“Fuck Janteloven, virkelig”

“Jeg har kunnet mærke, at de ikke havde nogen som helst idé om, hvad de egentlig gik ind til. De ville kun signe mig, så jeg kunne blive modelleret om til at passe ind i den form, de gerne ville have. De havde ikke engang sat sig ind i, hvilken type musik jeg laver, men havde bare en vision om mig, som jeg skulle indrette mig efter – at jeg skulle rappe på dansk for at make it,” fortæller hun.

“Det har virkelig krævet af mig, at jeg har kendt mit værd, haft ben i næsen og turdet stå fast på, hvad der er det rigtige for mig. Derfor er jeg også glad for, at jeg først begyndte at rappe for et par år siden. Den yngre Feven havde ikke kunnet klare det. Industrien ville have spist mig levende. Det gør mig ikke ked af det, at det er sådan, men irriteret. I vil have mig, men I vil ændre på mig?” spørger hun skeptisk.

For FVN har musikken og det engelske sprog altid hængt uløseligt sammen. I barndomshjemmet, som lå i en lejlighedsbygning på Amager med en basketbane i gården, bølgede sange fra Tupac og Bone Thugs-N-Harmony ud af højttalerne, og sammen med veninderne dagdrømte hun sig ind i paralleluniverser, hvor hun og de andre indtog pladserne bag mikrofonerne i TLC og Destiny’s Child.

“Jeg ville ikke kunne rappe ordentligt, hvis jeg gjorde det på dansk. Jeg udtrykker mig ikke lige så godt, som jeg gør på engelsk, og så ville pointerne falde til jorden,” siger FVN.

“Jeg har studeret engelsk på Københavns Universitet, jeg har altid talt engelsk med mine veninder, jeg lytter stort set kun til engelsksproget musik og har altid gjort det. Det er bare det, der er mest naturligt for mig, så hvorfor skulle jeg lave om på mig selv bare for at passe ind i andres vision om mig?”

Det lader også til, at FVN gør noget rigtigt. I 2020 blev to af hendes singler nomineret til Ugens Bobler på P3, og med hittet Work indtog hun en fast plads i top 3 på P3 Listen fem uger i streg hen over efteråret. I oktober udgav hun debut-EP’en Twenty Sexy Playlist, som fik anmelderne til at kaste rosende ord efter hende, og i starten af 2021 blev hun nomineret til Gaffa-prisen Årets nye danske navn.

“Det er så vildt, og det gør mig så glad. Jeg rødmer helt bare ved tanken om de seneste år og alt det, der er sket, og som kommer til at ske. Og det viser jo, at hvis folk giver mig en chance, så skal det nok lykkes. Jeg ved det – Danmark er så klar til FVN,” siger hun, og hun smiler bredt, mens hendes kinder rigtigt nok begynder at blusse.

“Det næste år byder kun på endnu mere god musik, gode deals og vilde collabs. Tro mig: Om et år ved alle i landet, hvem FVN er,” siger hun.

Alarmen lyder klokken kvart i fem på Fevens soveværelse de fleste morgener. Mens størstedelen af Amager stadigvæk sover, står hun op og træner, inden hun cykler fra sin lejlighed til den institution for børn med indlæringsvanskeligheder, hvor hun i dagtimerne arbejder som pædagogmedhjælper. Resten af døgnets vågne timer er dedikeret til at være FVN, hvor hun indspiller musik, har møder eller giver interviews. Et travlt dobbeltliv, hvor hun skifter mellem at være Feven og FVN – om og om igen.

“Det er virkelig hårdt, men jeg elsker det. Det er fedt, at kontrasten er så stor – hvis jeg arbejdede et sted, hvor jeg også skulle performe, så ville maskinen overloade. Og hvis jeg skal have tid og penge til at lave musik lige nu, så skal jeg have et job, hvor jeg har nogle helt faste rammer og har fri, når jeg har fri. Når jeg cykler fra institutionen, er jeg ikke længere Feven, pædagogmedhjælperen – så er jeg FVN med det samme,” siger hun, mens to guldkæder – en med hendes borgerlige navn, en med kunstnernavnet FVN – glimter om hendes hals.

