Emma: “Jeg synes generelt, at kvinder opfører sig grimt over for hinanden”
Mød Emma Rosenzweig, født Leth, i et ærligt interview om et liv i rampelyset, kvindekampen og det sværeste ved at være i et forhold med en ældre mand
AfEmma skiftede familienavnet Leth ud med Rosenzweig, da hun giftede sig med kunstneren Tal R i juni sidste år.
Navneskiftet har ikke gjort det nemmere at komme ind under huden på den 28-årige model og filmstuderende. For hvem er kvinden, der går shows for Balenciaga og tilsyneladende helt ubesværet forstår at dele sin tid mellem et studerekammer i Frankfurt og en herskabslejlighed på Østerbro?
For at få svar har vi bedt nogle af dem, der kender hende bedst, om at stille spørgsmålene.
Esben Weile Kjær, kunstner og studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og en af Emmas bedste venner, spørger:
Du er fuldstændigt besat af karaoke. Din yndlingsbeskæftigelse er at dragge ud og klæde dig selv og dine venner på for at synge til langt ud på natten. Hvorfor elsker du karaoke, Emma?
“Vi har to hunde, en Grand Danois, som hedder Fanny, og en Border Collie, som hedder Makker. Fanny er en kærlig, rolig og trofast hund, som bedst kan lide at ligge og slappe af og helst ikke lave for meget, og Makker er en hyrdehund, der samler alle omkring sig, løber rundt og er social – og som ikke rigtigt kan overskue, hvis kun nogen af os skal gå, og vi altså ikke alle skal gå sammen.
På nogle punkter minder jeg om Makker, og på nogle punkter minder jeg om Fanny. Jeg er en skizofren blanding af at være meget privat og have meget brug for at kunne trække mig tilbage, samtidig med at jeg elsker at gå ud – og jeg elsker at samle mine bekendtskaber på kryds og tværs. På den måde forsvinder jeg lidt ind og ud af mine venners liv, tror jeg.
For mig er karaoke en af de allerbedste former for kollektiv eskapisme, der findes. Det handler overhovedet ikke om at være god til at synge. Det handler om den fælles oplevelse af at blive til en anden. Hvem vil ikke gerne være Madonna, Cher eller David Bowie for en aften? Eller måske bare være grim. Det er den totale frihed i at få lov til at træde ud af sig selv, men det giver samtidig en stor samhørighed, fordi der er så stor generøsitet og sårbarhed i at turde synge for andre. Det er selvfølgelig ikke alle, der kan lide det. Tal hader det. I starten, da vi begyndte at se hinanden, turde han ikke sige det, og vi jagtede karaokebarer i Koreatown i New York, han sang, men han har senere fortalt mig, at det var noget af det værste, han nogensinde har oplevet.
Det sjove er, at selvom man samler mennesker, der i udgangspunktet ikke rigtigt gider det, så ender 95 procent alligevel med at give efter, og så står de pludselig og synger ‘Da jeg gik ud over Langebro’, helt stolte. Det er rørende og smukt. Der skal bare være en, der tager det første skridt, og hvis ingen andre vil, kan jeg altid lægge ud.
Jeg synger Sømand af verden af Dodo and the Dodos. Den kan man ikke synge i New York, desværre, men så kan man synge Careless Whisper af George Michael. Jeg synger alt, der har en melankolsk undertone. Da jeg var barn, var min mor jazzsanger – hun er filmproducer i dag – og hver søndag tjente hun ekstra penge på at undervise i sang. Så måtte min bror og jeg ikke gå gennem stuen, for der stod klaveret, og vores lejlighed var ikke så stor.
Jeg kan huske, at hun altid sagde til sine elever, at når man sang jazz, skulle vokalen lige halte lidt efter musikkens rytme. Den virker ikke rigtigt for mig, når jeg synger, men jeg har altid elsket den logik.”
Ditte Reffstrup, kreativ direktør i Ganni, for hvem Emma har gået adskillige shows og lavet kortfilmen Yesterday, Today & Tomorrow spørger:
Du lever et liv i rampelyset. Hvis du skulle pege på noget, der er svært og udfordrende, eller noget, du har fortrudt – hvad ville det så være?
“Jeg har overhovedet ikke fortrudt en eneste ting i mit liv. Men det betyder ikke, at der ikke har været ting, der har været svære. Jeg synes ikke, det var let at blive mor, og jeg oplevede, at
især kvinder havde bestemte holdninger til, hvordan jeg skulle være det, og var enormt forargede over, at jeg tillod mig at sige, at jeg havde det svært med det i begyndelsen.
