Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

R1-02340-0008 © Louise Follain

French by heart

Danske Klara Kristin har arbejdet som eksklusiv model for Louis Vuitton, men er nu sprunget ud som sangerinde med et debutalbum på fransk. Costume har mødt hende til en samtale om hendes kærlighed til Frankrig og det at forfølge sine drømme og passioner.

“Som seksårig ville jeg være kok. Da jeg blev syv, ville jeg være Napoleon. Siden er mine ambitioner bare vokset,” sagde Salvador Dalí. Napoleon blev han aldrig, men som næsten 70-årig udgav han sin første kogebog. Som seksårig pige i Valby ville Klara Kristin lære fransk og synge for hele verden. Siden voksede ambitionerne ikke som Dalís, men forsvandt i en hård teenagetilværelse med en alkoholiseret far, efterfulgt af en fremadstormende modelkarriere. Indtil barnedrømmen begyndte at røre på sig, og Klara tog det endelige skridt, flyttede til Frankrig, lærte sproget og genoptog musikken. 16. september 2020 udkom hendes første album Lullaby and Drum Machine, og Dalís kogebog fra 1973 er en af inspirationskilderne. Tilpas dekadent, surrealistisk og frankofil, præcis som Klara Kristin selv.

“Selvom jeg er født i Danmark, får jeg altid en følelse af at være kommet hjem, når jeg træder ud af flyveren i Paris”

I 1960’erne tog Klara Kristins mormor og morfar fra Danmark til Paris. Tiltrukket af det kreative miljø bosatte de sig her med deres søn og datter og fik yderligere tre døtre. To af børnene blev i byernes by, tre af dem flyttede til København. En af dem var Klara Kristins mor. Det var derfor et tilfælde – eller snarere en dansk ungdomsforelskelse mellem hendes mor og far – der afgjorde, at Klara i 1992 og hendes søster fire år senere blev født i Danmark frem for Frankrig.

Men allerede som barn følte hun, at det ikke burde være endt med det udfald. At hun hører hjemme i Paris:

“Siden jeg var helt lille, drømte jeg om at tale fransk som mine fætre. Når de snakkede, prøvede jeg altid at efterabe dem, og hver gang vi var i Frankrig, følte jeg mig bare mere tilpas. Selvom jeg er født i Danmark, får jeg altid en følelse af at være kommet hjem, når jeg træder ud af flyveren i Paris. Sådan har jeg aldrig haft det i Kastrup,” siger model og sangerinde Klara Kristin, 27 år, da vi en regnfuld julimorgen ‘mødes’ over en Skypeforbindelse.

Iført en farvestrålende skjorte fra Emilie Helmstedt og med en kop friskbrygget espresso fra en sekskantet aluminiumkande sidder hun i sit hus i Montreuil, der grænser op til Paris. Hun har boet i byen de seneste 2,5 år. En beslutning, hun tog som 24-årig, da hun med egne ord var blevet moden nok til at vide, hvad der er op og ned.

“Det var i en periode, hvor jeg rejste rigtigt meget som model. Hver gang jeg kom tilbage til København, følte jeg mig som ...,” hun trækker lidt på det, som udlandsdanskere ofte gør, hvis de har en hverdag præget af ikke-danske ord og vendinger.

Det franske ord ligger tydeligt på tungen, hun kan bare ikke komme i tanke om det danske. Hun trækker på skuldrene og fortsætter: “... en ordløs kylling, er lige den bedste måde, jeg kan sige det på. Min logiske hjerne sagde: ‘Klara, du er født i Danmark, så du bør føle dig hjemme her’, men det var i Paris, jeg havde det sådan. Så til sidst valgte jeg at flytte permanent herned. Det er en kæmpe forløsning. En følelse af at kunne samle mig om, hvad jeg egentlig vil,” siger Klara og smiler under sit signifikante page-pandehår.

Bag hende står et brunt klaver. Som en manifestation over, hvad hun gerne vil bruge sin energi på:

“Alle mine pigedrømme kom tilbage, da jeg flyttede herned. Min passion for at lære fransk genopstod, og jeg fandt hurtigt ud af, at ordene satte sig bedre fast, hvis jeg sang dem. Så jeg begyndte at spille klaver og synge. Det var min store interesse som lille, men i mine teenageår blev jeg forvirret og var i tvivl om, hvem jeg var, og hvad jeg ville. Så jeg havde fuldstændigt glemt, hvad musikken betød for mig, før jeg tog den op igen,” siger Klara, der efter en barndom med masser af sang og kreativitet fandt det utroligt svært at passe ind som teenager.

