Det er et under, at Ana Kraš kom tilbage til København
Vogue, The New York Times, Hay, Ganni ... Alle elsker Ana. Kom tæt på den serbiske tusindkunstner, der har en særlig forbindelse til Danmark
AfAna Kraš har trods sine kun 35 år indfanget mode-, design- og kunstscenen verden over med sin på én gang usentimentale og nostalgiske æstetik: Vogue, The New York Times, Hay, Ganni – alle elsker Ana. Vi har mødt den serbiske tusindkunstner, der som barn af krig og kærlighed aldrig har opgivet fødebyen Beograd, sine forældre, sin cykel og farven blå – og bedt hende dokumentere en dag i sit atelier i New York.
Det tager en e-mail, en Insta-besked og en SMS, førend der er hul igennem til Ana Kraš. Kommunikationen fra hendes side er uden dikkedarer og tegnsætning:
‘hello’
‘would 11.30 am work for you’
Klokken er 23 aftenen før, vi skal mødes, og jeg får en hjerte-emoji, da Ana for tredje gang ændrer tidspunktet for interviewet. Næste dag er en lummer augustlørdag i kølvandet på den københavnske modeuge, og vi mødes i den mørke lobby på hendes hotel i Indre By. Vi kender ikke hinanden, men efter at der er kommet Earl Grey-te, croissanter og kaffe på bordet, finder vi hurtigt ud af vores lighedspunkter: Vi deler samme paranoide frygt for, at diktafonen ikke optager, når vi interviewer, ditto irritation over at få serveret varme drikke i kopper uden hank, og så tog Ana billederne til det portræt, jeg skrev af den danske kok Frederik Bille Brahe til Costume sidste år. Så langt, så godt.
Ana Kraš er et slags hybridtalent: Hun tegner, designer møbler – både sine egne og for andre – arbejder foran og bag kameraet og frekventerer ofte front rows til både Paris’ og New Yorks modeuger. Hun har prydet siderne i alt fra Vogue til The New York Times og Interview Magazine. Hun bliver inviteret til middag, når Chloés chefdesigner Natacha Ramsay-Levi fejrer sin kollektion. Hendes arbejde har været repræsenteret på gallerier og designmesser verden over. Hvad end man interesserer sig for mode, kunst, interiørdesign eller Instagram, er der stor chance for at være stødt på både hendes arbejde og hendes ansigt. Begge dele lige smukt og dragende og det, der gør hende til et af de mest interessante navne på den internationale kulturscene lige nu.
“Min familie kalder mig Alicia – som i Alice i Eventyrland i min egen verden. Jeg har på en måde en lidt todelt personlighed. En del af mig er meget nonchalant og flydende og fri. En lige så stor del er som en matematiker og løsningsorienteret som en ingeniør,” lyder hendes egen forklaring på, hvordan hun bevæger sig ubesværet inden for så mange kreative genrer.
Det lyder som opskriften på den perfekte it-girl, men det er alt for nemt og slet ikke fyldestgørende at kalde Ana Kraš det.
En verden af Lego og krig
“Mit liv ville selvfølgelig se anderledes ud, hvis jeg var vokset op i et andet land med en anden historie,” lægger Ana ud med at sige om det konstante kaos, der herskede i størstedelen af hendes liv i det krigshærgede Serbien.
Da Ana voksede op, var Serbien en del af Jugoslavien, senere blev det til Serbien og Montenegro for endelig at blive fuldstændigt selvstændigt i 2006. I slut-80’erne, da Ana var omkring fem år, udbrød der borgerkrig, og 10 år senere i foråret 1999 bombede NATO landet i to en halv måned for at få daværende præsident Slobodan Milošević til at stoppe sin etnisk motiverede krig i Kosovo.
“Det at vokse op omgivet af og have ens liv dikteret af politik er ikke normalt for et barn. Men jeg tror, at jeg havde det samme spekter af følelser som et barn, der voksede op i et fredeligt land. Det var jo det eneste liv, jeg kendte.”
Ana boede i en forstadsghetto til Beograd sammen med sine forældre og to halvsøskende. I konstant leg med kvarterets drenge og altid klædt i marineblå og med kort hår, fordi det var mest praktisk, fik hun piercet sine ører, så man trods alt kunne se, at hun var en pige. Forældrene havde deres egen lille fotokopi- og printerbutik, et sted, hvor Ana altid befandt sig med enten en blyant, en Legoklods eller et stykke værktøj i hånden.
“Jeg tegnede hele tiden og var besat af at bygge med klodser i alle mulige mærkelige konstruktioner og huse, som en anden lille Lego-arkitekt. Min far plejede at blære sig med, at hans 4-årige datter kunne bruge en skruetrækker som en voksen mand,” griner Ana.