Det er en generel ting, der ærgrer og undrer mig. Jeg synes generelt, at det sker alt for ofte, at kvinder opfører sig grimt over for hinanden. De kalder hinanden for søstre og påstår, at de vil en hel masse sammen, men de forskellige feministiske fraktioner og generationer rakker i virkeligheden hinanden ned. De skændes og kan ikke respektere hinandens forskelle. Der er så meget vrede, misundelse og mangel på respekt kvinder imellem.
En af de sværeste ting ved at være i et forhold med en, der er ældre end mig selv, er det blik, jeg til tider kan blive mødt af fra ældre kvinder, fordi jeg er en ung kvinde, som har fundet sammen med en på deres alder. Ældre kvinder kan se sig rasende på yngre kvinder alene på grund af deres alder. Fordi de er dem med æggene, måske. Og yngre kvinder er konstant bange for, at andre kvinder er klogere, dygtigere eller sejere end dem. De har meget mere travlt med at være bange og fjendtlige end at tænke: ‘Hvor er den her kvinde smuk, hvor er hun dygtig, hende vil jeg lære at kende’.
På en måde virker det, som om der er så meget had mellem kvinder, som om vi er så vrede på hinanden, og at der er et skænderi kvinder imellem, som ikke er blevet taget endnu. Jeg tror også, at det er en af årsagerne til, at vi på nogle punkter ikke har rykket os specielt meget rent ligestillingsmæssigt de sidste 100 år, og det er derfor, Simone de Beauvoirs bog Det andet køn interesserer mig virkelig meget nu. Den er fra 1949, men stadig utroligt relevant. Tænk, hvis dele af kvindekampen også skal tages imellem kvinder. Tænk, hvis det også handler om noget så banalt som, at kvinder skal begynde at elske hinanden. Kvinder har kæmpet så meget, at det nogle gange kan virke, som om det har gjort, at de hader hinanden for det.”
Kristian Leth, musiker og forfatter, og Emmas onkel, spørger:
Dit arbejde rækker ud i mange og meget forskellige retninger,
så hvem ser du egentlig som arketyper for det, du gerne selv vil lave? Hvem er dine vigtigste rollemodeller?
“Det giver ikke helt mening for mig at pege på nogen, der er gået en vej, jeg selv gerne vil gå, for jeg vil gerne gå min egen. Selvom jeg arbejder langt mere indkredsende med at definere den vej i
dag, end jeg gjorde for bare få år siden, og jeg ved, at det er
film, jeg vil beskæftige mig med, er jeg stadig i fuld gang med at lære hvordan.
Så jeg kan ikke pege på rollemodeller, men jeg kan godt få øje på forbilleder. Lige for tiden er jeg ret fascineret af Dronning Margrethe. Hun er netop et eksempel på et sammensat menneske, der rækker ud i alle mulige retninger. Hun er dronning, hun er maler, hun er besat af Ringenes Herre og af Saurons Øje. Hun laver sit eget tøj. Hjemmesyede, blanke regnfrakker med store blomster på. Hun er storryger! Jeg var til middag på Amalienborg for nogle år siden, og der går man rundt i de her enormt imponerende gange og haller, og så står der sådan nogle lyserøde og gule plastikaskebægre rundt omkring, der ligner noget, som kunne være købt i Tiger. Alle kigger på de her askebægre. De stikker ud. Ingen siger noget. Og ingen kunne drømme om at aske i dem. Men efter middagen stiller Dronning Magrethe sig op, tager en smøg og asker i sine plastikaskebægre for ligesom at sige: ‘Så brug dog askebægrene for helvede’. Det er jo ikke, fordi det er sejt at ryge, jeg ryger kun selv, hvis jeg drikker alkohol, men jeg synes bare, hun er så nuanceret en person.
Hun er ikke én ting, og hun går ikke én bestemt vej, hun går sin egen, også selvom man jo kan sige, at hun er født med en guldske eller flere millioner liggende under sin pude. Jo mere jeg tænker over det, jo mere er hun i den forstand virkelig et forbillede for mig, for der, hvor jeg blev født, var der ikke en eneste guldske, men hun viser på en måde, at det ikke nødvendigvis betyder, at hun og jeg er så langt fra hinanden.
På det sidste har jeg talt i telefon med Suzanne Brøgger. Jeg tror, at hun er mit største idol. Vi taler om, hvorfor man som kvinde i et moderne samfund stadig vælger at blive gift, sådan som jeg for eksempel har valgt at blive det. Og hvorfor hun valgte at blive gift. For hun er ikke en kvinde, man forestiller sig ligge under for normer og forventninger.
Suzanne Brøgger er en verdenskvinde, en type kvinde, som jeg håber aldrig uddør, hun bruger sig selv og sit privatliv og fortolker det i sin kunstneriske praksis på en måde, som jeg synes er virkelig forbilledlig. Jeg har egentlig altid haft den holdning, at man ikke skal møde sine idoler, men at lære hende at kende har allerede ændret mit liv, kan jeg mærke, så måske er hun faktisk en form for rollemodel.”
Tal R, kunstner, og Emmas mand, spørger:
Din salon på Gl. Strand er bygget op om den franske forfatter Simone de Beauvoir og hendes feministiske manifest Det andet køn. Hvem ville du være, hvis du var en mand – og hvordan ville du forføre en kvinde?
“Jeg tror, Tal spørger om det, fordi Simone de Beauvoir skrev, at hun levede sit liv grådigt. At hun ville have lov til at være både mand og kvinde. Jeg har ikke lyst til at leve som mand, men jeg synes, der er noget forbilledligt ved at sige, at man vil leve grådigt. Jeg vil i hvert fald gerne have alt det ud af livet, jeg kan få. Og jeg tror, at det er gået op for mig, at det er vigtigt at huske, at ingen andre skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv.
Sjovt nok kan man tænke, at vi lever mere frigjort nu end tidligere, og det gør vi sikkert også på nogle punkter. Men samtidig er der så mange forventninger til, hvordan man skal være kvinde. Hvor gammel man skal være, når man dit og dat. Så at leve efter, at ingen skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv, er blevet vigtigt for mig.
Sådan ville jeg også gå til opgaven, hvis jeg skulle score en kvinde – uanset om jeg var mand eller ej. Jeg ville ikke bruge fysik eller mit udseende. Det har jeg heller ikke gjort som kvinde, for jeg fandt først ret sent i livet ud af, at jeg var smuk, og at det var noget, jeg kunne bruge til min fordel. Og jeg tror også, at det ville være helt omsonst i forførelsen af kvinder.
Sådan har jeg det i hvert fald selv. Jeg ville aldrig falde for en mand, der gjorde kur kun ved hjælp af sit udseende. Jeg skal forføres gennem sproget, så det ville jeg også selv gøre som mand. Jeg ville være en talker. I virkeligheden ville jeg nok score en kvinde, som Tal scorede mig. Og det er måske også det svar, han er ude efter. Jeg ville score gennem sproget. Gennem den langsomme overtalelse, der bliver til mere, fordi den ikke kan modstås.”
Lucia Odoom, journalist, podcast-vært og anmelder på Politiken, har arbejdet sammen med Emma på blandt andet DR, spørger:
Der er mange unge kvinder, der følger med i det liv, du vælger at dele på Instagram. Hvordan har du det med dit unge kvindelige publikum og deres blik på dig?
“Det er selvfølgelig noget, jeg tænker over, men jeg tænker også over det i den forstand, at jeg er ligeglad. Jeg kan tydeligt se, hvor interessen ligger. Til tider er det faktisk ret morsomt at følge med i: Hvis jeg lægger et billede op med mig selv, får det måske 2.000 likes, mens et billede af mit arbejde eller noget andet, der interesser mig, måske får 200. Det er overhovedet ikke noget, jeg lader mig styre af.
Det er det, der er lidt kedeligt ved sociale medier: Folk vil bare have det, de forventer, og mere af det samme. Jeg har ikke noget imod at iscenesætte mig selv, det er bare ikke interessant hele tiden, og jeg gider kun gøre det på mine egne præmisser. Derfor siger jeg også konsekvent nej til brands, der vil have mig til at reklamere for dem. Jeg har min Instagram for min egen skyld. Og jeg udlægger ikke hele mit privatliv, selvom det måske ville give flere følgere og større interesse.
Folk vil jo bare have mere. Da vi blev gift, lagde jeg tre billeder op af vores bryllup, og uden overhovedet at havde regnet med det blev jeg kontaktet af Vogue fra stort set alle lande, som ville have flere billeder og mere hype. De spurgte, hvem bryllupsfotografen var, og forventede næsten, at jeg havde et link klar, hvor man kunne downloade tusind billeder næste dag. Vi havde ingen bryllupsfotograf, og de få billeder, jeg delte på Instagram, var kun taget af vores venner.
