Drengen fra Ry, som blev en af de mest talentfulde haute couture-designere herhjemme

“Jeg arbejder måske ud fra nogle lidt skøre energier – når jeg har besluttet mig for noget, og hvis jeg siger noget højt, kommer det til at ske.”
Designer og skrædder extraordinaire Mark Kenly Domino Tan sidder ved et langt ravfarvet bord, der som det første møder én, når man træder indenfor i hans butik i Store Strandstræde i Indre By i København. I den ene ende af bordet strækker en enkel Georg Jensen Svane-kande sin sølvhals, og i den anden ende ligger et stort brudstykke af en sten som et massivt, henslængt kunstværk.

Væggene changerer i en lys mokkafarve, tøj på bøjler løber hen over nuancer af beige, taupe, hvid, lidt lyseblå og sort. Atmosfæren er helt rolig – måske fordi det er en helligdag, måske fordi det er tidlig morgen, måske fordi tiden, vi lever i, gør, at det tilstødende nyhavnske stræde ikke svømmer over i turister.
“Min veninde designer Yvonne Koné har forretning hernede og sagde til mig, at det skulle jeg da også have. Det fik jeg sagt højt ja til, og så måtte jeg i gang med at finde ud af, hvordan. Jeg fik overtalt mine investorer til, at det var det, vi skulle,” fortæller Mark Tan om butikken, der har været hans siden 2018. Butikken er et essentielt led i den strategi, Mark Tan tog hul på for to år siden, og som for alvor skal forankre hans allerede solide position på det nordiske marked og danne fundament for det, han gør bedst: at fortælle historier.

Og hva' så?

Det der med at få ting til at ske har Mark Kenly Domino Tan gjort cirka hele sit liv. Det lyder måske som en overdrivelse, men det er det ikke.
“Jeg har lavet tøj, siden jeg var lille – det startede med dukkestørrelser, og jeg kan faktisk ikke huske ikke at have haft interessen. Jeg har været ret insisterende og begyndte meget tidligt at spørge efter en symaskine – min mor havde én, som var virkelig dårlig, og det endte med, at jeg fik en ny. Jeg startede med at invadere vores bryggers, og på et tidspunkt flyttede vi til et andet hus, hvor der var et anneks – det overtog jeg og lavede en systue i. Min far hjalp mig med at lave det, og her fik jeg industrimaskiner. Jeg gik stadig i folkeskole, så jeg var nok 12-13 år.”

Mark Tan er vokset op i Ry, der ligger i Søhøjlandet mellem Skanderborg og Silkeborg. På en tankstation, som hans forældre købte i 1991 og efterfølgende udvidede med værksted og bilsalg. Faren er fra Kina, og moren er dansk – han mekaniker, hun uddannet i en gardinforretning, og så har Mark en ældre bror. Sit entreprenante sind krediterer Mark sine forældre for, og måske fordi de var selvstændige, satte de ikke spørgsmålstegn ved hans meget tidlige og insisterende skabertrang. “Min storebror var sådan en, der gik til al sport i hele verden, så mine forældre var vant til, at han skulle køres fra Herodes til Pilatus, så det var det samme for mig – det var bare nogle andre ting, jeg blev kørt til,” fortæller han.

Marks form for sport var blandt andet en kunstskole i Sejs hos en kvinde, som boede i en skøn træhytte, hvor hun underviste børn en gang om ugen, og Mark gik til tegning og maling. Eller som 10-årig, hvor han gik på aftenskole hos en kvinde i Silkeborg, som hed Inger, og som var gammel dameskrædder og havde et hold af pensionerede damer, der kom hos hende en gang om ugen – seks mormødre og Mark. Det vil sige, når han ikke dansede ballet på højt niveau.
“Min far var sindssygt dygtig med sine hænder. Da mine forældre mødte hinanden og flyttede i deres første lejlighed, byggede min far alle deres møbler. Det er helt sikkert noget, jeg har fået med videre – jeg skal ikke se ting så mange gange, så kan jeg se, hvordan det skal gøres. Jeg har for eksempel selv bygget nyt køkken to af de steder, jeg har boet. Jeg er ret perfektionistisk, og når jeg går i gang med noget, så skal det være ordentligt. Jeg har aldrig været til hyggeprojekter, det har aldrig sagt mig noget. Jeg mister tålmodigheden, hvis ikke der er noget på spil – så kan jeg ikke fokusere, og så kan det være lige meget,” siger han.

