Ellen Hillingsø: Mød min veninde for livet

© Philip Ørneborg

Ellen Hillingsø: Mød min veninde for livet

Skuespiller Ellen Hillingsø og arkitekt Cecilie Starup fortæller ærligt om forskelligheder, kriser og hvad det kræver at være veninder for livet

23. august 2018 af Stinne Kaasgaard

Skuespiller Ellen Hillingsø og arkitekt Cecilie Starup mødtes i 1980 på diskotek Playboy. Deres venskab har på 40 år udviklet sig fra vilde drukture til parmiddage og diskussioner om det seneste debatindlæg i Politiken. De afskyr fnidder og drama og ved, at de altid er der for hinanden. 

Hvordan mødtes I?

Ellen: “Det var den vidunderlige sommer i 1980 på diskotek Playboy på Bakken, som var meget hot dengang. Jeg var 13, og Cille var 15 år.”

Cille: “Ellen og jeg udviklede ret hurtigt noget særligt. I starten handlede det meget om at grine. Det var mest Ellen, som var sjov, og mig, der grinede. Ellen er stadig et af de sjoveste mennesker, jeg kender.”

E: “Ja, vi har grinet ekstremt meget sammen. Og det gør vi stadigvæk. I vores ungdom havde vi en leg, hvor vi stærkt tømmermændsramte evaluerede aftenens fest ved at tegne situationer for hinanden, og så skulle den anden gætte, hvilken situation vi havde forsøgt at tegne. Det kom der meget spas ud af.”

Hvad kendetegner jeres venskab?

C: “Det har aldrig været en præmis for vores venskab at skulle gøre alting sammen og være sammen hele tiden. Fordi vi ikke har gået i skole sammen, og aldrig har boet tæt på hinanden, har vi nydt at være sammen, når det kunne lade sig gøre. Vi er hjerteveninder, men vi har været gode til, at der også har været en afstand.”

E: “Det handler om en form for respekt. Vi har diskuteret mange ting, men vi har aldrig haft sådan et skænderi, hvor vi blev vildt uvenner og ikke så hinanden i fem år.”

C: “Mange har sådan en ‘claim’ på hinanden i et venskab: ‘Hvorfor ringer du aldrig?’, ‘Hvorfor har jeg ikke hørt fra dig i en måned?’. Sådan har det aldrig været mellem os. Vi har aldrig haft behov for, at det var supertæt hele tiden for at forstå, hvor hinanden er.”

Hvor tætte er I så, når det kommer til stykket?

C: “Du er min bedste veninde, og sådan tror jeg også, at du har det. Jeg får enormt kvalificeret modspil fra Ellen, hvis jeg har et problem, og jeg ved, at Ellen altid tager sig tid til at lytte til mine problemer. Og tit siger hun noget, der overrasker mig.”

E: “Det er jo, fordi vi er hinandens livsvidner. Jeg ved, at hvis et eller andet sker, skyldes det det og det, og hvis Cille får en følelse, ved jeg, at det er noget bestemt i hende, der bliver provokeret.”

Hvor meget ligner I hinanden?

E: “Vi ligner hinanden rigtigt meget og deler mange af de samme grundværdier – for eksempel at man skal tage sig sammen og gøre sig umage over for andre mennesker.”

C: “Jeg tror, at vi begge er opdraget til, at det handler mindre om at se godt ud og mere om, hvorvidt du har nogle interessante holdninger og nogle ting, der interesserer dig. Vi gider simpelthen ikke sidde og snakke om hår, negle og makeup.”

Ellen Hillingsø og hendes veninde Cecilie Starup
Ellen Hillingsø og hendes veninde Cecilie Starup © Philip Ørneborg

Hvor er I forskellige?

E: “Jeg er nok lidt mere udadvendt. Jeg har også et lidt mere heftigt temperament, ligesom Cilles mand, Henrik, i øvrigt har. Der er jo kun plads til én primadonna i et parforhold. Og det er mig i mit forhold og Henrik i Cilles.”

