“En del af mig syntes, det var pinligt, jeg gav op”

Danske Trine Wackerhausen lukkede sit tøjfirma og mistede sin identitet. Nu deler hun sin historie i et ærligt interview

Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

— 02. april 2018

Samme år, som hun blev færdiguddannet designer, grundlagde Trine Wackerhausen sit tøjbrand Wackerhaus. Gennem årene levede hun med dets skrøbelige økonomiske balanceakter og op- og nedture.

Men selvom hun oplevede respekt og opsving for sit design, blev den store usikkerhed som selvstændig for meget. For to år siden valgte hun at lukke firmaet, og siden er der kun kommet glæde og energi tilbage i livet – og langsomt en lyst til at designe tøj igen.

I 12 år var du designer og indehaver af dit eget tøjbrand, som blev solgt i butikker flere steder i verden. Det lukkede du i begyndelsen af 2016. Hvorfor tog du beslutningen om at lukke Wackerhaus?

“Helt grundlæggende var min krop sindssygt træt af at være i konstant alarmberedskab. Det var ikke, fordi det gik dårligt hele tiden, men det er opslidende at være selvstændig, og forretningen var skrøbelig. Mange små ting kan have en stor betydning for et lille tøjfirma: En produktion, der bliver forsinket, en leverandør, der ikke leverer, en butik, der aflyser sin ordre eller ikke betaler til tiden.

Alle de stressmomenter påvirkede mange andre aspekter af mit liv, så jeg kunne ikke sove om natten og var aldrig rigtigt glad. Jeg havde længe tænkt på, om det var det værd, men det var også trygt, fordi jeg vidste, hvad jeg havde.

Det er ligesom et dårligt parforhold, man ikke kan komme ud af. Til slut lavede min forretningspartner og jeg en aftale om, at hvis den agent, der solgte vores tøj til de internationale butikker, ikke nåede budgettet for den kommende sæson, ville vi lukke. Sådan kunne vi gøre til et økonomisk anliggende.”

Hvilke overvejelser havde du om det?

“Jeg er meget optimistisk anlagt og tænkte hele tiden, at det ville blive bedre næste sæson. Der var også mange ting, der gik godt, og vi havde fået fint styr på forretningen. Men der er langt imellem sæsonerne, og når man kun laver to kollektioner årligt, bliver det et sårbart grundlag at drive forretning på.

Jeg var utroligt lettet, lige efter at vi havde givet hinanden hånd på, at det var det, og jeg kunne næsten ikke vente, til at vi kunne fortælle offentligheden, at vi ville lukke, mens vi kunne gøre det på en ordentlig måde.”

Hvordan havde du det i tiden bagefter?

“Bagefter oplevede jeg et stort tab af identitet. Mit mærke bar mit navn, og jeg følte mig meget forenet med det efter at have kæmpet for det i så mange år. For hvem var jeg, når jeg ikke havde mit firma? En del af mig syntes også, at det var lidt pinligt, at jeg gav op, for betød det så, at jeg ikke var god nok eller havde fejlet?

Den følelse sad dybt i mig, men det var også ret dejligt, at jeg her lidt sent i livet havde mulighed for at vaske tavlen ren og redefinere mig selv – og det var trods alt den følelse, der vandt. Jeg har altid drømt om at have en hundekennel, hvor jeg selv kunne blande hunde, og måske var det nu, det skulle ske, for lige på det tidspunkt var jeg træt af mode og branchen omkring den.”

Hvilke reaktioner kom der fra omverdenen?

“Mine helt nærmeste var lykkelige på mine vegne. I mange år havde det jo været sådan, at når folk spurgte, hvordan jeg havde det, handlede det altid om, hvordan det gik med firmaet, aldrig mig personligt.

I modeverdenen var der mange reaktioner, særligt fordi vi havde været ærlige om, hvor økonomisk fucked up situationen er i et lille firma, når butikkerne, der har købt tøj fra dine kollektioner, ikke betaler. Jeg blev et form for talerør for alle de små modevirksomheder – der var mange, der var glade for, at vi fik italesat noget, som virkelig er et stort problem.”

Hvordan har tiden efterfølgende været?

“Det tog næsten et år, før jeg fandt ud af, at jeg gerne ville tilbage til at arbejde med mode. I starten sad mode mig helt oppe i halsen, og jeg blev nødt til at vende det ryggen. Efter at vi havde afviklet firmaet, tog jeg en pause og fik styr på min krop, der havde været i stressmode i mange år. Jeg lærte at meditere og cyklede lange ture, var sammen med min familie og mine venner. Og kedede mig.

Og da kedsomheden ikke var så spændende længere, var jeg virkelig parat til at komme videre. Jeg fandt ud af, at det var ærgerligt at smide al min erfaring ud, og begyndte at arbejde freelance for andre designvirksomheder.

Her oplevede jeg, hvordan det var meget bekræftende at videføre min erfaring og idéer i nogle andres virksomheder. Som freelancer kunne jeg gøre noget af det, jeg elsker allermest: at finde på. Her var der et sted at komme af med alle mine gode idéer, mens andre løfter forretningsdelen.”

I dag er du begyndt at lave tøj i egent navn igen. Hvordan kom du dertil?

“Efter jeg blev freelancer, fik jeg glæden ved stof, snit og design tilbage og derved lysten til at designe igen. Så hev Sabine Poupinel fat i mig og bad mig lave et par enkelte styles til sin butik. Og selvom jeg var modvillig til at begynde med, sagde jeg ja, for jeg har jeg altid elsket at nørde med metervarer, og jeg nød at have god tid til at finde materialer og arbejde med designet.”

Hvordan skal det være anderledes denne gang?

“Alt er anderledes. Der er ikke en forventning om, hvornår jeg skal aflevere et design, jeg skal ikke følge sæsoner og modeuger. Min ambition er ikke at blive et stort brand, men at designe noget, jeg synes er fedt, i nogle skønne materialer og tjene penge på det – og så gøre det samme for andre firmaer.”

Hvordan har dit valg ændret dig?

“Jeg er et helt andet menneske med et helt andet overskud. Jeg har fundet ro og glæde ved at have sluppet den usikkerhed, der var forbundet med at være selvstændig i en lille virksomhed. Set i bakspejlet kan jeg godt være ærgerlig over, at det tog mig så mange år at turde tage en beslutning om at stå ved mig selv og stoppe i stedet. Der er så mange forventninger i modebranchen og en stor frygt for ikke at være med, ikke at gøre tingene på den rigtige måde, ikke at omgive sig med de rigtige mennesker.