© Bathsheba

"Du er nødt til at finde modet, for ellers sker der ikke noget"

Læs med, når vi taler med seje Bathsheba om hendes rejse ind i musikkens verden og om, hvad det vil sige at være modig.

Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 15 år, og har klaret mig selv derfra. Min far var meget fraværende i min barndom, og jeg er vokset op med min mor. Da jeg var 12 år, fandt hun en ny mand, som jeg ikke havde det godt med, og hun ’glemte’ lidt mig og min lillesøster. Jeg følte især, at hun valgte mig fra, da hun sendte mig afsted som 15–årig: først på efterskole, siden til min moster. Det betød, at jeg i lang tid havde svært ved at have tillid til nogen og noget. For hvis min mor og far kunne forlade mig på den måde, hvorfor skulle andre så ikke kunne gøre det samme.

Som 11-årig begyndte jeg at skrive sange, men satte det lidt på pause, imens det var allersværest med min mor. Da jeg var 17 år, tog jeg musikken op igen, og det blev ret naturligt for mig at synge om alt det, der var svært – som en slags ubevidst sorgbearbejdelse. Jeg vidste ikke, hvem der ville lytte, hvis jeg åbnede munden og talte, så jeg prøvede igennem min musik. Det var en måde at løbe en risiko på og håbe, at nogen ville gribe mig ad den vej. Og på den måde noget af det mest modige, jeg har gjort. Jeg har lige udgivet en sang, som handler om et forhold, jeg har til en pige. Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville turde. Men jeg syntes, jeg havde lavet en for god sang, til at jeg skulle holde den for mig selv. Også selvom det gav mig ondt i maven at tænke på, om andre ville dømme mig.

I dag forsøger jeg også via mit arbejde som ambassadør for Joanna- huset, som er et krisecenter for børn og unge, at sætte fokus på vigtigheden af at turde sætte ord på de ting, der kan være svære at
tale om, og jeg prøver at gøre det samme i de girl talks, jeg har lavet, og igennem mine profiler på sociale medier.

Jeg føler, det er et vigtigt budskab at kommunikere til andre unge – at du er nødt til at finde modet, for ellers sker der ikke noget. Det kan stadig være mega grænseoverskridende for mig nogle gange, fordi det at turde tale højt om ting også er at blotte sig selv helt vildt og ikke være sikker på, hvordan andre mennesker tager imod det, du kommer med. Samtidig kan jeg ikke lade være, fordi jeg helt grundlæggende tror på, at det i sidste ende kan gøre tingene bedre.

Som barn var mod for mig noget med at prøve den store rutsjebane, blive ude en halv time senere, end jeg måtte, eller spise det sureste slik foran mine venner. I dag handler det mere om at turde gå forrest – hvis ikke for andre, så i hvert fald for mig selv. Essensen er den samme som tidligere, men risikoelementet har taget en anden form.

I dag behøver der heller ikke at være et publikum på, for at det er mod for mig. Hvis det for eksempel handler om at være modig, når vi taler om kærlighed, hvor jeg selv har skullet tage tilløb, fordi jeg har den baggrund og opvækst, jeg har, og derfor har været bange for at blive såret og forladt.

Jeg tror, det er vigtigt at øve sig i at italesætte den frygt, du har. For jo mere den bare er i dit hoved, jo større bliver den, og jo mere feeder den på dig. Men hvis du snakker højt om den, bliver den mindre. Også hvis du starter i det små og for eksempel forsigtigt lukker op over for nogen, du har helt tæt på og stoler på. Det kan være første skridt – og modigt i sig selv.

Bathsheba om sin modige søster

Min lillesøster er én, jeg beundrer for sit mod. Hun er seks år yngre end mig og flyttede med min mor til Bornholm på et tidspunkt, hvor hun stadig gik i folkeskolen. Hun har altid haft en stil, der skiller sig meget ud fra andres, med for eksempel netstrømper og Doktor Martens, før andre gik i den slags – uden nogensinde at fortryde det eller blive usikker på sig selv. Også selvom hun har skullet høre for det rundtomkring.

Det beundrer jeg hende virkelig for: at stå ved sig selv og hvile i den, hun er. Især i et lille øsamfund. Jeg har selv altid følt et behov for at passe ind, og det gør hun ikke. For mig er det sindssygt modigt.