Fallulah: “Jeg er en selvudslettende pleaser”

Styret af en stærk indre stemme

Hvis man kun kender mig perifert igennem mit arbejde som musikeren Fallulah, altså på den anden side af scenen med alle de kreative beslutninger, der skal tages, er pleaser vist ikke et ord, man umiddelbart ville bruge til at beskrive mig. Især i mine lidt yngre dage var jeg benhård og kompromisløs på vegne af min musik, styret af en stærk indre stemme, der vidste præcis, hvad jeg ville, og hvordan jeg ville gøre det. En stærk stemme, der til tider overraskede og intimiderede folk, jeg skulle arbejde med, hvis der opstod uenigheder.

Med tiden er jeg dog blevet rundere i kanterne, mindre bange for samarbejdet og har lært, jeg ikke nødvendigvis mister min integritet eller vision, bare fordi jeg lukker andre ind i processen. Tværtimod har jeg lært, det kan være en styrke at have et godt team omkring sig, hvis man finder de rette, der både forstår ens idéer, men også kan give modspil. At det er nødvendigt at kunne uddelegere og ikke påtage sig alting selv.

En pleasers bekendelser

Men det her skulle handle om alle de punkter, hvorpå jeg ér en pleaser. For det er jeg, ganske modsat mit kreative musik-jeg. En selvudslettende, undskyldende, nakkedukkende pleaser, der mange gange har ladet sine grænser overskride, for derefter at sidde tilbage med en dårlig smag i munden og skuffelse over, jeg ikke bare sagde nej. Sådan en, der ikke kan lide, at der skal være dårlig stemning, sådan en, der ikke bryder sig om at være til besvær, og derfor bare spiser chokoladeisen på trods af, man egentlig havde bedt om en med jordbær.

Det er jeg nu i gang med at gøre op med, godt hjulpet på vej af min nye rolle som mor. Det har sat alting i perspektiv.

Jeg synes, at tid er vores mest værdifulde valuta her i livet og vi bør ikke sløse med den. Livet er for kort til at finde sig i venner, der altid kommer for sent til aftaler, at have relationer, hvor man giver uden at få igen, at kaste sig halvhjertet ud i noget, fordi man ikke kunne lide at sige, man ikke havde lyst.

Min erfaring siger mig efterhånden, at det altid er bedst for alle parter, hvis man er ærlig og går ind i noget drevet af lyst, i stedet for at lade sig presse og overtale til noget, trods en mavefornemmelse, der taler sit tydelige sprog. Det skal dog ikke forveksles med en frygt for at afprøve nye ting. Den frygt er jeg nemlig stor fan af, at man overvinder.

Fallulah 2.0

En samtale for nylig med en veninde fik mig både til at grine og græmmes over, hvor langt os pleasertyper er villige til at gå, bare for at undgå en akavet situation. Hun havde været til en frisør, som havde revet hende så hårdt i håret, at hun havde siddet i store smerter under hele besøget. Da frisøren bemærkede, hun vist havde taget lidt hårdt fat, kastede min veninde en masse undskyldninger af sig om, at hun vist nok også bare havde en virkelig følsom hovedbund og var en værre sart én, i stedet for bare at sige, at det faktisk gjorde skideondt. Det kunne ligeså godt have været mig.

Mit helt store projekt er at reboote mig selv i en version 2.0. Jeg beholder alle de gode sider fra tidligere og spæder til med nye, seje features. Jeg vil kunne sige fra uden unødvendige opfølgende forklaringer. Uden at mærke tårerne presse sig på, når jeg har ladet det nå dertil, hvor mine grænser er overskredet og mit nej kommer vredt ud. Uden en knude i maven over, om jeg nu bliver misforstået, eller frygt for, om ingen så kan lide mig. Jeg vil sige tydeligt fra med skuldrene sunket og måske endda et smil på læben.

Farvel til pleaser-hed

Min personlige filosofi er, at man kan ændre alt, man ikke er tilfreds med, hvis bare man øver sig. De kloge siger, at det tager 10.000 timer at blive rigtig god til noget. Det må også gælde, når vi vil af med karaktertræk, vi er vant til at opfatte som en del af vores personlighed og derfor accepterer, selvom de ikke gør os godt.

Nu gør jeg mit bedste for at praktisere, hvad jeg bræger. Det er svært, men det kommer til at give pote på den lange bane. Når man bevæger sig ud på usikker grund og ændrer disse ting kan man godt opleve, at ens omverden skubber imod. At ens venner og familie har svært ved at forstå, hvorfor man ændrer sig. Det kan være helt ubelejligt for dem, der måske endda har været vant til at udnytte ens pleaser-hed. Det kan muligvis koste nogle relationer, men så tror jeg på, de ikke var skrevet i stjernerne alligevel.

Måske er det en naturlig del af at blive voksen, sådan for alvor, at man trimmer fedtet, skærer ind til benet og mærker efter, hvad man egentlig vil finde sig i. I så fald byder jeg voksenlivet velkommen med alt, hvad det indebærer.