Men var der plads til at være en balletdansende, kjolesyende dreng i Ry i 90’erne? Umiddelbart ja, siger Mark. Men måske var Ry noget særligt – der var i hvert fald allerede en rummelighed dengang, som ikke nødvendigvis altid har været at finde i mindre lokalsamfund. Måske fordi Gnags jævnligt hang ud i byen, og måske fordi mange af Marks jævnaldrende også var spirende kreative – han gik i parallelklasse med sangerinde Stine Bramsen, Shaka Loveless arbejdede på Marks forældres tankstation i fritiden, og musikagent Kristian Nyholm kommer også fra Ry.

“Jeg tror i bund og grund ikke, at jeg opdagede, hvis der var nogen, der havde en holdning til mig, fordi jeg har gået i min egen verden. Det måtte de selv om. Og sådan har jeg det nok stadigvæk. Det er mit væsen,” siger han.

Den om Prinsesse Alexandra

Den flid og determination, som Mark Tan lagde for dagen igennem hele sin barndom, ses stadig i hans design. Han er kendt for sin omhyggelighed og for at være ekstremt detaljeorienteret. Man behøver blot at kaste et enkelt blik på hans outfit denne morgen – på samme måde som hans shows under de københavnske modeuger har ry for at være et af de allermest eftertragtede, udstråler det finesse og underspillet elegance: skræddersyet sort blazer, hvor man kan se de nøje anlagte sting hele vejen langs kanten, hvid skjorte, der står åben, således at der er plads til et silketørklæde med en enkelt knude i halsen, jeans, mønstrede sokker, mørkebrune læderloafers med kvast, røgfarvede briller og en signetring i guld på venstre lillefinger, som han leger med, imens han taler.

Det er skrædderkunstens minutiøse håndværk, der adskiller Mark Kenly Domino Tan fra andre danske modebrands. Han forstår silhuetter, materialers bevægelighed, farvers kompleksitet, kvalitet og at iscenesætte tøj som en fortælling, hvor man bliver nysgerrig og må vide mere. Den slags iboende forståelse kommer ikke af sig selv. Dengang Mark stadig havde systue i sine forældres anneks, opsøgte han alle de lokale skræddere, han kunne opstøve i Rys opland, sådan at han kunne lære, hvad han ikke allerede vidste.

“Jeg begyndte at få reelle kunder, da jeg var omkring 14-15 år. Den første store ordre, jeg fik, var på en kjole, jeg skulle lave til en kvindes 40-års fødselsdag – jeg fik et budget på 40.000 kroner – det var helt crazy. På et tidspunkt havde Sallingsund Kommune et jubilæum, hvor de af en eller anden grund skulle bruge en kjole, og det fik jeg også penge for. Så allierede jeg mig med skræddere i Aarhus i forhold til det tungere arbejde – jeg gik jo stadig i skole og kunne ikke sy fuldtids – og der var elementer, hvor jeg godt vidste, hvordan det skulle se ud, men endnu ikke havde kompetencerne til at udføre det,” fortæller han.

Og så er der historien om den famøse kjole til Prinsesse (nu Grevinde) Alexandra. Det er en af de anekdoter, man oftest kan læse om Mark Tan, og som tidligt var med til at drysse stjernestøv ud over hans spirende karriere. Og som af andre, mindre kendte grunde, skulle komme til at få stor indflydelse på hans valg senere hen. I slutningen af 90’erne blev Mark Tan inviteret til at deltage i en retrospektiv udstilling i Frederikshavn om den kendte danske haute couture-designer Erik Mortensen. Det hele udspillede sig i den nordjyske by på den dengang højt estimerede designskole, som Prinsesse Alexandra var protektor for. Det var i den forbindelse, at 12-årige Mark mødte hende, og hun så en kjole, han havde med, som hun endte med at købte.

Det var dog en kort samtale med en af skolens undervisere, som endte med at gøre størst indtryk. “Jeg har desværre aldrig kunnet placere ham igen, men han sagde til mig, at jeg skulle uddanne mig som skrædder først og så tage designdelen bagefter. ‘Der er ingen, der kan håndværket længere, så hvis du kan det, kommer du til at differentiere dig fra de andre’ sagde han til mig,” husker Mark.