Lige nu, mens vi sidder midt i interviewet, er hun FVN. Men arbejdstøjet, som hun har på – blå jeans, en sort T-shirt, en halvlang cardigan og sneakers – er langt fra de outfits, man ser i hendes musikvideoer: fulde latex-ensembler i sort og pink, hvidt blondelingeri, oversized hoodies og store frakker af syntetisk pels.

“Det her er ikke FVN,” siger hun og fører sine hænder ned over sin krop.

“Til hverdag går jeg meget skandinavisk klædt, ikke noget med latex, korte nederdele og push-ups. Men det er også en del af mig – FVN er 100 procent mig, og der er intet, der er opdigtet. Jeg har altid været meget inspireret af amerikansk musik, så jeg tror, at det er meget naturligt, at jeg også har adopteret en del af stilen derfra som mit performer-kostume,” siger hun.

For FVN er det ikke bare et visuelt udtryk, som står alene. Hendes musik er en hyldest – til hende selv, hendes venner og veninder, lytterne og alle dem, der har brug for at høre, at de kan og skal se ud, lige præcis som de har lyst til.

“For mig viser det, at jeg er fierce. Jeg går meget op i, hvordan jeg ser ud, og det er vigtigt for mig, at budskabet i mine sange og budskabet, jeg sender gennem mit tøj, hænger sammen,” siger hun.

“Jeg vil ikke sige: ‘bad bitches put your hands on your knees’ og så ikke have noget tøj på, som jeg ellers ville have på, når jeg tager på klubben og ryster røv. Jeg ved, at der er en stor risiko for, at nogen dømmer mig – også selvom rapmusik efterhånden er så udbredt, at det ikke er chokerende at se en kvinde klæde sig udfordrende i en musikvideo. Det er vigtigt for mig at vise, at man som kvinde kan klæde sig, lige præcis som man man vil. Fuck janteloven, virkelig. Man skal bare være sig selv,” siger hun.

Budskabet i FVN’s musik er klart. Hun beskriver sit univers som ‘bad bitch anthems’: Den slags sange, som får dig til at lægge stress, bekymringer og dårlig selvtillid væk for at omfavne dig selv og få hver dag til at føles som en fest. For FVN ved godt, hvordan det føles ikke at tro på sig selv.

I skoletiden på Amager var hun aldrig den, de andre ville lege med. Og det satte et spor af usikkerhed i hende, som hun har brugt mange år på at gøre op med.

“I de mindre klasser i folkeskolen blev jeg mobbet. Jeg ved ikke engang hvorfor; de andre syntes bare, at jeg var irriterende og tyk, tror jeg. Jeg var rigtigt hård mod mig selv – jeg var overvægtig og følte ikke, at jeg var pæn nok og så ud, som man skulle. Det var ikke særligt sejt at være mig; at være thick, sort og have en stor røv. Jeg spillede også håndbold, og jeg var den eneste sorte pige på holdet, mens alle de andre var de her helt tynde skandinaviske piger. Jeg var curvy, og det var bare overhovedet ikke in dengang, som det er i dag. Jeg følte mig altid som outsideren,” fortæller hun.

Mobningen var nogle gange så slem, at Feven kom grædende hjem fra skole. Det skete også en dag, da Feven var 11 år gammel, og hendes storesøster, Helen, hev hende med ind på sit værelse, låste døren og sagde: ‘Hvad så, hvis de ikke vil lege med dig? Du vil heller ikke lege med dem, for du er bedre end dem. Hvorfor skulle du hænge ud med dem, når de gør dig ked af det?’