Utryg barndom

“Er du Vimmersvej, jeg er glad for, at jeg er over den alder. At gå fra barn til ung var for mig som at træde ud af en legeboble og blive mødt af en meget hårdere, mere uretfærdig verden. Samtidig var min far meget syg, han var alkoholiker, og han døde senere af det. Det var enormt udfordrende at have en alkoholiseret far, da sygdommen gjorde ham personlighedsforstyrret. Jeg vidste aldrig, hvem jeg talte til: Er det alkoholikeren eller min far?,” siger Klara og fortæller, at Tuba, som tilbyder gratis hjælp, rådgivning og terapi til unge, som er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug, hjalp hende enormt.

“Det er en arvelig sygdom, så jeg er selv meget opmærksom på mit alkoholforbrug og mine vaner. Alkoholisme er en af de eneste sygdomme, hvor offeret ikke selv har lyst til at blive behandlet, hvilket gør den enormt kompleks. Sygdommen er ekstremt farlig, da den udvikler sig langsomt over 10-30 år, og først når offeret er langt inde i misbruget og har bygget hele sit liv op omkring det, bliver sygdommen tydelig for omverdenen, og der er det ofte for sent at redde vedkommende. At komme ud af misbruget handler ikke blot om at blive clean, det kræver, at man lægger hele sit liv om, hvilket kan føles ensomt og angstprovokerende. Den bedste måde at redde sig ud af alkoholismen er derfor at reagere tidligt. Hvis man har på fornemmelsen, at en pårørende eller en selv bevidst eller ubevidst planlægger sit liv rundt om alkohol, bør man efter min mening allerede reagere, selvom personen stadig virker rask og funktionel, fordi det netop er her, at personen kan reddes,” siger Klara, der i sine teenageår mærkede en konstant følelse af utryghed over den ustabilitet, som hendes fars misbrug førte med sig i hjemmet.

“Jeg ved ikke, om det gælder alle teenagere, men jeg oplevede i hvert fald, at det var en alder, hvor hverdagen og verden føltes meget usikker, og det, kombineret med, at jeg manglede en tryg base i mit hjem, gjorde, at jeg mistede kontakten til mig selv i de år. Og jeg skulle åbenbart til Paris for at finde den igen,” siger hun.

“Jeg var meget nervøs i starten, men de blev ved med at sige, at det lød godt”

Klara Kristins dobbeltside

Efter flytningen til Paris begyndte Klara Kristins franskundervisning. Fra internettets uudtømmelige arkiver fandt hun gamle sange frem, som hun lærte både tekst og akkorder på. Sangskatte fra blandt andre Brigitte Bardot, Françoise Hardy og Serge Gainsbourg genopstod i det fleretagers gamle hus i Montreuil, som Klara deler med sin moster. En dag sad hun med sin fætter i stuen og sang den franske bossanova Jardin d’hiver af Henri Salvador. Fætteren spillede guitar til, og de syntes, at det lød så godt, at de optog en video, som de lagde op på Klaras Instagram. Kort efter blev hun kontaktet af to forskellige producere. Den ene var Jonathan Bremer, som mange kender som den ene halvdel af det danske band Bremer/McCoy.

“Han spurgte, om jeg ville lave et album kun med franske sange sammen med ham og guitaristen Johannes Wamberg. Det havde jeg slet ikke regnet med. Det var jo bare en afslappet video, vi havde lagt op, og jeg har hverken uddannelse eller erfaring som sanger, så at sådan en anerkendt, dygtig musiker og producer kontaktede mig, var virkelig vildt. Jeg var meget nervøs i starten, men de blev ved med at sige, at det lød godt,” siger Klara.

Og det gør det. På sit album Lullaby and Drum Machine synger Klara med en drømmende fransk lethed, der vil sende selv den mindst frankofile lytter direkte til en fortovscafé i Marais – i selskab med et glas rødvin, en cigaret og byens evigt tilstedeværende kulturelle historie. Hvilket er præcis, hvad teamet bag albummet – der udkom på vinyl – har villet opnå.

