Fra au pair i Paris til modefotograf i New York

26-årige Josefine Seiert laver både modeserier for danske og udenlandske brands. Her fortæller hun om vejen til sin succes – og hvorfor hun er glad for at være fra Danmark

Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

— 28. februar 2018

Hvad fik dig i gang som fotograf?

“Jeg har altid interesseret mig for billeder og film, og da jeg var yngre, lånte jeg min fars kamera. Min drøm var at rejse til udlandet og gå på kunstskole, og som 18-årig fik jeg mulighed for at arbejde som au pair hos en fransk familie i Paris. Jeg var ung og for første gang meget alene med mig selv. Det var vildt udfordrende, og selvom det virkede lidt skræmmende, så fandt jeg ud af, at jeg var god til at være alene. At jeg faktisk nød det. Jeg kunne ikke fransk, da jeg kom, og skulle på fuldtid tage mig af tre små piger på tre, syv og ni år, der ikke forstod engelsk. Jeg boede alene i en lillebitte etværelseslejlighed, et såkaldt ‘chambre de bonne’, i det 16. arrondissement cirka 40 minutter fra det 6., hvor jeg arbejdede.

Min alenetid i Paris var blandt andet med til, at jeg begyndte at fotografere for alvor. Jeg fandt et aftenkursus på Parsons i Paris, som jeg dog hurtigt droppede igen, for jeg ville bare ud at fotografere. Jeg gik lange ture og fotograferede ting, jeg så på min vej, satte mig ned og så på mennesker. Paris er så smukt og beskidt, og jeg syntes, at kontrasterne var spændende. Jeg fotograferede blomster og skrald og mennesker, men stadig mest på afstand. Nogle gange fotograferede jeg også pigerne, som jeg passede, og derfra begyndte jeg stille og roligt at interessere mig for portrætter. Jeg søgte ind på fotoskolen Fatamorgana, mens jeg boede i Paris, og startede der, da jeg kom hjem.”

Hvorfor har du valgt at flytte til New York?

“Jeg tog til New York, da jeg var 21, for at studere videre på The International Center of Photography. Skolen ligger i Midtown Manhattan under jorden, og i et helt år brugte jeg stort set al min tid der. Når jeg ikke var til time eller ude at fotografere, var jeg i mørkekammer eller scannede negativer.

Efter skolen forlængede jeg mit visum og begyndte at arbejde for en filminstruktør, der både blev en slags mentor for mig og en virkelig god ven. Han lærte mig om byen fra et andet perspektiv og introducerede mig til en masse mennesker inden for film-og kunstverdenen. Han viste mig alle smutvejene og de skjulte perler, blandt andet Anthology Film Archives, en lille biograf for independent- og avantgarde film startet af de to filmkunstnere Jonas Mekas og Stan Brakhage. Efter to år i New York var byen blevet mit andet hjem, og jeg var på det tidspunkt blevet venner med nogle virkelig inspirerende mennesker og en del af et kreativt miljø af folk, der arbejder med kunst og mode.”

Har dit syn på Danmark ændret sig, siden du flyttede herfra?

“Når jeg er i Danmark, kan det godt føles som en kontrast til den kulturelle diversitet, jeg møder i New York – på gadeplan, i subwayen, på job og generelt oplever jeg, at der bliver taget flere chancer her, og at folk tør lidt mere. Men jeg er heldig, at jeg er fra Danmark.

Det er et dejligt land, og vi har nogle gode systemer og værdier i samfundet, som man bliver ekstra opmærksom på, når man bor i USA. Der er mere luft og mere støtte i Danmark.”

Hvornår bliver modefotografi interessant?

“Det er interessant, hvordan mode og modefotografi kan afspejle en tid og en kultur, og hvordan det er med til at definere generationer. Ud fra et fotografisk perspektiv virker det, som om der er en tendens til at gå væk fra det hurtige digitale medie og tilbage til fotografi på film og håndværksarbejde i mørkekammer. Det er, som om de sidste ti år lige gik lidt for stærkt med teknologien, der udviklede sig hurtigt, og de nye muligheder, der kom med for eksempel billedbehandling. Farverne blev lidt for saturerede og lidt for syntetiske. Flere arbejder ud fra et mere naturligt udgangspunkt nu.”

Hvad interesserer dig at fotografere?

“Det er meget forskelligt. Nogle gange er det det, der sker lige nu, som føles allermest vigtigt, og som optager mig mest. Andre gange kan det være observationer af omgivelserne eller mennesker omkring mig. Jeg kan godt lide at tage portrætter af mennesker med et ærligt udtryk, men mange af mine fotografier er også mennesketomme og mere præget af en stemning.”

Hvad optager dig?

“Jeg er lige flyttet til China Town, og i øjeblikket går jeg på opdagelse i de tidlige morgentimer og sent om aftenen, hvor der er en særlig stemning. Jeg bor to gader fra East River, så jeg går tit ned og ser på vandet. Jeg elsker også at tage færgen, der går fra Wall Street til Rockaway, hvor mine venner har have og et lille hus af glas, som de har bygget. Jeg er så heldig at have flere gode venner, som jeg også kan dele mit arbejde med. En af mine veninder, Michella Bredahl, er en fantastisk fotokunstner og et af mine yndlingsmennesker, og vi kan tale om alt fra livet til billeder. Hun går på filmskolen, og jeg er vildt spændt på at se de film, hun kommer til at lave.”

Hvor står din generation stærkest?

“Der er mange inspirerende og talentfulde unge kunstnere, musikere, designere og aktivister lige nu. Det virker, som om folk arbejder mere sammen på tværs af deres fag og genrer og er bevidste om, hvad de måske kan bidrage med. Lige nu bliver der talt højt om vigtige emner, der er meget svære, som ulighed, magtmisbrug og seksualitet. Jeg synes, at der langsomt bliver skabt mere og mere plads til at alle kan være, som de er, med de forskelle, det indebærer.”

Hvor er I svagest?

“Vi er nok svagest i forhold til at være nærværende og i ægte kontakt med vores omgivelser. Iphones og sociale medier har givet vores generation nogle fantastiske forspring, men også en del udfordringer. Vi er gode til at linke ting, folk og begivenheder sammen og kommunikere hurtigt. Men nogle gange føler jeg også, at det kan være et farligt parallelunivers at leve igennem.”

Hvor ser du dig selv om ti år?

“Jeg ved det ikke. Et sted imellem New York og Danmark – måske tilbage i Paris?”

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF