”Jeg er overhovedet ikke en statisk voksen men et virvar af følelser og tanker og forhandlinger med mig selv.”
Sådan beskriver Cathrine Widunok Wichmand sig selv, da hun reflekterer over spørgsmålet, om hun er dér, hvor hun gerne vil være i livet.
”Inde i mig selv tænker jeg, at roen kommer mere og mere snigende. Jeg oplever den som en følelse, der indfinder sig i områder ad gangen, når jeg tillader. Når jeg har øjeblikke i ét med mig selv, hvor min krop, mit hoved, min kerne er… aligned… Hvor jeg føler mig helt og aldeles hjemme i mig selv.”
Det kræver tid at lære sig selv at kende
Det at finde ro og hvile i sig selv er ikke en selvfølge for den populære influencer, der fortæller, at det kræver tid at lære sig selv at kende og dermed blive bedre til at sætte grænser og forudse sine reaktionsmønstre.
”Det er ikke hver dag, men jeg rykker mig derhendad, hver dag. Jeg bliver lidt mildere, lidt rundere, lidt klogere. Lidt bedre til at se mig selv, søge at afdække mine behov, stå op for mig selv og sætte grænser. Jeg er endda ved at være dér, hvor jeg begynder at kunne forudse min egne reaktioner og mine egne behov,” fortæller hun.
Arbejdsliv, ægteskab og at blive mor. De seneste år har budt på mange forandringer for Cathrine, der midt i al virvaret har oplevet glæden ved at have fundet en indre ro – både når det gælder parforholdet og moderskabet – selvom livet omkring hende forandrer sig.
”Roen bor også i vores hjem, mellem Adam og jeg i øjeblikket. Ej, jeg synes faktisk, det er blevet en konstant, nærmest. Vi har ro. Ja, det knager i ny og næ, men det viser bare, at det hele arbejder. Ro betyder vel ikke nødvendigvis stilstand? Den satte for alvor ind, da vi sagde ja til hinanden og valgte alt andet i verden fra, sådan helt og aldeles og sort på hvidt,” forklarer hun og fortsætter:
”Men det største kvantespring min indre ro har taget, har været i mit moderskab. Jeg kan nogen gange godt tænke, at jeg var født til at være mor. Eller også er Eddie bare født til at være min dreng - ham kan jeg finde ud af. Og når det kommer til mine forventninger til mig selv og andre, min gamle hang til at fortabe mig i detaljen, og bære nag? Der er simpelthen ikke tid til det, og min erfaring indtil nu er, at jo mere jeg giver slip på kontrollen og blot følger med ham, jo mere spreder roen sig faktisk i mig, som et snedække over land.”
På vej i livet med ro i sindet
Selvom Cathrine føler, at hun har fundet roen i sig selv, i livet og sin stil, er det ikke ensbetydende med stilstand ifølge hende.
”Jeg tror ikke, jeg er fremme, at vi er fremme - og måske er vi det først, når vi er krøllede og grå. Nu kommer det til at lyde som om at fremme nærmest er endestationen. Men jeg tror, vi har mange år foran os med bevægelse og fremdrift. Lad os få nogle flere børn! Lad os skifte jobs! Lad os flytte!,” siger hun.
Om hun er dér, hvor hun gerne vil være i livet, siger hun:
"Sådan... På vej? Måske er det dét, der kommer til udtryk i vores 2020-plan. Vi er et sted i livet, hvor vi ligesom går det til og går os til rette. Er de fleste af os ikke sådan et sted i livet? Sådan lidt på vej?,” slutter hun.