Brynhildr
© Instagram @brynhildrthedrag

“For mig er vold, diskrimination og trusler på livet noget, der sker hver uge”

Pride skal gælde alle personer. Det skal også gælde alle årets dage – og ikke kun, når gaderne én uge om året fyldes af regnbueflag, parader og glittermakeup. Det fortæller Brynhildr, som er drag artist og til dette års WorldPride i København skal optræde til Drag Night i K.B. Hallen.

Hvad betyder Pride for dig?
“Betydningen af Pride har ændret sig en del for mig over årene. Da jeg var yngre, var det helt klart et moment, hvor jeg kunne få lov til at eksistere som mig. Efterhånden som jeg er blevet ældre, og jeg er begyndt at leve mere autentisk hver dag, er Pride mere blevet en begivenhed, hvor jeg ved, at der bliver lyttet til LGBTQIA+-personer, og at vi bliver set mere. Så det er også et øjeblik, hvor vi virkelig må få minutterne til at gælde: Det er nu, fokusset er der, så det er nu, vi kan skrige op om de ting, der foregår alle 365 dage i løbet af året. Derfor er Pride blevet mere en kamp end en fejring for mig.”

“Det er kun nogle, der får pride, mens andre bliver ladt i stikken”

Hvorfor er Pride i dine øjne fortsat vigtigt?
“Pride er vigtigt, men: Det er vigtigt i den forstand, at der stadig dagligt, ugentligt, månedligt og årligt foregår vold mod LGBTQIA+-personer. For mig er vold, diskrimination og trusler på livet noget, der sker hver uge. It's a part of my life, it's an everyday thing.

Så Pride er vigtigt, men det skal også gøres ordentligt, hvilket det ikke altid bliver gjort. Det er nødt til at være intersektionelt, og i mine øjne bør der komme et meget større fokus på, at folkene bag får den uddannelse, der skal til, for, at de forstår, hvad der skal arbejdes med: Der skal ske en frigørelse af LGBTQIA+-personer og ikke bare en assimilering ind i strukturen, som undertrykker os.

Der er et citat af den skønne Marsha P. Johnson, som jeg håber, at folk vil læse, reflektere over og tage ind: ‘No pride for some of us without liberation for all of us’. Pride bliver ofte gjort til et spørgsmål om, hvor godt vi som LGBTQIA+-personer kan tilpasse os samfundet og lade som om, at vi heteroseksuelle, ciskønnede og alt muligt andet. På den måde er det kun nogle, der får pride, mens andre bliver ladt i stikken. Det er 2021 – det er slut med, at folk bare assimilerer ind til at passe ind i resten af samfundet og efterlader os andre. Vi skal have frigørelse, ikke assimilering.”

Brynhildr

Fotograf: Alice Hüllert

Til årets WorldPride skal du optræde som drag artist til Drag Night. Hvad betyder dit erhverv for dig?
“Jeg begyndte at lave drag for fem år siden, hvor jeg droppede ud af den skuespillerskole, jeg gik på, fordi de var meget diskrimerende og sagde, at jeg ikke kunne få lov til at være feminin og homoseksuel. Men jeg havde stadig de her kreative lyster og et behov for at underholde, og det var derigennem, at jeg fandt drag. Det tillod mig at underholde og performe, men på mine egne præmisser, med mine egne regler og min egen æstetik, og hvor der ikke var en eller anden 55-årig heteromand, der fortalte mig, at jeg var forkert, fordi jeg er feminin og queer.

Når jeg optræder som drag, har jeg hele mit kreative virke med mig. Det er ikke bare at tage en kjole og lidt læbestift på, og så gå ud på scenen og mime til en sang: For mig handler det om at genfinde og tage ejerskab over min identitet, som er en feminin, queer transkvinde.”

Håndplukket til dig