
Fallulah: Derfor undgår jeg nyhederne
Maria Apetri, bedre kendt som Fallulah, deler sine tanker om usikkerhed, forventninger og alt derimellem i en personlig dagbog
AfHver søndag i december deler Maria Apetri, bedre kendt som Fallulah, sine tanker om usikkerhed, moderskab, forventninger og alt derimellem i en personlig dagbog her på Costume.
Herunder følger den tredje af i alt fire dele. Du kan læse første del her og anden del her.
Find mig i mit magiske slot på glimmerskyen
I svære tider har fantasien altid været min bedste ven. Da forsvinder jeg ind i filmens, bøgernes, musikkens verdener i stedet for den virkelige. Dyrker alt det smukke og det sørgelige lidt på afstand, andres historier som vækker genklang, men som ikke direkte er mine.
Det har jeg gjort, siden jeg var meget lille. Skærmet mig for de ting, der gjorde mig utryg og i stedet befundet mig i hestestalde og magiske slotte, der hvilede på glimmerskyerne oppe i himlen, været ung med de andre i Dawsonʼs Creek og været det sjette medlem af Spice Girls, klædt i fantastiske rober og tårnhøje plateausko.
Pludselig fandt jeg også ud af, at jeg kunne skrive mine historier ned og kunne forvandle tankerne i mit hoved til musik.
Det er noget, der optager mig meget, det der med fantasi. Så meget, at jeg valgte at dedikere et helt album til emnet (Escapism) for at prøve at finde ud af, hvad det egentlig er, der gør, at vi mennesker har det behov. Hvorfor jeg selv har.
Det føltes som en ond drøm
En gang imellem kommer virkeligheden bragende på en sådan måde, at vi tvinges til at se den. Da jeg var ni år gammel, blev min far blev syg af kræft, og seks måneder senere var han væk.
Det føltes som en ond drøm og os, der blev efterladt, stod tilbage med en følelse af uvirkelighed. Vi var ikke sikrede eller forberedte. Min far havde intet af materiel værdi at efterlade os, og i mange år frem var pengene meget små. Jeg rockede min grandkusines aflagte tøj og faldt håbløst igennem i de Adidas-klædte kliker.
Døden er et emne, jeg konsekvent undgår, for jeg kan ikke rumme det. Vi talte ikke om det derhjemme efter min fars død. Sorg blev et tabu. Døden blev d-ordet. Videre. Ikke dvæle. Der er lektier, der skal laves og regninger, der skal betales. Vi græder kun, når vi er alene.
Først som voksen fik jeg taget hul på alle de hengemte følelser, da jeg fik professionel hjælp. Tiden havde ikke gjort sorgen mindre. Jeg var ikke pludseligt afklaret, bare fordi jeg var blevet 24 år.
Indeni sad der stadig en lille pige og følte sig mutters alene og skidebange. Men jeg var nødt til at tage fat i de hårde ting, for mig selv og min fremtid. Og for de børn jeg vidste, jeg gerne ville have engang.