emotional labour © GETTY IMAGES

Det ulønnede arbejde, du ikke kan undgå

Smilende salgsassistenter, som bliver råbt ad. Minoriteter, som oplever ismer på arbejdspladsen og frygter at blive stereotypificeret, hvis de siger fra. Og kvinder, som vasker op, gør rent og passer børnene, mens deres partner slænger sig på sofaen eller er på arbejde og plejer sin karriere. De har alle én ting til fælles: De udfører emotional labor, som både er drænende og lægger et røgslør over problematiske dynamikker i hjemmet og på arbejdspladsen. Vi dykker ned i begrebet.

Da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig, skulle jeg finde et job, som kunne betale huslejen for min nye lejlighed – og det kunne kun gå for langsomt. Efter et par ugers søgen endte jeg som salgsassistent i en butik, hvor jeg hurtigt lærte kundeservicens to gyldne regler: Kunden har altid ret – og man kan komme langt med et smil.

De to regler gjaldt altid. Også når kunder overfusede én, kastede ting efter en selv eller ens kollegaer, og når de kaldte én skældsord. De høflige fraser sad på min rygrad, og efter en arbejdsdag med lange køer var smilet blevet så stift, at jeg havde ondt i hele ansigtet.

Siden har jeg lært, at der findes en betegnelse for dét, at jeg og mine kollegaer forventedes at opføre os på denne helt særlige og meget overbærende måde i løbet af vores vagt: nemlig emotional labor. Begrebet blev første gang introduceret af den amerikanske sociolog Arlie R. Hochschild i bogen The Managed Heart fra 1983, og helt grundlæggende beskrives det som at skulle ‘fremkalde eller undertrykke følelser for at opretholde det ydre ansigt, som producerer den rette sindstilstand hos andre’. Eller sagt med andre ord: At man, uanset hvordan man ellers har det, bliver nødt til at have højt humør og et falskt smil klistret på ansigtet dagen lang, fordi andre forventer det af en – og dermed at undertrykke sine egentlige følelser.

Krøllen er, at emotional labor som begreb ikke kun kan bruges inden for serviceindustrien. Det kan også udbredes til andre store dele af vores samfund, lige fra at kvinder stadig står for langt flere huslige pligter end mænd, til at minoriteter kan se sig nødsaget til at opføre sig på bestemte måder – og undgå andre adfærdsmønstre – på deres arbejdspladser af frygt for at blive mødt med stereotyper. Hver eneste dag udfører milliarder af personer verden over emotional labor – og du er helt sikkert også en af dem.

Den ulige arbejdsfordeling i parforholdet

Gennem de seneste år har debatten om emotional labor bevæget sig ind i privatsfæren, hvor særligt heteroseksuelle parforhold er kommet under luppen – blandt andet ved hjælp af den virale artikel Women Aren’t Nags – We’re Just Fed Up fra Harper’s Bazaar i 2017, der satte fokus på, hvordan kvinder står for en stor del af emotional labor i hjemmet. Studier viser nemlig, at kvinder i langt højere grad end mænd udfører huslige pligter som opvask, børnepasning, madlavning, rengøring og indkøb – ofte med sexistiske kommentarer om, at ‘kvinder bare er bedre til den slags ting’.

“I Danmark har vi en grundlæggende myte om, at vi allerede har ligestilling” — Henriette Laursen, direktør i videnscentret Kvinfo

Dét billede tegner sig også i Danmark: Undersøgelsen Hvordan bruger danskerne tiden, som blev publiceret af Rockwool Fonden i 2018, viser, at mænd i aldersgruppen 18-74 i gennemsnit bruger 2 timer og 34 minutter på husholdningsarbejde på en gennemsnitlig ugedag, mens kvinder bruger 3 timer og 28 minutter. Det vil sige, at kvinder i gennemsnit bruger 54 minutter mere om dagen på indkøb, husarbejde, gør-det-selv-arbejde og børneomsorg – eller det, der svarer til 328 timer og 30 minutter mere om året end mænd. Og det er et stort problem for ligestillingen, mener Henriette Laursen, direktør i videnscentret Kvinfo.

“Det siger noget om, at vi fortsat langtfra er i mål med ligestillingen i Danmark. Der er sket en udvikling, hvor lovgivningen ikke er fulgt med. Og det viser, at der ikke er sket det samme opbrud med hensyn til den slags opgaver som det opbrud, der gik ud på, at kvinder kom ud på arbejdsmarkedet,” siger Henriette Laursen.

