Hvordan har du selv kunnet mærke, at du har manglet at se LGBTQ+-personer repræsenteret i offentligheden?
“Jeg har manglet det rigtig meget. Pride har eksisteret i mange år og har stor betydning for synligheden, men det var først, da jeg selv var teenager, at jeg stiftede bekendtskab med det for første gang. Den repræsentation, der var i medierne dengang – film, tv og andet –var også forsvindende lille. Det er først inden for de seneste år, at repræsentation af forskellige minoriteter er blevet en ‘trend’. En god trend, vel at mærke – for jeg voksede selv op med, at queer personer var en sjældenhed i populærkulturen.
Den typiske fortælling er, at man har vidst, at man er queer, siden man var 5 år gammel. Sådan var det slet ikke for mig. Jeg var nok lidt for god til at følge med strømmen og tænke: ‘Nå, men jeg er jo en kvinde, og så er man jo til mænd’. Jeg sprang først ud som 25-årig, og jeg tror helt sikkert, at jeg havde indset langt tidligere, at jeg er til kvinder, hvis jeg havde set flere queer personer være repræsenteret i medierne. Så jeg ved også, hvordan det føles ikke at have nogen at spejle sig i. Det var en kæmpe barriere for mig, og mit liv er blevet meget bedre, efter jeg sprang ud: Det er jo enormt hårdt at håbe på at være noget, man ikke er. Selv i dag kan jeg blive enormt glad, når jeg ser en queer person i tv. Og jeg glæder mig så meget over, at dem, der er unge nu og er ved at finde ud af, hvem de er, vokser op i en verden, hvor der er meget mere repræsentation.”