Fallulah: Derfor undgår jeg nyhederne

Maria Apetri, bedre kendt som Fallulah, deler sine tanker om usikkerhed, forventninger og alt derimellem i en personlig dagbog

Falullah: Døden er et emne, jeg konsekvent undgår, for jeg kan ikke rumme det
© Instagram / @fallulah

Hver søndag i december deler Maria Apetri, bedre kendt som Fallulah, sine tanker om usikkerhed, moderskab, forventninger og alt derimellem i en personlig dagbog her på Costume.

Herunder følger den tredje af i alt fire dele. Du kan læse første del her og anden del her.

Find mig i mit magiske slot på glimmerskyen

I svære tider har fantasien altid været min bedste ven. Da forsvinder jeg ind i filmens, bøgernes, musikkens verdener i stedet for den virkelige. Dyrker alt det smukke og det sørgelige lidt på afstand, andres historier som vækker genklang, men som ikke direkte er mine.

Det har jeg gjort, siden jeg var meget lille. Skærmet mig for de ting, der gjorde mig utryg og i stedet befundet mig i hestestalde og magiske slotte, der hvilede på glimmerskyerne oppe i himlen, været ung med de andre i Dawsonʼs Creek og været det sjette medlem af Spice Girls, klædt i fantastiske rober og tårnhøje plateausko.

Pludselig fandt jeg også ud af, at jeg kunne skrive mine historier ned og kunne forvandle tankerne i mit hoved til musik.

Det er noget, der optager mig meget, det der med fantasi. Så meget, at jeg valgte at dedikere et helt album til emnet (Escapism) for at prøve at finde ud af, hvad det egentlig er, der gør, at vi mennesker har det behov. Hvorfor jeg selv har.

Derfor undgår jeg nyhederne

Det er ret sjældent, jeg ser nyhederne i TV. Når de kommer på skærmen, slår jeg hastigt hen på Venner eller en anden hyggelig genudsendelse, før jeg når at blive konfronteret med dagens
ubehageligheder.

Og det er ikke, fordi jeg er ligeglad med, hvad der sker af forfærdelige ting ude i den virkelige verden. Tværtimod. For jeg tager det hele ind og tristheden hjemsøger mig længe. Jeg bliver angst, modløs og bange for verden. Og hvem gavner det egentlig? Løser det nogens problemer? Spreder jeg positivitet til andre omkring mig ved at blive besat af at opsøge dårligdom og opføre mig mut og ængsteligt?

Hvis jeg giver mig selv lov, så svælger jeg rundt i en kulsort suppedas. Læser alt, jeg kan finde om en uhyggelig hændelse, og mærker en voksende følelse af ubehag i maven, der spreder sig til hele kroppen. Og sådan kan man så gå og langsomt blive til et hylster fuld af frygt. Og den slags smitter.

Efterhånden synes jeg, at jeg har erfaret, at vi mennesker kan deles op i to kategorier. Dem, der giver energi, og dem, der dræner. Når jeg ser mig selv i øjnene, ved jeg godt, hvad jeg allerhelst vil være, og hvad jeg ikke altid formår.

Det handler om at finde en balance

Det kræver øvelse. Der må findes en sund balance mellem at være bange for alt versus at være en lalleglad jubelidiot, der ikke anerkender, at der eksisterer ægte problemer udenfor ens egen hoveddør.

Jeg tror, jeg er kommet frem til, at det handler om at forvalte sin energi dér, hvor den gør mest gavn for sig selv og andre. Der er for eksempel en del mærkesager, jeg føler for, ytrer mig om, støtter op omkring.

Som musiker bliver jeg meget ofte spurgt, om jeg vil stille op for en god sag. Og det vil jeg gerne. Men jeg kan ikke det hele og er nogle gange nødt til at sige nej tak. Jeg kan ikke føle lige stærkt for alt og har også røvsyge regninger, der skal betales. Igen vender jeg tilbage til at se tid og energi som en valuta, der skal bruges med hjerte og omtanke.

Det føltes som en ond drøm

En gang imellem kommer virkeligheden bragende på en sådan måde, at vi tvinges til at se den. Da jeg var ni år gammel, blev min far blev syg af kræft, og seks måneder senere var han væk.

Det føltes som en ond drøm og os, der blev efterladt, stod tilbage med en følelse af uvirkelighed. Vi var ikke sikrede eller forberedte. Min far havde intet af materiel værdi at efterlade os, og i mange år frem var pengene meget små. Jeg rockede min grandkusines aflagte tøj og faldt håbløst igennem i de Adidas-klædte kliker.

Døden er et emne, jeg konsekvent undgår, for jeg kan ikke rumme det. Vi talte ikke om det derhjemme efter min fars død. Sorg blev et tabu. Døden blev d-ordet. Videre. Ikke dvæle. Der er lektier, der skal laves og regninger, der skal betales. Vi græder kun, når vi er alene.

Først som voksen fik jeg taget hul på alle de hengemte følelser, da jeg fik professionel hjælp. Tiden havde ikke gjort sorgen mindre. Jeg var ikke pludseligt afklaret, bare fordi jeg var blevet 24 år.

Indeni sad der stadig en lille pige og følte sig mutters alene og skidebange. Men jeg var nødt til at tage fat i de hårde ting, for mig selv og min fremtid. Og for de børn jeg vidste, jeg gerne ville have engang.

At se virkeligheden i øjnene

Nu er jeg så et sted i livet, hvor jeg har stiftet min egen lille familie. Det sker, at jeg er nødt til at kvinde mig op og tænke tanker, jeg ikke har lyst til at forholde mig til. Træde ud af det magiske slot for en stund. Derfor har jeg fået lavet et testamente, der sikrer min familie, hvis nu der skulle ske mig noget.

Ad, hvor var det ubehageligt og det absolut sidste i verden, jeg havde lyst til at forestille mig. Desuden har jeg altid forbundet testamenter med gamle, stenrige særlinge, der ville sikre yndlingsbarnebarnet som del af plottet i en dårlig b-film. I ved dem, hvor de har optaget en video af sig selv bag et stort, brunt skrivebord i et mondænt hjemmebibliotek. Fik lidt samme fornemmelse, da man som del af at lave sit testamente valgfrit kunne efterlade en personlig hilsen. Det blev sgu lige morbidt nok.

For nogle er det sikkert en selvfølge at være praktisk omkring disse store tunge tanker, for mig tog det seriøs overvindelse.

Nu føler jeg, at der er tikket nogle solide voksenpoint ind på kontoen for et stykke tid. Derfor vil jeg nu med god samvittighed gå ind og stene noget ligegyldig Netflix og kysse på dem, jeg elsker allerhøjest. Jeg håber, I alle får kysset på dem, I elsker her i julen. Giv endelig også julemanden et møs, hvis han kommer jeres vej. Han må være så træt af, at folk ikke tror på ham.