Derfor valgte Rikke at blive hjemmegående

Egentlig gik det ok med at få tingene til at hænge sammen, da Rikke Tyle Demming valgte at opsige sin HR-karrierestilling og hellige sig familien og sine tre børn. Det var mere følelsen af at løbe og løbe uden rigtigt at nå frem, der gjorde udslaget, sammen med en lille angst for pludselig ikke at være her mere. I dag passer hun hjemmet og børnene på ni, seks og to år.

HVORNÅR BESLUTTEDE DU, AT DU VILLE VÆRE HJEMMEGÅENDE?

“Det var ikke en bestemt begivenhed, der gjorde udslaget. Mere en masse små ting, der pegede på, at vi bare blev mere og mere pressede på vores tid som arbejdende forældre til tre. Da vi først fik åbnet op for snakken om det, stod det pludselig ret klart, at det var det, jeg skulle og ville. Jeg var tilbage fra min tredje barsel, da vores yngste var ti måneder. Jeg havde ikke forestillet mig at være hjemmegående, men efter fire måneder begyndte vi at snakke om det, og to måneder senere var jeg klar til at sige mit job op.”

HAR DET VÆRET EN DRØM FOR DIG?

“På ingen måde. Jeg har altid syntes, det var fedt at gå på arbejde og opleve den dynamik, det giver. Vi havde egentlig også nogle rutiner, der kørte og kunne være fortsat. Men det er også opslugende at være i det hamsterhjul, hvor man bare drøner derudad. Da vores mellemste dreng skulle begynde i skole, kunne jeg mærke, at det i hvert fald ikke længere var en drøm at aflevere børnene på fritidshjemmet klokken 7.15 og hente dem sent om eftermiddagen. Han skulle have en mor eller far til at følge ham ind i klassen. Så man kan sige, at jeg har haft en drøm om at have en familie med de bedste vilkår for at trives – og den var jeg nok ikke helt i mål med, mens jeg stadig arbejdede.”

HVILKE TANKER HAR DU GJORT DIG I FORHOLD TIL AT BLIVE HJEMMEGÅENDE?

“Jeg er meget privilegeret at kunne gøre det. Det er jeg jo, fordi vi økonomisk har mulighed for det uden at skulle flytte fra vores bolig eller ændre på vores levemåde. Jeg føler ikke, at jeg bringer et offer i forhold til familien ved at sige mit job op. Jeg har muligheden for at blive en bedre version af mig selv til gavn for min familie. Men jeg har det ikke sådan, at det er det eneste rigtige for alle.”

HAR DU MØDT NOGLE FORDOMME?

“Nej, det har jeg ikke. Jeg tænker, at mange nok ville gøre det samme, hvis de kunne. Det kan føles mærkeligt at gå tilbage til så gammeldags et familiemønster, men det fungerer fint for os. Jeg er nok af natur meget praktisk, og jeg går ikke med en skjult forventning om, at min mand også tager et par år hjemme.”

HVAD HAR DET BETYDET FOR DIN SELVOPFATTELSE?

“Det er ikke livsnødvendigt for min identitet og mit selvværd at mærke det sus, man kan få ved at arbejde. Selvom jeg tidligere har identificeret mig meget med mit arbejde, så har jeg ikke noget problem med at sige, at jeg går hjemme. Jeg er faktisk nærmest lidt stolt af det – ikke fordi, jeg har muligheden for det, men fordi jeg gjorde det. Jeg sagde op. På den måde har jeg sagt fra over for det, der for mange er normalen, og ‘det man gør’: arbejder og skaber en karriere og familie, alt imens man knokler for at få minutterne til at strække sig og nå det hele. Jeg føler ikke, at jeg som hjemmegående visner eller går glip af noget – tværtimod føler jeg nu, at jeg kan mærke, at jeg lever, fordi jeg er her, hvor det giver allermest mening.”