C: “Jeg hader opmærksomhed. Jeg bliver helt presset på Ellens vegne over fremmede mennesker, der henvender sig til hende. Jeg er meget privat. Jeg tror slet ikke, jeg ville kunne finde mig hjemme i det.”

I har kendt hinanden i næsten 40 år. Hvad er den største forskel
på jeres venskab før og nu?

E: “De første år gik vi ud hele tiden. Vi drak os stangstive, dansede hele natten og var ikke til at drive i seng. Men der kommer et tidspunkt, hvor man er lyksalig over, at man ikke skal stå på Umatic (diskotek i København, red.) til klokken halv ti om morgenen. Jeg kunne reelt ikke tænke mig noget værre i dag. 

Nu ses vi meget med vores mænd, hvor vi diskuterer alt muligt. Og så taler vi meget i telefon. Vi ringer typisk sammen, når vi har læst søndagsaviserne eller hørt noget i P1, som vi har lyst til at debattere, og vi opfordrer hinanden til at se eller læse noget interessant – vi følger med i samfundsdebatten og diskuterer altid de emner, vi synes er relevante, for eksempel da Renée Toft Simonsen udgav sin bog om overgangsalderen. Vi nåede frem til, at det er modigt af hende at skrive den bog. Noget af det karakteristiske for vores venskab er nok, at vi fandeme vil have noget ud af det. Det handler om at være fremme på lakridserne og tale om noget, der betyder noget.” 

C: “Der sker jo kun en udvikling, hvis man gør det. Hvis vi hele tiden snakkede om, hvilken ble der var den bedste, ville ingenting jo ske.”

Hvad er ulemperne ved at have kendt hinanden så længe?

C: “Ingen. Jeg ville føle, at jeg havde mistet en del af mig selv uden Ellen.”

E: “Lange relationer giver livskvalitet. Cille er min våbenbror.”

Hvad kendetegner et godt voksenvenskab?

E: “Det handler om at løfte sig ud over egen navle. Hvis din veninde ikke har nået at ringe, er der nok en grund til det. Jeg tror på at sætte hinanden fri frem for at trække hinanden ned med alle mulige forventninger.”

C: “Med alderen bliver det ofte sådan, at det er ens partner, der er ens nærmeste og den, man betror sig til. Der tror jeg, at det er vildt vigtigt altid at være knusende ærlig om, hvordan man har det over for sine veninder. For eksempel har vi altid talt åbent om det tyranni, der rammer en, når man bliver mor.”

E: “Da jeg fik mit første barn, satte Cille mig ned i sofaen og sagde: ‘Dine børn sover først igennem, når de starter i første klasse. Sådan er det’. At hun fortæller, hvordan tingene i virkeligheden er, har jeg sat stor pris på. I stedet for en eller anden forestilling om, at man er helt taberagtig som mor, hvis ens barn ikke sover igennem.”

Har jeres venskab nogensinde været udfordret?

E: “Vi har hver især oplevet smertefulde ting, vi har hjulpet hinanden igennem nogle kriser og lagt os ned for hinanden, men det har aldrig udfordret vores venskab. Nærmest tværtimod.”

C: “Jeg har aldrig forventet, at Ellen smed, hvad hun havde i hænderne, og kom hjem og boede hos mig i en uge for at stryge mig over håret. Vi har altid været der for hinanden, men det har været mere vigtigt, at vi altid har kunnet ringe og tale, når en af os havde brug for det. Vi prøver at ses, så tit vi kan, men det har aldrig handlet om kvantitet i vores venskab.”

E: “Selvfølgelig var vi lidt ude af synk, da Cille fik børn før mig, men så blev jeg gudmor til Cilles datter. Vi har altid villet hinanden og vores venskab og vidst, at gode relationer ikke er en selvfølge, men noget, man skal arbejde på. Det har vi tænkt os at blive ved med resten af vores dage.”

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste