Lucia Odoom, journalist, podcast-vært og anmelder på Politiken, har arbejdet sammen med Emma på blandt andet DR, spørger:
Der er mange unge kvinder, der følger med i det liv, du vælger at dele på Instagram. Hvordan har du det med dit unge kvindelige publikum og deres blik på dig?
“Det er selvfølgelig noget, jeg tænker over, men jeg tænker også over det i den forstand, at jeg er ligeglad. Jeg kan tydeligt se, hvor interessen ligger. Til tider er det faktisk ret morsomt at følge med i: Hvis jeg lægger et billede op med mig selv, får det måske 2.000 likes, mens et billede af mit arbejde eller noget andet, der interesser mig, måske får 200. Det er overhovedet ikke noget, jeg lader mig styre af.
Det er det, der er lidt kedeligt ved sociale medier: Folk vil bare have det, de forventer, og mere af det samme. Jeg har ikke noget imod at iscenesætte mig selv, det er bare ikke interessant hele tiden, og jeg gider kun gøre det på mine egne præmisser. Derfor siger jeg også konsekvent nej til brands, der vil have mig til at reklamere for dem. Jeg har min Instagram for min egen skyld. Og jeg udlægger ikke hele mit privatliv, selvom det måske ville give flere følgere og større interesse.
Folk vil jo bare have mere. Da vi blev gift, lagde jeg tre billeder op af vores bryllup, og uden overhovedet at havde regnet med det blev jeg kontaktet af Vogue fra stort set alle lande, som ville have flere billeder og mere hype. De spurgte, hvem bryllupsfotografen var, og forventede næsten, at jeg havde et link klar, hvor man kunne downloade tusind billeder næste dag. Vi havde ingen bryllupsfotograf, og de få billeder, jeg delte på Instagram, var kun taget af vores venner.
Jeg lægger billeder op af mennesker, jeg elsker, og af det, jeg synes er smukt, interessant og spændende. Jeg kan da godt håbe, at det kan påvirke nogle af mine følgere til også at vende blikket væk fra mig, min person, mit udseende og mit privatliv og hen mod noget andet. Jeg holder min salon på Gl. Strand, som handler om kvinder og om opfattelsen af køn, og jeg laver filmklub, som hylder analogfilm på Charlottenborg, og det er da superfedt, hvis jeg kan få nogle unge piger, der normalt sidder på Instagram og får firkantede øjne af at scrolle, til at komme til den type arrangementer og få øjnene op for det. Men det er en afledt effekt, det er på ingen måde en bevidst målsætning.
Jeg føler heller ikke noget ansvar for at flytte deres blik eller for at vise dem de svære sider af mit liv. Jeg er jo ikke pædagog eller et eller andet. Jeg viser det, jeg har lyst til. Det er en kurateret virkelighed. Ligesom alt andet på sociale medier er. Folk, der tror, de er såkaldt ærlige eller reelle på Instagram, tager fejl. Hele idéen er jo, at det er iscenesat, og det er også fantastisk. Så er det jo op til en selv, hvad man vil vise, og hvad man vil følge med i, så længe man ikke opfordrer til vold, spiseforstyrrelser eller anden form for destruktiv ‘uintelligens’.”