Dansk model med autisme tager modeverdenen med storm

Mød den 20-årige model Nina Marker, der fortæller ærligt om livet med Aspergers, modebranchen og sin generations styrker og svagheder

Nina Marker
© Ida Tietgen Høyrup

Nina Marker er 20 år, en af Danmarks nye, store modeller, der er bosat i New York, går shows for de største internationale modehuse og af Vogue i efteråret blev omtalt som ‘den største model under Milanos modeuge’. Samtidig besluttede hun at stå frem for offentligheden og fortalte, at hun har Aspergers syndrom, der blev diagnosticeret, efter at hun som 15-årig havde en svær depression.

I efteråret stod du offentligt frem og fortalte, at du har Aspergers syndrom. Håber du at ændre noget i modebranchen ved at gøre det? “Jeg tror ikke, at branchen kommer til at ændre sig lige foreløbig, men jeg følte, at jeg var nødt til at gøre opmærksom på nogle af nuancerne i autisme. Aspergers er en genetisk betinget sygdom og en gren af autisme, der kan udmønte sig i blandt andet sociale vanskeligheder og kommunikationshandicap. Jeg vil gerne have, at folk ved, at autisme kan vise sig på mange forskellige måder, og at os, der har det, for det meste er lige så forskellige og intelligente som alle andre.”

Hvorfor følte du, at det er nødvendigt at gøre opmærksom på? “Jeg vil helst ikke have, at andre kommer ud for det samme som mig med en kommune, der ingen interesse eller forståelse havde for et barn med en svær depression – en depression, der opstod, fordi ingen vidste, hvad der var galt med mig, eller hvordan de skulle behandle mig. Især piger med Aspergers syndrom bliver ofte opdaget meget sent, fordi de ikke nødvendigvis har de samme symptomer som drenge, der ofte er mere tydelige og stereotype i deres ‘aspie’-opførsel. Drenge er typisk mere udfarende, mens pigernes kaos foregår mere inden i dem selv. Det er vigtigt for mig, at folk ved, at man ikke kan sætte folk med Aspergers syndrom i bås.”

Hvordan kommer din Aspergers syndrom til udtryk? “Jeg har meget social angst og har haft det, lige siden jeg var lille. Nogle gange tør jeg slet ikke gå udenfor, hvis min kæreste ikke er med mig. Jeg har det bedst, når tingene bliver gjort på en speciel måde i en bestemt rækkefølge, for hvis min rutine bliver forstyrret – eller jeg bliver skræmt over en ændring – kan det blive umuligt for mig at få lavet morgenmad, gå på arbejde eller købe ind. Jeg har brug for meget alenetid for at ‘komme mig’ efter socialt samvær, selvom det bare er en kop kaffe med en veninde eller en shoppetur. Farver, lyde og ord flyder sammen til én stor, stressende masse, der gør mig ekstremt udmattet.”

Hvordan navigerer du mellem din angst og dit arbejde som model? “Det har været ekstremt hårdt for mig, specielt under modeugerne. Jeg blev nødt til at tage hjem fra Paris tidligere, fordi jeg havde fået så mange panikanfald af alle de ændringer og den stress, der er under sådan en uge. Mine bureauer i København, New York og Paris har været søde og forstående, så vi har lagt en plan for, hvordan vi skal håndtere tingene fremover – både i forbindelse med shows, men også med jobs, hvor der er megen rejsen frem og tilbage.”

Hvordan oplever du modebranchen lige nu? “Modebranchen prøver for meget på at være politisk korrekt hele tiden. Den kreative frihed bliver tilsidesat, for at folk ikke skal få ondt et vist sted over et billede eller et stykke tøj. Men det er dejligt, at flere kan være en del af branchen nu, og at den ikke er så eksklusiv, som den fremstår.”

Hvornår bliver mode interessant for dig? “Når farver og mønstre og teksturer mødes i en perfekt kombination. Jeg elsker tøj. Både at se på tøj, købe tøj og have smukt tøj på. Det er fantastisk, hvordan man kan blive en helt anden person bare ved at tage silke på i stedet for bomuld.”

Hvad er det mest interessante ved at være model “De mennesker, jeg møder, og den måde, jeg kan mærke, at jeg langsomt bliver et anderledes menneske af at få udvidet min horisont. Jeg tror, det er godt for ens selvopfattelse at møde så mange forskellige mennesker fra hele verden, der alle har forskellige meninger om livet og er vokset op med forskellige baggrunde. Det får én til at nyde livet mere, at der kommer lidt perspektiv på det.”

Hvad optager dig i din fritid? “Jeg har lige set Stranger Things 2, og alle børnene i den serie er MINE børn – jeg elsker dem. Jeg kan læse og se de samme film og bøger igen og igen uden at blive træt af dem, men derudover har min kæreste lige købt en mini-dj-pult, som jeg har det rigtigt sjovt med. Jeg elsker at redigere musik og videoer. Det giver mig ro i hovedet, når det hele falder i hak.”

Hvor er din generation stærkest? “Jeg er stolt af mit hold af danske modeller, som også er mine tætte veninder. Stærke, selvstændige, følsomme, sjove kvinder, der lyser op i det internationale modebillede. Min generation som sådan oplever jeg er god til at få ting gjort uden at komplicere dem.Vi laver jo alt på telefonen igennem apps.Vi har simpliceret de mindste ting som at date, gå i banken, sende breve og at spille spil med hinanden. For mig er det rart, at der er meget mindre fysisk face to face-kontakt, men nogle gange bliver det jo også svært for os at gøre ting, fordi vi er så vant til at have vores telefon på os til at svare på og gøre alt.”

Hvor er I svagest? “Vi er selvoptagede og dovne og vil have resultater med det samme uden at gøre det hårde arbejde. Nogle gange ville vi måske have godt af at spørge vores medmennesker om ting i stedet for vores telefoner.”

Hvad bekymrer dig mest? “Om jeg bliver til noget, og hvad skal der ske om ti år, når jeg i modebranchens øjne er gammel og træt og burde gå på pension.”

Du er jo noget – hvad tænker du, du skal blive til ud over det, du er nu? “Jeg føler ikke, at jeg er noget specielt. Og hvis det kommer til udtryk, at jeg gør, at det, fordi jeg tager lidt pis på det hele. Og det tror jeg hellere, at jeg må holde fast i, så jeg ikke bliver for højrøvet.”