“Jeg er jo mega frankofil, så jeg vil selvfølgelig gerne dele den passion med alle andre. Nu har jeg jo et link mellem Danmark og Frankrig på grund af min familiehistorie, men generelt oplever jeg, at der er et meget stærkt forhold mellem de to lande. Tænk bare på, hvor godt placeret den franske ambassade ligger i Danmark,” siger hun om den prominente placering på Kongens Nytorv. Hun griner og tilføjer:

“Vi er gået efter ikke alt for kendte sange. Det skulle være numre, der havde brug for nyt liv, for flere lag, og selvom det er mig, der synger og er i front på coveret, handler det her album ikke kun om mig. Det handler om fransk musikhistorie. At finde nogle perler, der har betyder meget, men som måske er lidt glemt. Derfor håber jeg også, at et fransk publikum vil høre det.”

Første del af albummet blev til i juni sidste år, hvor Klara var i Danmark for hver anden dag at mødes med Jonathan og Johannes i studiet. Her indspillede de seks franske covers. Hun troede, at de skulle fortsætte, hvor de slap, men da hun kom retur to måneder senere for at indspille anden halvdel, foreslog Jonathan at slå en elektronisk trommemaskine til ... Bum, bum, bum – og det hele lød pludselig anderledes.

“De her lullabies er meget jazzede, men da han satte trommer til og hev en elektrisk bas frem, blev sangene pludselig meget mere up-beat og groovy. Det var superfedt. Derfor har albummet en A-side og en B-side, den ene rolig og feminin, den anden mere vild og vovet. Jeg kan nok genkende mig selv i begge sider, jeg har en indre grandma, som bliver hjemme hele weekenden for at spille klaver og drikke te i min natkjole, og samtidig er jeg en tomboy, som elsker at udforske verden,” siger Klara og forklarer, at da de skulle finde på et navn til albummet, blev de enige om bare at kalde det, hvad det var: Lullaby and Drum Machine.

Parløb med Louis Vuitton

Un timing parfait. Det er, hvad det var, da Klara for 2,5 år siden valgte at flytte ‘hjem’ til Paris og kort efter blev signet af det franske modehus Louis Vuitton som en af deres eksklusive modeller, hvilket måske bedst kan forklares som en husmodel. Altså en model, der kun laver arbejde for ét modehus. For den tidligere berejste Klara Kristin betød det et par rolige år med få, men imponerende jobs. En stabilitet, man sjældent møder i hendes branche.

“Det har været rigtigt rart. Cirka to dage om ugen har jeg taget metroen ind til Pont Neuf, og jeg kender folk på alle etagerne. Jeg har et familiært forhold til Nicolas (Ghesquière, chefdesigneren for brandets kvindelinje, red.) og de andre, så det gør lidt ondt, at budgettet grundet corona har ændret sig, så huset ikke længere har råd til at have os modeller eksklusivt. Nu skal jeg igen ud til alle mulige andre brands, men jeg er meget taknemmelig for tiden hos Louis Vuitton, for den har betydet, at jeg samtidig kunne koncentrere mig om at lave min musik,” siger Klara.

Fra at have brugt størstedelen af sin tid på sets til kampagneskydninger og shows er musikken de seneste år blevet en større og større del af Klaras hverdag. Der kan gå weekender, hvor hun helt tranceagtigt sidder ved sit klaver og slet ikke kommer uden for døren eller ser sine venner, familie eller kæreste. Sidstnævnte er musikeren Ulysse Cottin, der spiller i bandet Papooz. Parret har været sammen i lidt over to år, og når de ses, lytter de enten til musik, spiller musik sammen eller ser dokumentarer om musik.

Klara kalder Ulysse definitionen på en franskmand. Høj med langt brunt pandehår og næsten altid klædt i et jakkesæt tilsat et mønstret tørklæde. Tilpas dekadent til Klaras frankofile hjerte. Et hjerte, der slog dobbeltslag, da hendes mor forleden sagde, at hun slet ikke kunne høre Klaras danske accent på Lullaby and Drum Machine.

“Det kan man, når jeg taler, men på albummet er det svært. Jeg tror, det skyldes, at jeg har hørt ordene gennem sangene. Derfor har jeg lært den rigtige udtale. Men der har da været fejl. Hvor vi troede, vi havde den, men så spillede jeg det for mine mostre, som sagde: ‘Ej hvad er det, du siger der?’ Og: ‘Hvor er det nuser, at du lægger så meget tryk på dét ord’. Vildt irriterende,” siger hun grinende.