Jeg lægger billeder op af mennesker, jeg elsker, og af det, jeg synes er smukt, interessant og spændende. Jeg kan da godt håbe, at det kan påvirke nogle af mine følgere til også at vende blikket væk fra mig, min person, mit udseende og mit privatliv og hen mod noget andet. Jeg holder min salon på Gl. Strand, som handler om kvinder og om opfattelsen af køn, og jeg laver filmklub, som hylder analogfilm på Charlottenborg, og det er da superfedt, hvis jeg kan få nogle unge piger, der normalt sidder på Instagram og får firkantede øjne af at scrolle, til at komme til den type arrangementer og få øjnene op for det. Men det er en afledt effekt, det er på ingen måde en bevidst målsætning.
Jeg føler heller ikke noget ansvar for at flytte deres blik eller for at vise dem de svære sider af mit liv. Jeg er jo ikke pædagog eller et eller andet. Jeg viser det, jeg har lyst til. Det er en kurateret virkelighed. Ligesom alt andet på sociale medier er. Folk, der tror, de er såkaldt ærlige eller reelle på Instagram, tager fejl. Hele idéen er jo, at det er iscenesat, og det er også fantastisk. Så er det jo op til en selv, hvad man vil vise, og hvad man vil følge med i, så længe man ikke opfordrer til vold, spiseforstyrrelser eller anden form for destruktiv ‘uintelligens’.”
Christina Rosendahl, filminstruktør, instruerede Emma i sin debutfilm, spillefilmen Supervoksen, og en af Emmas tætte veninder, spørger:
Din tilgang til filmmediet er udforskende og eksperimenterende. Du er mere optaget af farve, lyd og rytme end af den traditionelle filmfortælling. Hvad er det, du synes, den eksperimenterende film kan?
“Min tilgang til filmmediet er i virkeligheden ikke udtryk for et stort kunstnerisk valg, men snarere et udtryk for nødvendighed. Jeg
kan simpelthen ikke arbejde i en stringent form med start, midte og slutning. Det er dødsdømt på forhånd. Og for mig handler det lige i øjeblikket om at finde en indgang til filmmediet og min egen måde at gøre det på.
Jeg starter ikke med en fortælling, men med noget, jeg ser, eller en simpel tanke. Et eller andet, jeg får øje på, når jeg går rundt i gaderne i det område af Frankfurt, hvor jeg læser: et par i en hotellobby, der sidder og underskriver nogle papirer. Tanken om, hvorfor nogen mennesker søger kærlighed på hospitaler og lader sig indlægge, fordi det er der, de oplever, at nogen elsker dem. Min steddatter, der laver gymnastik i Grøndalscentret. Eller en kvinde, der løber ned ad en gade. Det er stemningen og følelsen, der optager mig, og det er den, jeg kan arbejde videre på. Det er måske ikke den rigtige måde at starte på, men jeg er nået frem til, at hvis det fungerer for mig lige nu, så er det i hvert fald heller ikke forkert.
Jeg er ikke mere tiltrukket af kunstfilm, jeg synes egentlig, biograffilm er sejere. Det er dem, hr. og fru Danmark ser. Og teenagerne og bedstemødrene. De film er mere sexede for mig end film, der bliver vist i et goldt gennemgangsrum på et museum. Men at gå i en filmklasse på et kunstakademi er helt vildt sjovt, fordi du selv skal vælge din vej, du skal ikke følge nogle forudbestemte former, og lige pludselig er du blevet tvunget til at tegne en tegning og stå og lave silketryk.
Jeg arbejder fuldstændigt instinktivt ud fra, hvor jeg kan, og lige nu er jeg på et kunstakademi, men forhåbentligt ender mine film også i biografer. Det drømmer jeg da om. Det er på ingen måde, fordi den ene genre er finere end den anden. Overhovedet. Det er bare den kunstneriske tilgang, der rent arbejdsmæssigt fungerer for mig lige nu.”
Blå bog
- Emma Rosenzweig, født Leth, 28 år.
- Model og filmstuderende ved Städelschule i Frankfurt.
- Afholder løbende salonen Det andet køn på Kunstforeningen Gl. Strand og står sammen med kunstner Albert Grøndahl bag filmklubben Blå Time på Kunsthal Charlottenborg.
- Er gift med kunstneren Tal R, som hun bor sammen med på Østerbro med deres fælles barn Abel og Tals børn Yunus og Dora fra et tidligere ægteskab.
