Emilie Helmstedt
© Sarah Stenfeldt

Emilie Helmstedt: “Jeg drømmer mine design frem”

Den unge dansker Emilie Helmstedts akvarelfarvede univers har taget verden med storm. Kom tæt på den visionære designer, der hyldes af Vogue

2. oktober 2019 af Freja Bech-Jessen

Sportselitedanser, kronisk syg og kunstpoet. Emilie Helmstedt synes, trods sine kun 26 år, at have levet et helt liv, allerede inden Vogue tidligere på året udråbte hende til at være en af sin generations mest visionære designere. 

Vi har bedt nogle af dem, der kender hende bedst, om at stille spørgsmålene for at komme så langt ind bag pandebrasken som muligt hos kvinden, der med egne ord drømmer sine eventyrlige silhuetter, fascinerende farveprint og poetiske universer frem. 

Helmstedt
© Sarah Stenfeldt

Barbara 'Bibi' Maj Husted Werner

Indehaver af Holly Goligthly og den første, der forhandlede Emilie Helmstedts tøj.

Har du overvejet at skrive en bog eller digtsamling? Dit hoved er så poetisk, at jeg tænker, det kunne være en god idé. Du skulle selvfølgelig selv illustrere den.

“Ej, jeg bliver simpelthen så rørt. Og jeg har så let til tårer. Undskyld, men det bevæger mig sådan, at hun spørger til det. Bibi er en af de dygtigste i branchen til at sammensætte og kuratere ting, så det betød meget, at hun tog en chance med mig, da ingen kendte mig. Men det betyder endnu mere, at hun stadig bakker op om mig nu og spørger om netop det. For det viser jo, at hun forstår mig. Jeg kunne helt vildt godt finde på at lave en bog. Før jeg lavede tøj, lavede jeg også kunst og skrev, og selvom fokus er på tøjet lige nu, drømmer jeg om på et tidspunkt at få tid til også at folde det andet ud. Ord, malerier, vægtæpper. Og det kunne være vildt fint at samle det i en bog. At lave et lille værk, hvor det hele kunne få lov at udfolde sig. 

Det sker alligevel på en eller anden måde, at ting breder sig for mig. At det, der starter småt, bliver til noget større. Fortællinger, eventyr og verdener. Nogle kunstnere begår sig i det, man kalder ‘worldling’, hvor man skaber hele verdener. Og sådan tror jeg også, at jeg arbejder, selvom det er ret ubevidst.

Mine tøjkollektioner breder sig til mit interiør. Til møbler, lamper og gardiner. Selv bøjler. Det er hele vejen rundt for mig. Alt fra ord til musik, tøjet og billederne på væggen. Det hele samler sig. Og jeg kan ikke begrænse det. Det er noget, der kommer af sig selv. Det sker helt intuitivt. Jeg får en idé til en bluse eller en kjole, som jeg så ser en reference til en dyne eller en seng i, og så pludselig opstår en tanke om Prinsessen på ærten. Og så er jeg bare ikke særligt minimalistisk. Jeg maxer helt ud. Hvis jeg laver Prinsesen på ærten, bliver det med madrasser i lag, og hvis jeg laver Bennys badekar, går jeg all in med fisk. Der skal være tang og hav på scenen, og gud ja et badekar! Jeg vil have hele eventyret. 

Det er ikke sådan, at jeg lægger ud med at ville udforske en bestemt fortælling eller et bestemt eventyr. Men jeg kan virkelig godt lide at lade mine tanker og mine universer møde andres universer. Og lade fortællingerne – de gamle og de nye – smelte sammen. Jeg mødte Flemming Quist Møller, der har skrevet Bennys badekar, i forbindelse med et fotoshoot. Han gav mig et billede fra Cykelmyggen, som i dag hænger hjemme på min væg. Og det var ligesom at møde én, jeg kendte lidt i forvejen, for jeg stod der med min Oceania collection og alle mine fisk, da han kom der med sit fine billede. Og de to ting talte jo bare samme sprog med det samme. Det kunne have været den samme hjerne, der havde lavet det.” 

Birgitte Raben

Designer. Har som ven og mentor hjulpet Emilie Helmstedt med blandt andet produktion og drift af hendes virksomhed.

Jeg er utroligt fascineret af dine farvesammensætninger og dit positive farveunivers – hvordan vælger du farvekombinationerne til dine kunstneriske print? 