“Selvom jeg er vant til at være frontfigur for en masse ting, er jeg ikke vant til, at det er så personligt”

Fransk fundament

Fordi Klara udgiver albummet selv, har hun også skullet stå for alt det rundt om udgivelsen. Artwork, musikvideoer, grafik, promotion – opgaver, et pladeselskab normalt ville tage hånd om. Og selvom hun har stået foran flere kameraer end de fleste, måtte hun trykke 64 gange på knappen i den lille fotoboks på en gade i Paris, før hun syntes, at hun havde det helt rigtige sort-hvide pasportræt til albumcoveret.

“Måske er det derfor, jeg er så nervøs for at skulle udgive det. For selvom jeg er vant til at være frontfigur for en masse ting, er jeg ikke vant til, at det er så personligt. Som model er jeg altid puttet ind i en eller anden artdirector eller fotografs vision, nu er det bare mig.”

Det er ikke, fordi der ikke har været pladeselskaber, som har vist interesse. Klara har været til møde med både det parisiske indielabel Because Music og med Sony. Sidstnævnte langede deres standardkontrakt over disken, som Klara nægtede at underskrive, fordi den med hendes ord var superuretfærdig. Og jo mere hun gik til samtaler, desto tydeligere kunne hun mærke, at hun skulle gøre det selv. Ikke gå på kompromis:

“Jeg har ikke lyst til at blive forhastet ind i en pengemaskine, som ofte dræber enhver form for personlighed. Alt for ofte handler det om at lave profit i kroner og øre, antal streams og likes. Jeg synes, det er vigtigt at skabe værdi på andre måder, gå ned i tempo, kæle for detaljer og de små glæder. Skabe noget kvalitativt, tidløst og meningsfuldt i stedet for at ende som en stresset døgnflue.”

Og så skal vi tilbage til Salvador Dalí. Den franske surrealist med de høje ambitioner gjorde nemlig aldrig det, gik på kompromis, om det var med sin kunst, sin livsstil eller sine berømte middagsselskaber. Som er præcis den slags fest, Klara Kristin vil holde på Café Intime på Frederiksberg, når albummet udgives – noget, hun selvfølgelig også selv står for, hvorfor hun for tiden nærstuderer Les Dîners de Gala, Dalís berygtede og sagnomspundne kogebog, hvor hummer, lammehjerne og kaviar serveres på groteske mængder ædelmetaller, og vinen i sirlige krystalkarafler:

“Den skal bare have fuld skrue på det frankofile. Tårn af macarons, champagne, der flyder fra glas til glas, store fade med snegle. Overdekadent med mine sange i baggrunden,” siger Klara med øjne, der lyser i Trikolorens skær.

Paris mon amour

I samråd med lokale venner er Klara kommet frem til fem insidertips til Paris, der med hendes ord ville danne rammen om den bedste weekend.

1.“Når det gælder vintageshopping, vil jeg anbefale loppemarkedet Les Puces de Vanves. Kom klokken 8 lørdag morgen, de lukker allerede kl. 13, og du finder mest guld tidligt på morgenen. De har også åbent søndag. Alle tror, de skal tage til loppemarkedet Saint-Ouen-Sur-Seine i Nordparis, men det er blevet alt for dyrt og meget turistet, så nu tager pariserne til Vanves. Hvis man endelig vælger at tage til Saint-Ouen-Sur-Seine, er der dog en stand, som jeg elsker. Den ligger i den sektion, der hedder Le Passage, og her har jeg fundet mange skatte til rimelige priser.”

2.“For en lille bid mad og et glas naturvin, skal man besøge Le d’Argout, en tapasbar på en lille sidegade til rue Montmartre. Alt, de serverer, er så lækkert, og det unge par, der står bag, er virkelig søde. Sidst jeg var der, fik jeg en fantastisk rå rødbedesalat og burrata, leveret fra Italien. Hvis man er til asiatisk mad, så prøv Le Café Chinois i Marais.” 69 rue d’Argout.

3.“Jeg elsker at gå i parker, og en af mine favoritter er Parc Buttes Chaumont. Meget vild park med et fake vandfald og masser af niveauer med små gange og smukke, store træer. Man finder også nogle caféer derinde, hvis man vil have en kaffe eller te.”

4.“Besøg Musée de Montmartre. Smukt museum og have.” 12 Rue Cortot.

5.“Hos Fragments laver de virkelig god kaffe. De serverer også mad og meget lækre kager. Mums.” 76 Rue des Tournelles.

Mere om Interview? Få Costumes nyhedsbrev