Hvad er jeres fremtidsplaner?
Mourad: “Jeg arbejder som manager for kunstnerne Nani og Simo, og oven i det er jeg sangskriver og har et agent-job hos Arctic Rights Management, som samarbejder med BMG International. De har et af deres største kontorer i L.A., så en drøm er helt sikkert at flytte til USA og arbejde der.”
Iman: "Det er faktisk en af de ting, jeg beundrer ved Mourad. Han fortalte mig om sin drøm om at rejse til USA og arbejde med musik, og jeg kan se, hvordan han arbejder målrettet for, at det skal ske, og det er så fint.“
Iman: “Jeg ønsker mig først og fremmest mere mangfoldighed på norsk tv. Jeg ville ønske, at en pige med hijab kunne få en rolle, der handlede om noget helt andet, end at hun går tildækket. Det ville være cool.”
Mourad: "Ja, Hunger Games med en pige med hijab. Jeg skriver faktisk på en serie, som jeg skal pitche til en norsk tv-kanal. Og i den er der en karakter a la den, som Iman beskriver, altså en pige med hijab, der har en stærk historie, hvor hendes tørklæde ikke er hovedfokus. Jeg drømmer om, at Iman skal spille den rolle.”
Hvad skændes I om?
Mourad: “Jeg ved, hvad der irriterer mig mest, og det er de nåle, hun bruger til sin hijab. Hun taber dem overalt, og hver dag bliver jeg stukket af en nål i foden.”
Iman: “Al den tid, Mourad bruger på at gå i bad. Fordi jeg ved, at han sidder og spiller på sin mobil!”
Mourad: "Nej, nej, det er krøllerne, der tager tid.”
Iman: “Ha ha, ja, men vi skændes vel heller ikke om det. Vi skændes mere om FIFA.”
Mourad: "Ja, hun synes, at jeg spiller for meget, men jeg prøver at begrænse det til weekenderne.”
Hvad griner I af?
Mourad: “Iman griner af alt, især når jeg imiterer dialekter, mennesker og forskellige sprog. Det er aldrig sådan en he he-latter, man ser på tv, hun har sådan en rigtig latter a la Ray Liotta i Goodfellas.”
Hvordan har I som par tacklet pandemien?
Iman: “Det har jo været som en uendelig bryllupsboble. Vi giftede os, rejste på bryllupsrejse, før grænserne lukkede, og siden har vi været derhjemme. Så vi kender ikke til et andet liv end det her sammen. Vi har fået en masse tid til at lære hinanden bedre at kende, lægge planer og etablere nogle gode rutiner.”
Mourad: “Jeg kan mærke, at mine venner ikke forstår mig, når jeg siger, at jeg skal bruge dagen sammen med min kone. De siger altid: ‘Er I ikke sammen hele tiden?’ Nej, vi er ikke nødvendigvis sammen, bare fordi vi bor sammen. Det er vigtigt at være sammen med hinanden.”