Den marineblå farve følger hende stadig, i dag i form af en T-shirt under skjorten til det todelte silkesæt, hun har på. Sneakers på fødderne. Meget skandinavisk, faktisk. Meget smuk, utvivlsomt. Hun ligner en krydsning af Emma Roberts og Anne Hathaway: hårfarve som en 70 % chokoladebar, brede bryn, brune øjne, en lillebitte krumning på næsen og en bred mund med lige, hvide tænder. Huden er lys, men man kan se på hendes teint, at hun er sådan én, der tager imod solen, som kun sydeuropæere gør det.
Små lommer med venner
I dag bor Ana i New York, nærmere bestemt i Nolita på Bowery midt imellem Soho og Chinatown, i et klassisk newyorker-loft, der både agerer hjem og studio. Det er her, magien sker. Her, borde for konceptbutikken Matter Made bliver designet, billeder skudt for Apartamento, Maryam Nassir Zadeh, Barney’s New York, Jacquemus, Tekla og Ganni bliver gennemgået, nye farvekombinationer til BonBon-lamperne udtænkt og her, Ana sidder i timevis og tegner uden mål og mening.
“Det er nemt for mig at være kreativ. Ikke fordi jeg bare får fantastiske idéer hele tiden, men fordi jeg ikke presser mig selv og ikke har store forventninger. Når jeg tegner, har jeg ikke en tanke i hovedet, og jeg ved aldrig, hvad motivet ender med at være. At tegne er frihed for mig.”
Det samme er at cykle. Helst ud til The East River, omkring Washington Square Park eller til New Jersey, hvor The WS’ skilt glimter i solnedgangen.
“Alle er lidt bange for at cykle i New York og ja, det er da en hektisk by. Jeg har rigtigt meget selvtillid på min cykel og føler mig totalt i ét med den og i fuld kontrol – haha, det er måske en skør illusion. Jeg elsker at cykle, fordi jeg kan være alene, samtidig med at jeg er en del af byen og kan se alt omkring mig. My pace and my space is all I care about,” griner hun.
Ana Kraš er typen, hvis hjerne er indrettet således, at både højre og venstre del kører i højeste gear. Lige så meget som hun kan freestyle stregtegninger og knipse løs på kameraet udelukkende på sin intuition, kan hun også udtænke designkonstruktioner på arkitektniveau.
“Jeg har altid været god til matematik, faktisk så god, at min skole indskrev mig til konkurrencer. Det har bare altid været en nem måde for mig at tænke på, uden at jeg har været bevidst om det. Fordi jeg var mest i min kreative verden som barn, var det på universitetet, at min logiske side virkelig kom til udtryk, da der var masser af geometri og konstruktioner, når vi skulle designe.”
Universitetet, hun taler om, er University of Applied Arts i Beograd – en ældgammel institution, hvor optagelsesprøven til at komme ind på møbeldesign og indretningsarkitektur tog en uge, hvor al undervisning foregik på serbisk, og de kun var syv studerende i en klasse. Alligevel forelskede Ana sig fuldstændigt i sit felt over de fem år, hendes uddannelse tog. Det var også her, alle hendes talenter blomstrede vildt og voldsomt i alle retninger. Hendes møbler blev vist på Salone Satellite i Milano, der er en platform under Salone del Mobile for designere under 35 år, og året efter på hovedmessen. Mange af de tegninger, hun lavede i sin studietid, blev senere udstillet, blandt andet på Ed. Varie Gallery i New York og sidst, men ikke mindst, var det på dette tidspunkt, at BonBon-lampen blev til. Den, som utallige designvirksomheder igennem årene forgæves har forsøgt at få i deres kataloger, men hvor danske Hay er de eneste, for hvem det er lykkedes at leve op til Anas krav.
“Jeg vidste, at jeg ikke kunne gå på kompromis med produktionen, og at jeg ville have en helt bestemt slags garn, som giver den helt rigtige skinnende finish, og jeg ville have indflydelse på farver. Hvis kvaliteten ikke er i orden, kommer de let til at ligne et formningsprojekt. Det var først med Hay, at det føltes rigtigt. Mette Hay er meget detaljeorienteret og har den rette finesse. Det tog lidt tid at få det helt rigtigt, fordi det var svært at skalere op til masseproduktion, men jeg er utroligt glad for resultatet.”
Hay er bare ét af mange succesfulde designsamarbejder, som Ana har på cv’et. Hendes kreative spændvidde synes ikke at kende nogen grænser.