I hendes optik er der også en ganske særlig grund til, at tingene forholder sig sådan.

“I Danmark har vi en grundlæggende myte om, at vi allerede har ligestilling. Og den myte betyder, at vi ikke synes, at vi behøver at gøre noget aktivt for at ændre på det her,” siger hun og fortæller, at man blandt andet kan se det i den politiske debat, hvor mange bryster sig af, at Danmark er et af de mest ligestillede samfund i verden.

“Når man ser på det formelle, ser det rigtigt godt ud med ligestillingen i Danmark. Vi har for eksempel lovgivning om, at man ikke må forskelsbehandle på baggrund af køn på arbejdsmarkedet, og vi har en velfærdsinstitution, som fungerer og tager en del af det ulønnede omsorgsarbejde. Men så snart vi ser på, hvordan virkeligheden ser ud, sakker vi ret meget bagud – især når vi sammenligner os med de øvrige nordiske lande,” siger Henriette Laursen.

kvinde rengør
© GETTY IMAGES

Har du tænkt over, hvor meget tid du bruger på husarbejde? I mange heteroseksuelle parforhold er det stadigvæk kvinden, der bruger flest timer på såkaldt ulønnet omsorgsarbejde.

I World Economic Forums Global Gender Report fra 2021, som måler ligestillingen globalt set ud fra blandt andet økonomi, uddannelse, sundhed og politisk empowerment, ligger både Island, Finland, Norge og Sverige i top fem, mens Danmark må nøjes med en 29. plads. Når man taler om emotional labor – eller ulønnet omsorgsarbejde, som en dansk betegnelse kan lyde – i hjemmet, handler det ikke blot om, at det er træls at være den person i forholdet, som yder mest. Det handler også om reelle konsekvenser for blandt andet kvinders lønstigning og karriereudvikling, fortæller Henriette Laursen.

“Rockwool Fonden har lavet den ikke så overraskende kobling, at jo mere tid man bruger på ulønnet omsorgsarbejde, jo mindre tid bruger man på arbejdet. Og det har jo også noget at gøre med, at vi har en utroligt skæv fordeling af barselsorlov, hvor kvinderne tager cirka 90 procent af barslen,” siger hun. Og særligt den ulige fordeling af barslen kan være med til at forstærke normer omkring, hvem der tager sig af omsorgsarbejdet. “Det kan lægge et mønster af, at man bliver familiens koordinator, hvor man i øvrigt også tager de fleste af barnets sygedage og omsorgsdage og bliver den, der generelt i højere grad står for det ulønnede omsorgsarbejde,” siger Henriette Laursen. Det understreger notatet Mænd og kvinder på arbejdsmarkedet 2020 fra Beskæftigelsesministeriet, hvoraf det fremgår, at kvinder i gennemsnit havde 0,3 flere sygedage end mænd på grund af barns sygdom i perioden 2013-2018.

“Det har konsekvenser for, hvor meget man kan være til stede på arbejdet, og ikke mindst hvor meget man regnes med på arbejdet – for der kan være en forestilling om, at man som kvinde lige om lidt vil være fraværende alligevel på grund af barsel eller børn, og at man derfor ikke kan påtage sig de vigtigste arbejdsopgaver. Og det kan betyde, at man har sværere ved at stige i stillingshierarkiet og taber på lønudvikling,” siger Henriette Laursen.

Det sidste påviser undersøgelsen Children and Gender Inequality: Evidence from Denmark fra National Bureau of Economic Research i 2018, hvoraf det fremgår, at kvinders arbejdsindkomst i gennemsnit falder med 30 procent på kort sigt som følge af blandt andet barselsorlov, og at den 10 år efter fortsat ligger 20 procent under, hvad den ellers har været. Samtidig er mænds arbejdsindkomst i store træk upåvirket af, om de har børn eller ej.

Serena williams
© GETTY IMAGES

Gad vide om en mand, der kastede med sin ketsjer i frustration,
ville blive behandlet på samme måde som tennisstjernen Serena Williams bliver.

