
Easypeacylimonesqueezy: ''Vi har ingen forretningsmodel – 'Løvens hule' ville aldrig tage os ind''
Det hele startede i en lejlighed på Amager, og siden er det gået stærkt for takeaway- og cateringvirksomheden Easypeacylimonesqueezy, hvis kunder i dag tæller modebrands som Saks Potts og Cecilie Bahnsen. Nu har de åbnet en ny takeaway-butik, og konceptet er simpelt, men lækkert: hjemmelavet, autentisk italiensk mad til at tage med hjem. Vi har mødt kvinderne bag til en samtale om konceptet – og så deler de deres mest populære opskrift.
Af — 21. oktober 2021"Interessen for madlavning har jeg fået ind med modermælken"
I januar 2021 solgte Stine Kirkegaard sin første portion ragout gennem sin Instagram-profil Easypeacylimonesqueezy. Hun var hjemsendt fra sit kokkejob hos restauranten Bar La Una, og det var af ren og skær kedsomhed, at hun i første omgang gav sig i kast med at lave mad og sælge den via Instagram fra sin lille lejlighed på Amager.
"Jeg har altid arbejdet i restaurationsbranchen som blandt andet kok, men jeg havde ikke lyst til at uddanne mig som kok, fordi jeg ikke kunne se mig selv være en del af den herredominerede verden med uniformer og skæve arbejdstider, så det har altid kun været på hobbyplan. Vi har altid lavet meget mad i min familie, og min mor nørdede også med mad, da hun var ung, så interessen for madlavning har jeg fået ind med modermælken,” siger Stine Kirkegaard.
Hvad der i starten blot var salg af mad til venner og familie, mundede hurtigt ud i en stor efterspørgsel fra folk fra nær og fjern, som gennem anbefalinger fra andre havde fundet hendes Instagram-profil. Senere begyndte hun at levere catering til virksomheder, og nu har Easypeacylimonesqueezy åbnet sin første fysiske butik på Vesterbro, ligesom kommunikationsansvarlig Ida Ravn også er blevet en del af virksomheden.
Har I et tip til, hvordan man får sin egen mad til at se lækker og præsentabel ud, som I vil dele med vores læsere?
Stine: "Bare gør din mad grimmere. Fuck det lidt op.”
Ida: "Tag dit udgangspunkt, og gør det 10 procent grimmere.”
Hvad er jeres mest populære opskrift?
Stine: "Salaten med aubergine og tomat. Eller måske vores ricottalasagne. Og det er i virkeligheden bare super simpelt at lave det.”
Få opskriften på salaten med aubergine og tomat herunder.