Fra 65 kvadratmeter på Nørrebro til 237 kvadratmeters håndværkertilbud på Fyn

Flere og flere unge drømmer om et liv på landet. Vi har mødt Dorte og Sune, der skabte det liv, de drømte om, ved at flytte ud af byen

Olivia Nepper Winther

— 31. maj 2019

For 2,5 år siden rykkede Dorte, 36 år, Sune, 35 år, og deres tre børn til den anden side af Storebælt med drømmen om mere plads, friskplukkede jordbær og et selvforsynende landbrug.

Vi har mødt et par, der skiftede storbyen ud med et liv på landet, og gik fra 65 kvadratmeter på Nørrebro til 237 kvadratmeters håndværkertilbud på Fyn.

Bondegårdsliv

Hvorfor er I flyttet fra byen til landet?

Dorte: “Vi mødtes som 20-årige på en højskole i Vestjylland. Efter fire studieår i Aarhus med masser af caféaftaler, byture og koncerter flyttede vi til København, hvor vi boede i seks år – først ved Folkets Park på Nørrebro og derefter i Nordvest, og jeg blev hurtigt gravid med vores første barn. Jeg er meget glad for naturen og har nok altid forestillet mig, at vi en dag skulle flytte på landet. Det ønske blev kun stærkere, da vi fik vores søn.”

Sune: “For mig opstod den følelse først rigtigt, da vi fik børn. Pludselig kunne jeg ikke se, hvad vi fik ud af at vælge byen til. Vi boede på meget lidt plads, fordi vi ikke havde råd til noget større. Når vi var ude, skulle vi holde øje med trafikken, og når vi var hjemme, skulle vi tage hensyn til underboere, og på legepladsen måtte vi lige lave et hurtigt tjek for glasskår og kanyler. Det lyder helt vildt, men sådan var det – i hvert fald der, hvor vi boede.”

Dorte: “Vi er begge vokset op på landet, og jeg tror, at det er meget naturligt, at man gerne vil give sine børn det, man selv har været glad for i sin barndom. Derudover havde jeg især en drøm om at være selvforsynende. For mig virker det helt fjollet at købe kartofler fløjet ind fra Spanien, når man kan dyrke dem selv.”

Sune: “Vi brugte heller ikke byen på samme måde længere. I starten af vores tid i København cyklede jeg tit impulsivt hen til min ven for at spille musik, men i takt med at vi og vores venner fik fuldtidsjobs og børn, var det begrænset, hvor meget vi gik ud.”

Hvordan endte I lige her?

Dorte: “Et par år efter at vi fik vores andet barn, var vi for alvor ved at vokse ud af
lejligheden, så vi begyndte at lede efter en gård. Vi var rimeligt åbne over for beliggenheden. Det vigtigste var prisen og at der hørte nok land med. På mange gårde er jorden forpagtet til en landmand, men her fik vi to hektarer med. Så vi kastede os ud i det og købte stedet for 2,5 år siden – og gik fra 65 til 237 kvadratmeter bolig.”

Sune: “Og samtlige af de 237 kvadratmeter skulle istandsættes.”

Dorte: “Ja, den timede jeg smart, for jeg var højgravid med vores tredje barn og kunne ikke hjælpe med at bære tunge ting og male. Det var en ret turbulent tid, for ud over graviditet og flytning var Sune også ved at afslutte sin Ph.d., så der har været en del fødsler her på gården.”

Sune: “Især hvis vi tæller dyrene med.”

Dorte: “Ja. Vi har seks geder, to ponyer, fem katte og en masse ænder, ællinger, høns og kyllinger. Derudover dyrker vi kartofler, asparges, salat, ærter, gulerødder, pærer, æbler, rabarber, bær og meget, meget mere. Vi har også en lille vejbod, hvor vi sælger æg.”

Hvordan har det været at flytte fra by til land?

Dorte: “Fantastisk, men også langt mere omfattende, end vi havde forestillet os. Der er hele tiden uforudsete ting at tage stilling til, som hvilken varmekilde vi skal vælge, eller hvad vi gør, når dyr, vi lige har investeret penge og følelser i, dør.”

Sune: “Dyrene tager mere tid, end jeg troede. Jeg forestillede mig nok, at de passede lidt sig selv, men de er næsten et fuldtidsarbejde.”

Dorte: “Nej, det er det da ikke.”

Sune: “Du laver da noget hver dag relateret til dem.”

Dorte: “Ja, det er rigtigt nok. Men jeg nyder virkelig at gå i stalden hver morgen og malke og muge ud. Så jeg tænker nok ikke på det som et arbejde. Landbruget er helt klart mest mit projekt, som jeg fik lokket Sune med til.”

Sune: “Nogle gange tænker jeg da, at det havde været nemmere med et parcelhus og en lille have i et forstadskvarter. Men samtidig bliver jeg altid glad, når jeg kører ind på gårdspladsen og møder vores løbende unger, en masse ænder og Dorte i gummistøvler. Jeg arbejder på DTU i Lyngby, så jeg har et pendlerværelse i København, som jeg sover i hver mandag og torsdag. Om onsdagen har jeg fri og hjælper til på gården – bortset fra om formiddagen, når børnene er afleveret i institution. Der har vi nemlig indført en hellig time, hvor vi ikke må snakke om noget praktisk.”

Dorte: “Det er nok den eneste tid på ugen, at vi rigtigt ser hinanden og bare er os.”

Sune: “De praktiske ting ved at bo på landet lyder hyggelige, men det er de ikke altid. Meget er hårdt arbejde.”

Dorte: “For mig er det essensen af det gode liv at knokle i laden og så bagefter spise nyplukkede jordbær med friskmalket fløde.”

Sune: “Jeg kunne sagtens springe direkte til jordbærrene.”

Hvordan er lokalmiljøet?

Sune: “Virkelig godt. På halvandet år har vi snakket mere med naboerne på de omkringliggende gårde, end vi snakkede med naboerne i de seks år, vi boede i en lille opgang i København.”

Dorte: “Vi er jo stadig lidt nybegyndere i det her landmandsliv, og det er tydeligt, at naboerne gerne vil hjælpe os godt på vej. De kommer for eksempel forbi og minder os om, når det er tid til at beskære frugttræer eller sætte kartofler.”

Hvad savner I ved byen?

Dorte: “Åh, en rigtigt smørsprød croissant fra Meyers. Men ellers ikke rigtigt noget. Vores venner har spredt sig for alle vinde, så vi ville stadig være langt væk fra mange af dem, hvis vi boede i København eller Aarhus. Og så bor vi er tæt på E20, motorvejen mellem Jylland og Sjælland. Så vi får mange besøg fra folk, der er på vej gennem landet og har brug for en kørepause.”

Sune: “Jeg savner mest den spontanitet, som er nem at have i byen – at tage en hurtig øl på Mikkeler med en ven, når ungerne er puttet. Jeg savner til gengæld ikke at gå op og ned til tredje hver dag med trætte institutionsbørn.”