‘Den vrede sorte kvinde’

Mens en stor del af debatten om emotional labor gennem de seneste år har haft fokus på netop den ulige arbejdsfordeling mellem mænd og kvinder, mener begrebets grundlægger, Arlie R. Hochschild, at der er sket en skævvridning i fortællingen om, hvad emotional labor egentlig er. I et interview med The Atlantic i 2018 under- stregede hun, at emotional labor som udgangspunkt finder sted, når man gemmer sine følelser af vejen på arbejdet – lige fra stewardesser, som er trænet til at være overnaturligt høflige og rolige, til førnævnte salgsassistenter i butikker, som skal smile sig igennem dagen, fordi ‘kunden altid har ret’.

“Hver eneste dag udfører milliarder af personer verden over emotional labor”

Gennem de seneste år har emotional labor også fået en lidt anden betydning, som knytter sig specifikt til marginaliserede personer. Det handler her om, hvordan man forventes at opføre sig på sin arbejdsplads, hvis man er udsat for situationer med eksempelvis racistiske, sexistiske, transfobiske eller ableistiske undertoner eller kommentarer – eksempelvis ved at grine med i stedet for at ‘ødelægge den gode stemning’ ved at sige fra over for en kollegas ‘joke’. Og ikke mindst handler det om, hvordan man som marginaliseret person forventes at forklare den pågældende person, hvorfor vedkommendes opførsel er problematisk – og på en høflig måde, selvom det betyder, at man undertrykker ens egentlige følelser i forbindelse med situationen.

I flere medier har sorte kvinder for eksempel fortalt om frygten for at blive betragtet som den ‘vrede sorte kvinde’ på deres arbejde: En racistisk og sexistisk stereotyp, der er blevet beskrevet bredt i international fag- såvel som populærlitteratur. Blandt andet beskrev skribent Kahra Wayland-Larty i et essay til mediet Gal-Dem i 2017, hvordan hendes opråb om en række problemer på hendes arbejdsplads blev reduceret til en personlig karakterfejl hos hende, mens andre på arbejdspladsen blev hyldet for deres opråb.

“Vi bliver kaldt bitches og får at vide at vi hakker, er næsvise og overfølsomme, mens mænd, der udtrykker lignende bekymringer eller kritikpunkter, bliver taget seriøst og hyldet for deres indsigt og lederskab ... Og for ikke-hvide kvinder findes der endvidere en ekstra risiko for at blive beskyldt for at være ‘agressive’ og ‘intimiderende’ af vores hvide, kvindelige potentielt allierede ... Det er en på forhånd tabt kamp for kvinder med holdninger. Vi påtager os det stykke emotional labor at selvregulere for at passe på andres følsomhed,” skrev Kahra Wayland-Larty blandt andet.

Kahra Wayland-Larty er englænder, men også på det danske arbejdsmarked er racisme en del af dagligdagen: En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke lavet for A4 Arbejdsmiljø i 2020 viste, at hver femte lønmodtager har oplevet racisme på jobbet.

Stereotypen om den ‘vrede sorte kvinde’ var også oppe at vende ved tennisturneringen US Open i 2018, hvor Serena Williams fik en spilstraf, fordi hun kaldte dommeren Carlos Ramos ‘en tyv’ efter det, hun mente var en unfair bedømmelse – og senere ødelagde sin ketsjer i frustration. I tiden efter flød både de internationale og danske medier over med artikler om, hvordan tennisstjernen var ‘gået amok’, og at hendes temperament var ‘kogt over’ – alt sammen beskrivelser, der passer ind i fortællingen om ‘den vrede sorte kvinde’. Dén reaktion fik dog mange andre kvinder til tasterne på de sociale medier, hvor de kunne fortælle om, hvordan de var blevet ‘skolet’ til ikke at vise deres negative følelser: The Washington Post beskrev blandt andet eksempler, hvor kvinder følte sig nødsaget til at ‘kvæle deres vrede på arbejdspladsen eller omskrive e-mails af frygt for at lyde for aggressive’. Lignende vidnesbyrd fra personer med et handicap, LGBTQ+-personer, religiøse og etniske minoriteter og mange, mange andre grupper findes i stakkevis i den digitale sfære, og alle beretter de om den smerte, det kan medføre at blive udsat for diskriminerende adfærd – og at udføre drænende emotional labor for at opretholde ‘den gode stemning’.