“Fotografi, for eksempel, appellerer til min nysgerrige side, og mennesker er mit yndlingsemne. En slags voyeurisme, kunne man sige, fordi det virkelige liv er det mest spændende og smukke. Derfor iscenesætter jeg heller ikke mine fotografier, men dokumenterer mere. Også når jeg skyder mode. Jeg skyder det, jeg er tiltrukket af. Det er en fin balance, for jeg er ret genert som fotograf og ikke en af dem, der bare knipser løs. Jeg spionerer lidt først. Men altså på en ikke creepy måde,” forsikrer hun grinende.
Det var faktisk Anas fotografier, der tiltrak sig opmærksomheden fra den internationale modeverden, imens hun stadig boede i Beograd. Siden hun var teenager, havde hun delt sine billeder på fototjenesten Flickr, og her så contributing editor på det nu hedengangne italienske magasin PIG, Sean Michael Beolchini, dem. Han ville gerne have hende til at lave en editorial, så det gjorde hun. Med sine venner rundt omkring i Beograd. Det udviklede sig, og Ana bidrog hyppigt med portrætter af filminstruktører, dj’s og musikere – alle sammen set igennem hendes lidt grynede, nostalgiske linse – ofte i sort-hvid med en vibe af 90’ernes grungede London eller en anelse overeksponeret i lyset med en stemning af 70’ernes San Francisco.
“Da jeg lige så stille kom i gang med at fotografere, spurgte flere og flere mig, om jeg ville lave noget. Det udviklede sig meget spontant,” forklarer Ana.
En af dem, som også lagde mærke til Ana, var den amerikanske designer Maryam Nassir Zadeh.
“Maryam kontaktede mig, imens jeg stadig boede i Beograd, og spurgte ind til mine møbler, hvorefter vi mødtes. Det var dengang, hun endnu ikke havde sit eget brand, men hun havde en butik, og jeg skød nogle billeder af den.”
Det blev efterfølgende til mange års samarbejde, hvor Ana både har skudt kampagner og lookbooks og i dag kalder Maryam en af sine bedste venner. Det samme gør hun med førnævnte Sean Michael Beolchini og Frederik Bille Brahe, som hun mødte igennem deres fælles veninde, kreativ direktør Clarisse Demory.
“Jeg møder mange igennem mit arbejde. Det er det, der er så rart ved, at jeg rejser meget – så findes der små lommer over hele verden med mennesker, jeg kender.”
Den evige inspiration
Det blev med tiden de mange oversøiske opgaver og lidt tilfældigheder, der fik Ana til at flytte fra Beograd til L.A. Her mødte hun musikeren Devendra Banhart, som hun i 2012 optrådte sammen med i en kampagne for Kooples. De to blev kærester. For seks år siden flyttede de til New York, men gik fra hinanden, og Ana har de sidste par år, indtil for nylig, dannet par med den britiske musiker Dev Hynes aka Blood Orange. Det er faktisk ikke noget, vi taler om i interviewet, for hvem Ana Kraš er kæreste med, er det mindst interessante ved hende. Og det er andre mennesker, hun bliver ved med at cirkle tilbage til, når hun skal forklare om sin kunstneriske praksis, sin sans for stil, sit livssyn: sine forældre. Der er så meget, hun gerne vil forklare om dem. Som en slags stille eftertanke reflekterer hun over, hvor meget de egentlig har påvirket hende.
“Når jeg ser tilbage, havde mine forældre virkelig god smag. Det var ikke noget, de gjorde et stort nummer ud af eller var bevidste om – det var intuitivt for dem, og de var begge meget talentfulde. Men de havde ikke et liv, der tillod dem at udfolde sig kunstnerisk – for, let’s face it, det er et privilegium at være kunstner. Min far var meget dygtig til at tegne og til arkitektur og en ekstremt talentfuld møbeldesigner. Han byggede vores sommerhus og alle vores møbler, men det var mere ud fra, hvad vi havde behov for, end det var et kald for ham. Min mor er utroligt dygtig til at tegne. Deres liv var meget formet af ydre forhold, som de ikke var herre over, og jeg har tit tænkt, hvordan det mon kunne have været under andre omstændigheder.”
Moren skulle have været på kunstskole, men havde ikke penge til det og endte i stedet med at læse medicin. Som 25-årig adopterede hun en pige. Alene. Anas storesøster. Faren blev alene med sin lille søn som 18-årig, og i stedet for drømme om en karriere havde han adskillige jobs for at få mad på bordet. Senere mødte de to hinanden, og Ana blev født i 1984.
