulle være i vores lejlighed og gård, leje en pølsevogn – noget i den dur.
Men i takt med at vi fik sendt flere invitationer ud, gik det op for os, at vi næsten var oppe på 200 mennesker. Det viste sig også, at sådan en pølsevogn er ret dyr. Og hvor skulle vi sove? Vi var ude, hvor vi ikke kunne bunde, og efter en lang snak, besluttede vi os for at aflyse. Den nye plan var kun at have vores familie med på rådhuset og så ud at spise frokost bagefter. Vi gik fra 200 mennesker til 12.
Bagefter gik vi på Osborne i Elmegade, inden vi dansede til klokken 06 om morgenen hjemme hos en af vores venner. Det var den bedste dag med så meget kærlighed. Vi endte selvfølgelig med at overskride budgettet på alt, men selv hvis jeg havde 100.000 kroner, ville jeg ikke gøre det om.”