Fra Paris til Kolding

Mark Tan fylder lige straks 33 år. Men hvis ikke man vidste det, hvis man lukkede øjnene og bare hørte ham fortælle, kunne man snildt få det indtryk, at man lyttede til en mand med 80 års livs- og arbejdserfaring. Og det er nok sådan, det går, når man ved, hvad man vil. Så har man færdiggjort en skrædderuddannelse i Odense OG landet et job i Diors parisiske haute couture atelier, når man lige har rundet 17 år. “Jeg lærte rigtigt meget hos Dior. Det var, imens Galliano var der, og selvfølgelig så man ham, men det var ikke sådan, at jeg gik rundt og var star-struck hele tiden. Jeg bliver generelt ikke superduperet over alt muligt hurlumhej – der tror jeg, jeg er meget jysk. Jeg fik arbejdet mig op til at have et virkelig godt forhold til førstedamen på systuen og blev også lånt ud til andre steder – jeg har eksempelvis lavet tilskæringer for Balenciaga – det var sådan, man gjorde dengang. Jeg havde en meget oprigtig tilgang til de ting, jeg gik i gang med, og det smittede måske lidt af på, hvordan dem på skræddersalen opfattede mig.” Så da Mark Tan var omkring 18 år, en alder, hvor de fleste unge mennesker stadig ikke har den fjerneste anelse om, hvad de vil bruge deres arbejdsliv på, havde han nået et professionelt mætningspunkt. Han var træt af tøj.

“Efter Paris flyttede jeg til København og arbejdede som scenografassistent på Betty Nansen Teatret, fordi jeg tænkte, at jeg måske skulle den vej. Jeg kan enormt godt lide det der med at arbejde med en tekst og skabe en karakter til en historie og hele tiden skulle forholde sig til lys og rum.” Forståelsen for at udfolde en fortællings mange komponenter og at skabe indhold, der rækker langt ud over ens egen næse, er nogle af de egenskaber, som stadig karakteriserer Mark Tans arbejde i dag, hvor han føler et stort ansvar for det, han sender ud i verden.

“Jeg tror på, at hvis man får en emotionel tilknytning til et stykke beklædning, så er det det, der overlever i ens garderobe. Bæredygtighed er stadig en besynderlig størrelse og må aldrig blive et plagiat. Det skal komme fra de enkelte produkter – at de er skabt på en måde, som dels er ansvarlig og med omtanke for designet, og som så i sidste ende forhåbentligt gør, at produktet får en længere levetid og en større værdi for dem, der køber det.”

Et nyt flagskib

Efter en rundrejse i Asien for at besøge bedsteforældre og et højskoleophold i Randers var Mark Tan som 22-årig igen klar til at genoptage nålen. Denne gang med en bachelor i beklædningsdesign fra Designskolen Kolding. Hans bacheloropgave i form af en afgangskollektion fik Mark udtaget til H&Ms designpris, som han vandt først i Skandinavien, så i Europa, inden han røg ud af konkurrencen.
Og selvom han efterfølgende kom ind på en kandidatuddannelse på Royal College of Art i London og sideløbende arbejdede deltid i Alexander McQueens atelier, var det ikke rigtigt det liv, han som 26-årig drømte om. “Jeg sad lidt fast i den samme rolle med de referencer, jeg havde inden for håndværket, og jeg kunne mærke, at det ikke sagde mig noget at arbejde på den måde. H&M-konkurrencen havde gjort, at der kom en del bevågenhed fra Danmark, og jeg blev inviteret til at holde show i København. Det sagde jeg bare ja til, selvom jeg ikke havde nogen kollektion.”

Og således blev brandet Mark Kenly Domino Tan grundlagt i 2014. “Fordi jeg helst gerne vil gøre tingene på min egen måde, har jeg altid tænkt, at jeg på et tidspunkt skulle have mit eget. Men måske ikke lige på det tidspunkt. Det var vitterligt kun, fordi jeg hoppede ud i det med bind for øjnene og en sten om foden. Jeg havde ikke en øre og lånte 15.000 kroner af en af mine venner.

Jeg lånte Bettina Bakdals studio på Nørrebro, det var sommer, og så hev jeg bare alle de folk ind, jeg kunne,” siger Mark Tan om sin rimeligt hæsblæsende indføring på den danske modescene, der resulterede i 17 look, som han viste på Nimb i august 2014. Mark Tan fik hurtigt skabt sig et godt netværk af kvinder i København, og det var dem, der bar ham igennem de første sæsoner som selvstændig brandejer. Og så vandt han Magasins designpris, og dermed fik økonomien også et skub i den rigtige retning. Han landede hurtigt i butikker som Lot #29 og Holly Golightly, og hans couture-evner blev efterspurgt, når danske skuespillere skulle på den røde løber. Udenlandske kunder meldte sig også på banen. “Men det endte faktisk med, at jeg lidt knækkede nakken på det, fordi vi slet ikke havde hånd i hanke med de kunder, der var ude i verden. Vi sad to mennesker på kontoret – bare det at sende en kasse til et stormagasin krævede jo alt muligt af stregkoder, forsikringer, forsendelser, og hvem ejer varerne, og vi anede ikke noget,” forklarer han.

