Dansk mærke forvandler kasserede tekstiler til smukke frakker
Du havde nok aldrig gættet, at Fjord Rubys frakker oprindeligt skulle have været møbler. Vi har mødt designduoen bag det nye overtøjsmærke, du skal holde øje med
AfFjord Ruby er navnet på et nyt dansk overtøjsmærke, der ønsker at gøre op med modebranchens hastige tempo.
Bag mærket står designerne Nanna Fjord og Caroline Ruby, der begge er uddannet fra Desingskolen Kolding.
Alle Fjord Rubys design er produceret af restmaterialer fra tekstilindustrien, som ellers skulle kasseres, og på grund af den bæredygtige tilgang kommer hver frakke i et meget begrænset oplag. Hvor der nogle gange vil være 20 frakker i samme tekstil, vil der andre gange kun være tre.
Vi har taget en snak med Nanna Fjord og Caroline Ruby om deres mærke, mission og inspiration.

Hvordan opstod idéen bag Fjord Ruby?
“Vi havde begge et brændende ønske om at arbejde på en anden måde, end den traditionelle modebranche dikterer. Vi ønskede ikke at følge modebranchens hurtige tempo, hvor man i vores øjne i mange tilfælde efterhånden producerer bare for at producere. Vi ville gerne lave produkter, som kunne holde i lang tid og som bar på en historie. Når man køber en af vores frakker, køber man ikke bare et smukt holdbart produkt, men også et lille stykke historie, fordi hvert tekstil bærer på sin egen unikke fortælling.
Vi har desuden et ønske om at bidrage til en mere bæredygtig modebranche, hvor der produceres med omtanke. For os var det ikke et spørgsmål, hvorvidt bæredygtighed skulle tænkes ind i vores forretningsmodel; Med den verden, vi lever i i dag, var det helt naturligt for os, at selvfølgelig skulle vi det, og vi tror også på, at branchen er ved at være klar til det.
Derfor producerer vi løbende og har ikke et stort lager af færdigproducerede varer liggende. Af samme grund har vi valgt at tage udgangspunkt i fem forskellige klassiske frakkesnit, der fungerer år efter år, og som på hver deres måde tager højde for og komplimenterer forskellige kvindekroppe.
Det vigtigste for os er godt design og god kvalitet, fordi det er det, der giver forbrugeren lyst til at anvende sin frakke igen og igen. De skal føle, at de står med et fantastisk produkt. At frakken så er produceret af restmateriale er en bonus.”

Hvordan skaffer I de restmaterialer, som I bruger til jeres design?
“Vi tager rundt til forskellige tekstilproducenter og tager en samtale med dem omkring deres rester. Nogle producenter synes det er spændende, andre producenter skal overtales lidt, både fordi de sommetider ikke vil indrømme, at de ligger inde med restmaterialer, men også fordi der ikke altid er en lige så god økonomi i at producere i mindre mængder.
Restmaterialer kan ikke undgås og alle producenter vil sidde tilbage med et vist omfang af restmaterialer. Det vigtige er derfor, hvad de forskellige producenter gør med disse rester. Om de anvender dem, eller om de bliver destrueret. Vi håber på, at vi gennem samtaler med producenterne kan overbevise dem om, at det er et bedre valg, at vi opkøber deres rester, i stedet for at de i sidste ende bliver brændt.
De produkter, som er tilgængelige nu, er alle produceret af restmaterialer fra møbelindustrien. Møbeltekstiler er velegnede til vinterfrakker, fordi kravene omkring slidstyrke og holdbarhed er højere end ved tøjtekstiler – og vi er også vilde med teksturen.”

Hvordan vil I beskrive jeres design-dna?
“Vores formsprog er rene linjer og klassiske snit. Vi er med vores fem forskellige styles gået efter at have fem forskellige pasforme, så de fleste kvinder har mulighed for at finde en frakke hos os. Men udtrykket med de rene linjer er det samme.”
Hvem henvender Fjord Ruby sig til?
“Vi vil henvende os til alle kvinder, der søger et stykke overtøj af høj kvalitet. Tanken bag de fem styles er som sagt, at de fleste kvinder skal kunne finde en frakke, der passer dem. På den måde ønsker vi at være så inkluderende som overhovedet muligt. Vi henvender os til kvinder i alle aldre, fra alle steder og med forskellige interesser. Men vores formsprog gør nok, at vi især henvender os til kvinder, der går efter rene linjer i designet.”

Hvor finder I inspiration?
“Vi er især inspireret af overtøj fra 1940’erne, 50’erne og 60’erne. På en måde tog kvinden sit overtøj lidt mere seriøst dengang. Det kan vi godt lide!”
Hvem vil I allerhelst se i jeres design?
“Vi har ikke én bestemt type eller person, som vi ønsker at se i vores design. Drømmen er at gå en tur ned ad gaden og se folk komme gående i vores frakker. Om det er i New York eller i Køge betyder ikke så meget. Men at se mennesker, kendte som ukendte, bruge vores design i deres daglige liv er en stor drøm.”
Se mere på Fjordruby.com.