“Det er sjovt, for farverne kommer ligesom til mig i drømme eller syn. De dukker op i mit hoved; lilla, blå, grøn, gul. Jeg ser dem i helt præcise toner og nuancer, og så skal jeg skynde mig at få dem ned på papiret, før de forsvinder ud af min erindring. Jeg kan blande mig frem til dem, uden at jeg har set dem andre steder end i mit tankeunivers. Det er meget intuitivt, og jeg er nok stadig ved at finde ud af, hvordan det egentlig er, jeg arbejder med det. For det opstår i virkeligheden bare. Jeg blander farverne i akvarel og i oliemaling, og så lægger jeg dem op for at se, hvordan de spiller sammen. Det føles som en leg, og farverne er helt sikkert også meget positive, lette og legende.

Jeg tror, det skyldes, at der før har været meget mørke i mit liv, da jeg var syg. Kirurgerne glemte en rest af et kateter i min urinleder efter en operation, og det forårsagede en kronisk betændelsestilstand, så jeg ikke kunne fuldføre uddannelse eller noget som helst andet. Det var i mine helt tidlige ungdomsår, hvor man jo ellers går i byen, uddanner sig og lever livet, men det kunne jeg ikke rigtigt. Der gik fire år, før det blev opdaget, og i den periode levede jeg et meget stille og lille liv. Jeg havde nogle tanker og drømme, men når man ikke kan folde dem ud, vokser de jo ikke. Et halvt år efter kateteret blev opdaget og fjernet, begyndte jeg på min første kollektion. Og det var ærligt talt, som om verden åbnede sig. Når man har prøvet ikke at kunne noget, bliver man enormt glad for dagligdagen, for solen, der skinner, farverne, der folder sig ud, og livet, der bare ligger lige der foran én og skal gribes. 

Jeg tror, man bliver opmærksom på alt det smukke, lyse og positive, når man ikke har haft adgang til det i lang tid. Det er i hvert fald det positive og legende, jeg bliver draget imod. Og det er også det udtryk, jeg skaber. På den måde har tiden med kronisk sygdom været virkelig svær, men også enormt givende. Det er det positive og lyse, jeg ser, når jeg åbner mit blik mod verden eller vender det indad mod mine egne drømme. Og så har tiden med sygdom gjort mig sindssygt målrettet. Jeg ved, hvordan det føles ikke at kunne noget, så jeg er bare så glad for at kunne fokusere og arbejde nu. Der er ikke noget ved mit arbejdsliv, der føles tungt. Det er bare lykkeligt at få lov.”

Mads Nørgaard

Designer og indehaver af Nørgaard på Strøget. Har i samarbejde med Emilie Helmstedt designet en kollektion af tasker, bøllehatte og T-shirts.

Hvad ser du som den største udfordring som ny designer? 

“At jeg skal drive en professionel virksomhed med et meget lille budget og med alt for få medarbejdere. Jeg skal varetage otte forskellige funktioner og står selv for både salg, produktion, pr og alt muligt andet. Det er lidt som at være en blæksprutte. Jeg synes egentlig, det er sjovt og spændende, men nogle gange er det bare ikke muligt, for man når et punkt, hvor timerne i døgnet ikke slår til. Så jeg drømmer om at ansætte de folk, der allerede hjælper mig i dag, men på fuldtid. Alt det administrative vil jeg gerne lave lidt mindre af. Jeg vil aldrig helt ud af de ting, for jeg tror ikke, det kan være det samme brand, hvis jeg ikke i én eller anden grad er inde over det hele. Men jeg håber alligevel på at få frigivet mere tid til det, der optager mig mest. Tid til at male, tegne og tænke. 

Tid til at dykke ned i den verden eller det univers, jeg udforsker lige nu, og sige: ‘O.k., nu er jeg bare her i fem timer uden at tale med nogen, så jeg kan blande farver, skrive ord og gå amok i skitser og idéer’. Det er jo der, hvor man giver sig tid og giver sig hen, at tingene begynder at ske. Når man skriver et ord eller blander en farve eller tegner en skitse, som så giver en idé til noget andet og mere og større. Det er dér, ens hoved begynder at vokse, og verdenerne begynder at tage form. Det er vigtigt, at jeg får tid til det, så brandet bliver ved med at udvikle sig. Og det er den tid, der er den største udfordring at skaffe. Min proces er meget intuitiv, og det skal helst foregå, hvor der ikke er så mange mennesker, støj og forstyrrelser omkring mig. Derfor rejser jeg tit væk eller søger ud i naturen. 