Cirka samtidig med at Mark besluttede, at hans setup ikke fungerede, mødte han Charlotte Egelund, tidligere direktør hos By Malene Birger. De skabte sammen den strategi, som butikken er baseret på – med hans nu reviderede prispunkt, hvor priserne er blevet lidt lavere end før, og et primært fokus på hjemmemarkedet.
“Det var mit eget ønske at ligge et andet sted prismæssigt og dog stadig bevare kvaliteten og æstetikken og den måde, jeg arbejder på. Det har jeg gjort ved at pille lidt af couture-elementerne ud, så det ikke er helt så dressy, fjerne lidt kjoler og gøre det lidt mere til en hverdagsgarderobe. Selvom jeg har overlevet i mange år på vores private atelierkunder, så er det nogle meget tunge processer, og det forstyrrer lidt den almindelige cyklus. Det har stadig sin berettigelse rent forretningsmæssigt, for hver gang vi laver noget i atelieret, er der lige noget, vi opdager kunne være interessant at putte over i ready-to-wear. Det er den måde, vi differentierer os på, for det er der ingen andre brands, der gør herhjemme,” fortæller Mark om beslutningen om at fokusere yderligere på kollektioner af ready-to-wear.

Det betyder, at Mark Kenly Domino Tan i dag hører ind under mode-investeringsvirksomheden Fashion Societys paraply, der også ejer Rue de Tokyo, Naja Lauf, Nué og Nué Notes. På kontoret på Vesterbrogade sidder administration, designteam, systue og salgspersonale. Og så er der butikken – flagskibet, hvis univers er Mark Tans personlige vision for de fortællinger, han mener er nødvendige at skabe: at bringe sanselighed, design og mennesker sammen.

Svesken på disken

“Tøj interesserer mig faktisk ikke sindssygt meget. Der er grænser for, hvor meget vi kan gøre ved en silhuet hele tiden, og nogle gange har man bare brug for en smuk, hvid skjorte, som bare har den rigtige sprødhed og lyd, når man tager den på,” siger Mark, imens han gnider fingrene imod sine håndflader, som om han mærker på et stykke stof, og fortsætter. “Jeg syntes, at det gav rigtigt god mening at prøve at skabe en platform, som kunne vise noget mere. Så derfor ville vi gerne have et meget stramt univers, der gjorde, at man kunne sætte andre ting ind,” fortæller han om butikkens udtryk, der er skabt af indretningsarkitekt David Thulstrup.

‘Andre ting’ er eksempelvis, at man inden længe kan opleve det bæredygtige smykkebrand Kinraden i butikken. Og tidligere har det været en udstilling af kunstner Carl Emil Jacobsen, glasvarer af Nikolaj Lorentz, et lædersamarbejde med Dahlmann og en kollektion for Lindberg Briller – danske brands, der viderefører en håndværkstradition, som læner sig op ad det værdisæt, Mark selv navigerer ud fra. “Vi har holdt middage hernede, hvor vi samler forskellige mennesker på tværs af fagligheder for både at skabe et netværk og en potentiel kundekreds. På den måde er der oplevelser forbundet med brandet, som forhåbentlig manifesterer sig i folk, og som gør, at det her er et sted, man kommer tilbage til og anbefaler videre. Stof på en bøjle kan nogle gange være svært at forholde sig til, så ambitionen er at kommunikere det på en anderledes og interessant måde. Ikke fordi alt skal være dybfølt og højtravende, men der bliver nødt til at være en idé med det, man foretager sig. Især i tider som disse, hvor meget lidt giver mening.”

Derfor er det også en del af Mark Tans naturlige inspirationsproces at have gang i mange projekter på én gang. På den måde holder han sig opdateret med, hvad andre er optaget af, hvad det er for samtaler, der tages på tværs af samfundet. Lige nu udmønter det sig i, at han igen har bevæget sig ind i scenekunsten og er i gang med at lave en forestilling på Aarhus Teater sammen med blandt andre sangerinden Pernille Rosendahl. Den hedder Vita Danica, og Mark står i spidsen for kostumer.
“Jeg gør rigtigt meget ud af at lave samarbejder. De møder og samtaler, som opstår undervejs, kan være med til at bekræfte mine egne idéer og kan også skabe nye.” Og selvom han gaber højt og bredt og ambitiøst over alt, hvad han rører ved, er Mark ikke bange for at falde igennem – det var han ikke som barn, og det er han ikke nu: “Jeg kan ikke gøre det bedre, end jeg gør. Jeg gør mig altid umage. Jeg er meget svesken på disken, og fungerer noget ikke, så fungerer det ikke, og så lukker vi og finder på noget andet. Så længe, man har en ide om, at man har gjort, hvad man kunne, så kan man jo ikke gøre for, hvis tiden ikke var rigtig – det har jeg altid levet efter.”