Barsel som værktøj

Alt det leder til the million dollar question: Hvad kan vi gøre for at komme videre herfra? Når det gælder emotional labor på arbejdspladsen – Arlie R. Hochschilds oprindelige definition om salgsassistenter, skolelærere, sygeplejersker og de utallige andre jobfunktioner, hvor man forventes at smile sig igennem dagen – er en lang række psykologer og coaches kommet med deres bud på, hvordan man reducerer emotional labor. I Harvard Business Review i 2016 skrev Susan David, grundlægger af Harvard/McLean Instituttet for Coaching og forfatter til bøger om emotional labor, at der grundlæggende er tre ting, man kan have fokus på, hvis man føler sig udkørt af at yde emotional labor på sin arbejdsplads:

1) Mind dig selv om, hvorfor du har netop det her job. Måske stemmer det overens med dine værdier eller giver dig nogle kompetencer, som du skal bruge videre i din karriere. 2) Udforsk ‘vil gerne’-tanke- gangen. Værdsæt de aspekter af dit arbejde, som giver dig energi – og vær opmærksom på, hvordan du rent sprogligt betegner nogle opgaver som sure pligter. Og hvis du ikke kan finde de gode sider af dit arbejde, ‘er det måske et tegn på, at der skal ske noget nyt’, som Susan David skriver. 3) Vær med til at forme dit job. Måske kan det ændres, så det stemmer mere overens med dine værdier – eller måske kan du blive sat på nogle nye projekter, som du synes er interessante.

“Målet er at gøre dit job mere interessant, så det kræver mindre emotional labor,” skriver Susan David.

© GETTY IMAGES

Retter vi fokus tilbage mod emotional labor i hjemmet, findes der på nettet utallige opfordringer til, at man dropper koordinatorrollen og kræver af sin partner, at denne tager mere del i husholdningen. Kvinfos direktør er dog ikke i tvivl om, at de vigtigste ændringer skal finde sted på samfundsniveau – og det gælder særligt barslen. For den ulige fordeling af barsel i heteroseksuelle forhold kaster et røgslør af ulige karrieremuligheder, ulige løn og en ulige andel af emotional labor i hjemmet efter sig – og det gør det til et oplagt redskab til at ændre på tingenes tilstand. Derfor er Henriette Laursen også overbevist om, at den nye politiske aftale om ni ugers øremærket barselsorlov til fædre, der blev indgået i oktober 2021, vil gøre en forskel for ligestillingen.

“Hvis mænd kommer til at tage en større andel af barslen, kan man forestille sig, at det også generelt vil komme til at betyde noget for deres tilstedeværelse i hjemmet og de mønstre, der bliver lagt dér. Det er simpelthen det bedst egnede redskab til at ændre på normer,” siger hun.

Når det gælder marginaliserede personers emotional labor, skal der selvsagt mange og store ændringer ind i billedet for at gøre op med tingenes tilstand, for der er tale om blandt andet strukturel racisme og sexisme, der – som vi ved af erfaring – ikke forsvinder på en nat. Men nogle mener, at det første skridt er at blive klar over de dynamikker, der foreligger på en given arbejdsplads – blandt andet sociologerne Louwanda Evans og Wendy Leo Moore, som i en artikel til Oxford-publikationen Social Problems undersøgte emotional labor inden for institutionelle rammer, som er overvejende hvide. De kortlagde, hvordan personer med en anden hudfarve end hvid ‘oplever en ulige fordeling af emotional labor som et resultat af hverdags-mikroaggressioner og afvisende, dominerende ideologier, der benægter relevansen af race og racisme’.

Eller som Kahra Wayland-Larty skrev til ‘mænd, hvide kollegaer og overordnede’ i sit essay til Gal-Dem:

“At undlade at håndtere eller at anerkende input, kritik og udfordringer rejst af et medlem af dit team er en fejl fra din side. Det er tid til seriøst at overveje, hvorfor dit instinkt er at underminere eller afvise frem for at lytte og agere.”

Emotional labor kommer ikke til at forsvinde fra den ene dag til den anden. Men at det har fået et begreb, og at det begreb er blevet en integreret del af den offentlige debat, gør måske, at vi alle kan blive mere klar over de dynamikker, der foreligger i hjemmet, på arbejdspladsen og i andre relevante rammer, og tage de svære samtaler – og dermed forhåbentlig være med til at reducere emotional labor fremover.