
Derfor valgte Anna at få et regnbuebarn
“Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at min drøm ikke var en kernefamilie,” fortæller Anna Bøtter, der valgte at stifte regnbuefamilie
Af — 02. april 2017Som et nederlag ... Sådan følte Anna Bøtter sig, da hun vågnede på sin 35-års fødselsdag uden skyggen af en mand at få børn med. Derfor tog hun en beslutning. Hun slettede sin Tinder-profil og oprettede i stedet en annonce på Regnbuebarn.dk. Halvandet år efter kom Flora til verden. Og livet var for evigt forandret for den lille piges mor ... og far og far.
HVORDAN ER DIN FAMILIEKONSTELLATION?
“Jeg er mor til Flora fra august sidste år, som jeg har sammen med Jeppe og Jesper. De er gift, og vi har kendt hinanden i små to år, efter vi mødtes på Regnbuebarn.dk – en side for folk, som ønsker at få børn uden at leve i en traditionel kernefamilie. På grund af svangerskabsforgiftning fødte jeg ved kejsersnit, og min jordemor havde skrevet i papirerne, at der skulle tages særligt hensyn til, at jeg kunne have to personer med på operationsstuen. Så under kejsersnittet sad Jeppe og Jesper begge to ved siden af mig og holdt mig i hånden. Da vi blev udskrevet og sammen gik ud af hospitalet med Flora, var jeg så nervøs for, at nogen kom efter os og sagde, at der var sket en fejl. At vi ikke kunne tage hende med. Men selvfølgelig kunne vi det, for hun var jo vores. Det var nok først der, jeg rigtigt forstod det. Vi havde alle tre barselsorlov i to uger, hvor jeg boede hos Jeppe og Jesper. Det var dejligt, at de var der til at lære Flora at kende, og rent praktisk var det godt, da man ikke må være alene efter et kejsersnit. Bagefter flyttede Flora og jeg hjem i min lejlighed. Når hun bliver ældre, skal hun bo halvdelen af tiden hos mig og halvdelen af tiden hos dem – Jeppe og Jesper bor to gader fra mig. Vi spiser aftensmad sammen cirka hver anden dag, og vi ses også impulsivt. Det føles meget naturligt at være sammen. Som om vi har kendt hinanden for evigt.”
HVORFOR BESLUTTEDE DU DIG FOR AT BLIVE REGNBUEMOR?
“Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at min oprindelige drøm ikke var en kernefamilie. Men der er bare ikke dukket en mand op, hvor lysten til at få børn var gensidig. Da jeg fyldte 35 år, var jeg virkelig ked af det og ramt af en nederlagsfølelse. Jeg besluttede mig for at gøre noget ved det og oprettede en profil på Regnbuebarn.dk. Jeg vidste, at jeg ville vælge en homoseksuel far, så der ikke kunne opstå misforståelser. Det var en mærkelig proces at være i – som at skulle date uden dating. Og hvad leder man egentlig efter hos den anden? Da jeg mødte Jeppe og Jesper, var det tydeligt, at de virkelig gerne ville mig og familiestiftelse. Vi mødtes til vin flere gange og hyggede os meget. Vi er alle tre gode til at snakke og analysere, så vi fik hurtigt droppet smalltalken og kom i gang med de store følelser. Jeppe og Jesper ville have en 7:7-deleordning, og det tænkte jeg meget over, inden jeg sagde ja. Jeg var i tvivl, både før jeg indvilligede i det og undervejs. Der er nogle store følelser i at acceptere at skulle give afkald på sit ufødte barn. Når forældre bliver skilt, skal de jo også deles om børnene, men inden de når frem til det, har de formentlig kæmpet for at prøve at blive sammen. Jeg sagde jo ja til at føde Flora ind i en deleordning.”
HVORFOR VALGTE DU IKKE EN ANONYM DONOR?
“Jeg er vokset op alene med min mor, og da jeg som voksen fik kontakt til min far, kunne jeg mærke, hvor meget det betød. Nogle ubesvarede spørgsmål faldt på plads, da jeg mødte ham. Så jeg har valgt en regnbuefamilie for Floras skyld. Hun skal kende både sin mor og sin far. Derfor bad jeg også Jeppe og Jesper om at aftale på forhånd, hvem der donerede sæd. De er begge hendes fædre, men Flora skal vide, hvem der er hendes biologiske far, og hvilke gener hun har med sig. Det var et svært valg for dem, og hvis Flora senere skal have en lillebror eller -søster, har vi aftalt, at den anden bliver den biologiske far. Det er også vigtigt for mig, at Flora er elsket af flere – hun har to farmødre, to farfædre, en mormor, en morfar og et hav af fastre, onkler og kusiner.”