“Min far har været en utrolig designinspiration, og det har været meget meningsfyldt for mig at se ham tænke på hans særlige måde. Til sommerhuset fandt han eksempelvis nogle billige keramiske fliser, som var klassiske badeværelsesfliser. Han brugte dem på køkkenbordet og satte dem ind i en smuk træramme, som han gav en tobaksfarvet finish – han elskede tobaksfarven – og tobak, for den sags skyld. Han havde en helt særlig evne til at tage noget gammelt, brugt og kendt og sætte det i en ny kontekst,” siger Ana og vil i den forbindelse også gerne rette op på en udbredt misforståelse: Mange tror, at Serbien er et østeuropæisk land, men det ligger faktisk i Sydeuropa, og folk burde opfatte det på lige fod med feriernes hellige gral: Frankrig, Spanien og Italien.
“Det er et råt landskab på grund af krigen og bomberne. Der er en lethed over livsstilen i dag, som jeg elsker. Man kan mærke fortidens spor på en meget smuk måde. Beograd har sydeuropæisk klima og livsstil og et meget åbent og intelligent folkefærd. Det er en by, hvor de fleste taxachauffører har tre universitetsgrader. Så forestil dig de samtaler, du har bare i en taxa,” fortæller hun om de mennesker og det sted, der har formet hende.
Den danske forbindelse
Da Ana Kraš var i København til modeugen i august 2019, er det ikke for at sidde front row, men for at arbejde, som det for det meste er, når hun besøger Danmark. Denne gang havde hun skudt billeder for Helmstedt og en kampagne for newyorker-brandet Sea ved vandet i Nordsjælland. Og så har hun holdt møder med nogle af sine favoritbrands, Ganni og Hay, som Ana har et tæt forhold til. Det er igennem Martin Gjesing og Frederik Bjerregaards kreative bureau Moon, at Ana har mødt mange af sine danske samarbejdspartnere.
“Jeg elsker at arbejde sammen med Moon. Det var derigennem, at jeg begyndte at arbejde med Ganni, jeg kendte ikke brandet dengang. Ditte og Nikolaj (Reffstrup, red.) er helt utrolige og slet ikke typiske modemennesker i deres væremåde.”
Det er faktisk et under, at Ana kom tilbage til København, for vores ellers så charmerende hovedstad gjorde ikke det bedste førstehåndsindtryk.
“Min første tur til København var for fem år siden, fordi jeg var en del af en udstilling med mine tegninger. Men det var en rædsom oplevelse, fordi damen fra galleriet – jeg nævner ingen navne – ikke betalte os kunstnere det, vi tjente på vores solgte værker. Galleriet er lukket nu.”
Mere pålidelige ambassadører har sidenhen givet Ana et bedre indtryk af Danmark. Tina Seidenfaden Busck fra The Apartment var en af de første, der viste interesse for hendes arbejde – det var, imens hun stadig boede i Beograd.
“Når jeg arbejder i Danmark, føles det ikke, som om jeg arbejder i modebranchen. Folk er professionelle og har gode manerer. Jeg kan godt lide at kalde København og Danmark for Skandinaviens Middelhav – danskerne er varme og sjove. Der er stadig struktur, men det er ikke kedeligt. Danmark rammer faktisk min personlighed meget godt – spontan og flydende, men samtidig meget præcis og ordentlig,” siger Ana om sine danske forbindelser, der da også er så meget mere end arbejde.
Danmark er blevet et sted fyldt med gode venner. Inden hun smutter fra København til Spanien, på hvad der bliver hendes første ferie i et år, har hun da også lige en barnedåb, hun skal til.
Selvom det virker som om, Ana Kraš har lavet alt, har hun stadig masser af drømmeprojekter. Gerne noget tilgængeligt i det offentlige rum, gerne på en stor skala. Et springvand, en skulptur eller et hus, hvor hun har den totale vision fra arkitekturen til møbler og kunst. Lige nu arbejder hun dog sammen med det danske tekstilmærke Kvadrat og den amerikanske designer Jeffrey Bernett om et fremtidigt projekt.
“Han kommer forbi mit studio for at diskutere projektet en gang imellem, og når han tager afsted, er jeg altid helt høj. At have de her meget specifikke samtaler om et designprojekt med en fagmand, som ved meget mere end mig, og som stiller mig spørgsmål, der får mig til at tænke, giver mig nærmest lyst til at begynde i skole igen,” siger hun og fortsætter:
“Alt mit arbejde er selvabsorberende. Det er faktisk en smule egoistisk. Det eneste, der betyder noget, er at nyde det, imens jeg gør det. Jeg gør det for mig.”
Hvis du gerne vil følge med i Anas mange projekter, er Instagram det bedste sted. Men man skal lige vide, hvad man leder efter, for Anas brugernavn er ikke det mest indlysende. Hun går under @teget, der udtales [ te-gæt].
“Det betyder marineblå på serbisk. Det er et pænt ord, som bliver stavet på samme måde forfra og bagfra. Min yndlingsfarve og den farve, mine forældre altid gav mig på.”