Det er selvfølgelig ikke den bedste forretningsstrategi at skulle væk for at udvikle nyt, og jeg øver mig på at arbejde kreativt og kunstnerisk på kontoret. Og på at udnytte den tid, der opstår mellem alt det andet. Jeg bliver også bedre til det. Men jeg tror på, at det er helt vildt vigtigt at få de her rum og huller fra verden, hvis jeg skal udvikle mine egne verdener. Og det er jo det, jeg vil.” 

Mathilde Algreen

Model og veninde. Har gået begge Emilies shows.

Det første jeg tænker på, når jeg tænker på dig, er dit mod. Du drømmer vildt og stort og er aldrig bange for at kaste dig ud i noget, selv når du ikke har helt fast grund under fødderne. Hvor kommer dit mod fra? 

“Jeg gik til sportsdans som barn og helt ung. Jeg ville bare være den bedste, så jeg kørte på med træningen, til jeg rystede af udmattelse. Og jeg blev også først danmarksmester og så europamester inden for min sport. Så jeg har lært, at hvis man gerne vil noget og bruger tid på det, skal det nok lykkes. Hårdt arbejde betaler sig bare. Jeg tror, jeg har meget af det drive fra min mor, som er en total powerkvinde. Hun var alene med mig og min søster, og vi havde ikke særligt mange penge, men hun gjorde alt muligt alligevel. Der var ikke råd til charterrejser, men så kørte vi afsted til Sverige i stedet. Og badede og levede fuldstændigt primitivt. 

Der var ikke rigtigt noget, der bremsede hende. Hun lærte mig, at ting kan lade sig gøre, og at man ikke nødvendigvis skal gøre, som andre gør. Hjemme hos hende var det lige meget, hvilken side af tallerkenen kniven lå på, så længe der var noget sundt og godt at spise. Det var en god, fri og kreativ opvækst, men det betød ikke, at vi ikke lærte at tage ansvar. Både min søster og jeg skulle betale vores egen mobil, fra vi var 11 år, og lære at administrere vores eget tøjbudget. Meget tidligt sagde min mor, at jeg skulle have et arbejde, og hvis jeg ikke gad, kørte hun mig ned til Netto og ventede på, at jeg tog mig sammen og spurgte efter et job. Så jeg blev selvstændig i en meget tidlig alder og lærte at tage ansvar.

Det er jeg jo virkelig glad for i dag, for jeg er ikke i tvivl om, at det er en del af forklaringen på, at jeg står, hvor jeg gør nu, selvom jeg stadig er ung. Men det, at jeg er modig, betyder jo ikke, at jeg aldrig er bange. Jeg var vildt bange op til mit første show og lå helt rullet sammen af frygt og tænkte: ‘Det går ikke, det går ikke’. Men jeg handler ikke på frygten. Jeg handler på modet og på troen på, at det går. Og så kaster jeg mig ud i det.” 

Emilie Helmstedt
© Sarah Stenfeldt

Brooke Bobb

Modeskribent på Vogue. Har udråbt Emilie Helmstedt til en af sin generations mest visionære designere.

Kan du huske første gang, du havde en drøm, der inspirerede dig til at lave et stykke tøj, og hvad du drømte?

“Jeg kan faktisk ikke huske den første drøm, men jeg kan meget præcist huske, hvornår det gik op for mig, at det er sådan, jeg arbejder: At jeg drømmer mine design frem. Vi blev stillet en opgave på min skole – jeg skulle lave et stykke tøj som mange gange før – men vi havde flere uger til at arbejde med det, så jeg tror, jeg gav min hjerne og mit sind mere fri. Og så begyndte min hjerne bare at galopere afsted. Farver og stemninger og illusioner væltede frem i syn eller dagdrømme. Det føltes helt enormt let, når først jeg bare lod mig rive med af mine tanker og ikke forsøgte at begrænse dem eller tvinge dem i en bestemt retning. Og det var helt utroligt befriende, for jeg har altid haft vildt svært ved skolen. Ved at regne og læse. Jeg tror faktisk aldrig, det er lykkedes mig at læse en bog helt til ende. 

Men i den her proces mister jeg aldrig koncentrationen, jeg er fuldstændigt fokuseret. Det er vidunderligt at mærke, at det bare er noget, der opstår naturligt og intuitivt. At det flyder ud af mig. Det er der, min styrke ligger. I at lade drømmene flyde frit og uhindret. Og så mærke, at jeg har drivet og viljen – og helt sikkert også modet – til at føre dem ud i livet. I tøj, i kunst, i tekster. I verdener. Det er så fantastisk. Det er det virkelig. Jeg er så glad.” 

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...