Dansk designer om vejen til tops – og hvorfor hun ikke valgte den

Mød den unge designer, Emilie Helmstedt, til en snak om succes, smedeskole og selvkærlighed – og hvorfor hun sagde nej til at holde modeshow

Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

— 16. februar 2018

Hvad fik dig i gang som designer?

“Jeg har altid godt kunnet lide at have noget mellem hænderne og arbejde kreativt. Jeg var ikke god til at læse og skrive i skolen, og mit vendepunkt blev, da jeg startede i en fritidsklub, hvor en af pædagogerne lærte mig en masse om at sy og støttede mig i alle mine vilde idéer i forhold til at lave kæmpe prinsessekjoler og fotoskydninger med det tøj, jeg lavede. Min oldemor var hattemager, og min mormor er gobelinkunstner og væver sine egne vægtæpper, så det der med at lave noget ud af tekstil er noget, der altid har ligget i familien. Min stedfar var kunstmaler og havde en masse vilde farver i det atelier, som han havde derhjemme. På den måde er der masser af påvirkning fra min barndom, som jeg henter frem og kan bruge i dag. Lige efter gymnasiet kom jeg ind på Københavns Mode– og Designskole, hvor jeg blev færdig fra som 21-årig.”

Du kom tidligt ind i den professionelle del af modebranchen. Hvordan gik det til?

“Min bedste veninde Mia Bess Poupinels mor er designeren Sabine Poupinel, og igennem min skoletid hang vi ud om fredagen i hendes butik og mødte en masse modemennesker. På den måde lærte jeg en masse ting om branchen. På et tidspunkt sagde Sabine til mig, at jeg skulle lave en kjole til forretningen, og så kunne vi se, hvordan det gik med den. Jeg kan huske, hvordan jeg kom cyklende gennem byen, og hun råbte til mig fra gaden: ‘Den er solgt, den er solgt, du kan godt gå i gang med en til’.”

Hvad skete der derfra?

“Der gik lidt hype i den omkring mig. Jeg klædte mig ret vildt, og folk syntes, at jeg var cool. Jeg havde startet et lille designkollektiv med Mia, og Copenhagen Fashion Week spurgte, om vi ville holde show. Men jeg kunne mærke, at det var for tidligt, og at jeg hurtigt ville miste jordforbindelsen. Folk i København er så sultne efter noget nyt hele tiden, og jeg havde brug for tid til at finde mig selv – og den tager jeg mig stadig. På det tidspunkt trak jeg stikket til modebranchen og begyndte på smedeskole i Ishøj, fordi jeg ville prøve mig selv af i et helt andet materiale. Der var ingen forventninger til mig, intet snobberi, og jeg talte med folk, der kom fra helt andre kår og miljøer end dem i indre København.”

Du søgte ind på designskolen, men på linjen for Mur & Rum. Hvorfor ikke beklædning?

“Jeg elsker tøj, men det, jeg vil lave, er noget, som er rart at have på i nogle glade, friske farver, som kommer i butikkerne, når det kommer. Jeg har ikke brug for en modedesigner til at rådgive mig om mine ting på nuværende tidspunkt. Hvis man går på modelinjen, kan man lave kjoler, der næsten kan flyve, men jeg gider ikke de der vilde ting. Det passer mig bedre, at jeg kan gå og nusse med mine projekter – jeg valgte Mur & Rum, fordi jeg ville arbejde tredimensionelt med objekter og skulpturer.”

Du har en lille kollektion hængende i den eksklusive københavnske butik Holly Golightly. Hvordan gik det til?

“Jeg tegner og maler meget på min skole, og i mine skitsebøger har jeg 100.000 idéer. På et tidspunkt lavede jeg et design, der fik mig til at tænkte på Bibi, der har Holly Golightly og tidligere havde været interesseret i mine ting. Sammen med hende besluttede jeg at sætte nogle ting i produktion, og det gik bare så hurtigt, at jeg nåede at overveje, om der også skulle komme en vinterkollektion. Men jeg er ikke interesseret i at lave modeshows under modeugerne, så jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle løbe om kap med sæsonerne som alle andre? Jeg ved godt, at man kan fremprovokere kreativitet, men jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle.”

Hvordan håber du at udvikle dit brand?

“Stille og roligt og med tiden få det ud til flere i verden. Selvom det allerede er skræddersyet i silke og i rigtig god kvalitet, vil jeg stadig gerne optimere det. Men jeg har ro på. Der går tit dage imellem, at jeg lægger noget op på Instagram, men jeg tænker, at det er det, der giver bedst mening i det lange løb, fremfor at jeg rusher det hele nu.”

Hvad betyder farver for dig?

“De giver så meget glæde i ens hverdagsliv, og det vil jeg gerne give videre til dem, som har mit tøj på. Derudover kan alt inspirere mig – lige fra mad til naturen til én, der går forbi på gaden. Jeg kan også godt lide at se tilbage i tiden til modemagasiner fra 30’erne og overføre små tendenser fra dengang til det, jeg laver i dag.”

Hvornår bliver mode interessant?

“Det, der fanger mit blik, er, når folk bryder nogle rammer. Det kan være noget, der er lige ved at være grimt og overgjort, men er stoppet det helt rigtige sted, så det næsten er smukt. Det kan også være, når folk opfinder deres eget designsprog, som rækker ud over de skandinaviske tendenser.”

Hvor er din generation stærkest – og svagest?

“Folk er meget bevidste om, hvad der er korrekt – også her på designskolen, hvor mange laver noget, der passer ind i tiden og forholder sig til den æstetiske skandinaviske bølge. Jeg kunne godt ønske, at flere turde tage chancer. Vi er så påvirkede af Instagram, hvor alt skal tage sig pænt ud. Det er jo fantastisk, at man kan få Beyoncé til at se ens design, men måske kan man også eksponere for meget og for ofte. Jeg ville ønske, at flere gav sig selv lov til at lave noget som en hobby, som giver dem selvkærlighed og anerkendelse for dem selv i stedet for at søge det gennem andre og et medie. Det handler jo om at tjekke ind i sig selv og finde ro.”

Hvor ser du dig selv om ti år?

“Jeg håber, at jeg behersker andre kreative materialer og metoder på den måde, som jeg behersker stof og syning. Og at mit firma er vokset, så jeg kan koncentrere mig om designdelen og lave flere kunstneriske projekter på grænsen mellem krop, kunst og møbler, så jeg kan nå ud til folk med det på samme måde som med mit tøj.”

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF