11 råd fra Freja Kirk til dig

Tag imod udfordringer, forfølg dine drømme, brug de flotte glas på en kedelig mandag, og husk, at ting tager tid. Det er bare nogle af de ting, livet har lært sanger Freja Kirk, som her giver sine 11 bedste råd til dig.

freja kirk
© Lasse Mejlvang

Hør den seneste episode af podcasten Mit bedste råd med Freja Kirk her.

  1. “Lad os heppe frem for at kritisere. Det er ærgerligt, at vi ikke er blevet bedre til at bakke hinanden op og fortælle, når folk gør noget godt. Musikbranchen kan være meget konkurrencepræget, men jeg synes, at det er en langt federe følelse at glæde sig på andres vegne.”
  2. “Fordyb dig, og giv dig selv tid til det. Det er vigtigt, at vi holder fast i, at gode ting tager tid – vi skal gøre os umage og ikke være så bange for at trække os tilbage og blive glemt. Nogle af de mest geniale ting opstår i pauserne.”
  3. “Bliv bedre til og lær at rumme forskelligheder. Acceptér andre, hvad enten de har en anden seksualitet, hudfarve eller social status. Med åbenhed og rummelighed kommer vi bare længst. Vær ikke bange for at tage snakken med folk for at komme nærmere en forståelse, men husk også at uddanne dig selv først. Opsøg viden. Det er der, du starter med at vise din respekt. Jeg har det sådan, at man altid må spørge, hvis der er noget, man er i tvivl om. Det vil jeg langt hellere have, end at folk laver deres egne historier eller snakker i krogene. Du må altid være nysgerrig, men husk at være det med varme.”
  4. “Find dig til rette i dig selv. Jeg har tit tvivlet på, om jeg var god nok, som jeg var. Med tiden har jeg heldigvis lært at acceptere og holde af mig selv, men jeg ville ønske, det var sket noget før.”
  5. “Bliv ved med at udvikle dig. Tag imod udfordringer, og vær ikke bange for at springe ud i nye ting og få nye venner – det udvider din horisont, og det er så sørgeligt at gå i stå! Og så er det fedt at finde ud af, at man altså ikke behøver at blive kedelig, bare fordi man bliver voksen. Mange skemalægger alle deres dage, og så glemmer de spontaniteten og eventyret. Jeg synes, at der stadig skal være plads til en kæmpe tirsdagsbrandert efterfulgt af en sløv onsdag.”
  6. “Få gjort de ting, du sætter dig for i livet (eller i hvert fald de fleste af dem). Det er en af de bedste og mest livsbekræftende følelser at turde forfølge sine drømme. Så længe jeg kan huske, har jeg drømt om, at musikken skulle fylde hele mit liv, og at jeg ikke behøvede en side hustle for at tjene til huslejen. At stå nu ti år senere og vide, at jeg gjorde det, er den fedeste følelse nogensinde.”
  7. “Stol på det, din mave fortæller dig. Den har som regel ret.”
  8. “Brug dine flotte glas hver dag. Jeg var typen, der gik og gemte den gode flaske vin til en helt særlig lejlighed, som måske aldrig kom. Men min kæreste – nu hustru – lærte mig, at man bliver et gladere og mere sprudlende menneske af at gøre alle dage til noget specielt.”
  9. “Drop nærighed! Det er verdens mest kedelige træk. Giv, når du har, og lad være med at være nøjeregnende.”
  10. “Vær omsorgsfuld og kærlig over for de mennesker, du har i dit liv – også i de svære tider. Det er netop, når livet er hårdt, at det er vigtigt at turde være der med og for hinanden.”
  11. “Husk at tage et koldt bad hver morgen. Det giver dig en fed lussing og er den bedste start på dagen. Og mens du gør det, kan du jo tænke over mine råd ...”