“Det ændrede noget i mig. Det er svært at sætte en finger på, hvad der skete, men jeg kan tydeligt huske, at jeg kiggede mig selv i spejlet en dag og sagde højt: ‘Og hvad så, hvis du ikke er alt det, folk gerne vil have? Der er så meget ved dig, som folk godt kan lide!’ Og så udviklede jeg mig lige så langsomt fra det – jeg gad ikke være venner med dem, der gjorde mig ked af det. Jeg fik nye venner uden for klassen, og det gav mig en masse selvtillid omkring, at det ikke var mig, der var forkert,” siger hun.

Kvindelige rappere bliver nedprioriteret
Imens var de sociale medier godt på vej til at blive allemandseje, og FVN så på, mens nogle af hendes største forbilleder som Nicki Minaj og Beyoncé indtog platformene. Da hun var 19, startede Feven også selv en YouTube-kanal som en hyldest til sig selv – med menneskelige uperfektheder og det hele. Hun kaldte den Feven’s Fab Flaws. Her uploadede hun vlogs og videoer om sine rejser, skønhedstips og den eritreanske kultur, som hun havde lært om fra sine forældre, der flygtede fra landet, før Feven kom til verden.

“De sociale medier og den plads, sorte kvinder har taget dér, har uden tvivl også gjort enormt meget for min selvtillid. Endelig var der nogen, jeg kunne spejle mig i. Jeg så, hvor seje de var, og lige så langsomt begyndte jeg at udvikle en ‘I don’t give a fuck’-mentalitet og fokusere mindre på de ting, jeg ikke kunne lide ved mig selv, og mere på de ting, jeg godt kunne lide. Måske kunne jeg ikke lide, hvordan min mave så ud, men så kunne jeg godt lide min personlighed. Når man gør det længe nok, lærer man efterhånden at elske sig selv,” siger hun.

Derfor er grundessensen i alle FVN’s sange også, at man skal omfavne sig selv – hele sig selv. For eksempel i tracket Work, der er skrevet som en hyldest til LGBTQ+- og BIPOC-miljøet og opfordrer alle til at elske sig selv og andre – uanset hvem folk er tiltrukket af, eller hvilken hudfarve de har.

“Jeg ved godt, hvordan det føles at have det dårligt med sig selv, og hvor meget det betød for mig at have nogle forbilleder at spejle mig i. Derfor er det absolut også vigtigt for mig at lave noget, som andre måske kan spejle sig i. Det er mit ultimative mål med min musik, at andre kan få det godt med sig selv ved at lytte til den. Det handler om at være ‘that bitch’ og bare elske og være sig selv 100 procent – at slippe alle negative tanker og have det fedt.”

Netop det budskab – at kende sit eget værd – er kun blevet vigtigere for Feven, siden hun er trådt ind i det danske musiklandskab. Især fordi hun er kvinde og flere gange har oplevet at føle sig nedprioriteret alene på grund af sit køn. Det mærker hun for eksempel, når hun læser en klumme om ny dansk rap, og hverken hun eller andre kvindelige kunstnere bliver nævnt, mens en masse mandlige rappere gør det. Eller når hun – og andre kvinder – bliver sammenlignet og sat op imod hinanden i anmeldelser og interviews, mens mændene i højere grad bliver betragtet som individuelle kunstnere. Oplevelser, hvor FVN ikke føler, at man har anerkendt hverken hendes eller andre kvinders talent og plads i musikindustrien.

“Min opfattelse er generelt, at mænd har det meget lettere end kvinder i den danske musikindustri. De bliver meget hurtigere accepteret og bliver slet ikke sammenlignet på samme måde, som kvinder gør det. Jeg kan nævne de 10 første mandlige danske kunstnere, som både ser ens ud og laver ens musik, og det er der ingen, der kommenterer. Samtidig føles det, som om jeg og andre kvinder skal kæmpe om, hvem der får lov til at optage den ene plads, der åbenbart er til kvinder på musikscenen, mens der er et uendeligt antal pladser til mændene. Man ville aldrig sammenligne to rockbands på samme måde, som man sammenligner to kvindelige artister,” fortæller hun.

Det skete blandt andet, da FVN i slutningen af september 2020 lagde sin vej forbi DR Byen for at være med i programmet Pelle Peter på P3. Efter hun havde leveret en liveoptræden, væltede sms’erne fra lytterne ind – blandt andet en, hvor der stod, at hun fik en af Danmarks største kvindelige rappere lige nu, Tessa, til at ligne en amatør. Og det er bare ét eksempel på den række af sammenlig- ninger med andre kvindelige kunstnere, som FVN har hørt.

Jeg spørger hende, hvorfor hun tror, at det forholder sig sådan. FVN fæstner blikket på et punkt i loftet over os. Er stille, mens hun tænker.
“Jeg ved det virkelig ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne, men jeg kan ikke give ét eneste godt bud på, hvorfor det forholder sig sådan. Det er bare sådan, det er, og det er jo så forkert,” siger hun.

“Jeg støtter alle kvindelige artister, og jeg har under flere interviews skullet forsvare både mig selv og andre, fordi vi bliver sat op imod hinanden. Hver gang tænker jeg: ‘Hey, vi behøver slet ikke at gøre det dér’. Det er jo langt ude. De andre er virkelig gode til det, de gør, og jeg er virkelig god til det, jeg gør – også selvom vi måske minder en lille smule om hinanden. Folk skal forstå, at man godt kan rose en kvindelig artist, uden at det skal være på bekostning af en anden. Der er der ingen grund til, og det er så langt fra det budskab, jeg gerne vil viderebringe med min musik,” siger hun.

Et skjult talent
Mikrofonen foran hende ser faretruende nøgen ud, og hun kan høre antydningen af sit hjerte, der hamrer tungt i brystet. Året 2018 er ved at gå på hæld, og Feven befinder sig for første gang i sit liv i et lydstudie. Det er hjemme hos vennen og produceren John Vincent i København, og Feven er her, fordi han skal bruge en kvindelig rapper til et vers på sangen Spinach med Alonzo Brookz.
Feven og John Vincent arbejdede på det tidspunkt sammen i en skobutik i København, og på et tidspunkt spurgte han hende, om hun lavede musik. Efterfølgende prøvede han at overtale Feven til at komme med i studiet, men hun ville ikke. Hun var jo ikke rapper – hun kunne bare citere og efterligne de rim, som rapperne leverede på deres hits, der blev spillet konstant på radiostationerne.

Men nu står Feven alligevel her, foran mikrofonen i den trange, lydtætte boks. John Vincent fik i sidste ende overtalt hende, og hun har brugt den seneste time på at skrive sit allerførste vers.
Beatet begynder. Feven kigger ud på sin fætter, som er taget med i dagens anledning, og John Vincent, som står uden for boksen, og tager en dyb indånding. Og så sætter hun i gang: “Who is she? This is me // Probably seen me on my vlog and shit // Baddest in the game, the one ya misses wanna kick it with ...”

“Jeg gad godt finde den første optagelse fra dengang, for jeg må have lydt som en lille forskræmt pige, der læste op fra et papir. Men efter et par forsøg kørte det bare, og jeg var totalt stoked bagefter,” siger FVN.

Et par måneder senere var hun tilbage i John Vincents studie, hvor hun på én enkelt dag både skrev og indspillede sin første sang, Mad Ting. Og det var dér, det for alvor gik op for FVN:
“Én ting var, at jeg havde kunnet finde ud af at skrive ét enkelt vers og få ting til at rime. Men at jeg kunne skrive min helt egen sang med omkvæd, vers, hele baduljen, det var vildt. Det var som at opdage et skjult talent, som jeg ikke anede, at jeg havde,” siger hun.

Men selvom både John Vincent, FVNs fætter og hendes venner sagde til hende, at rappen var hendes kald, havde FVN selv svært ved at indse det. Hun havde egentlig taget en beslutning om, hvordan hendes livsbane skulle se ud derfra: Hun var godt i gang med at læse en bachelor i engelsk på Københavns Universitet, og tanken om at rejse rundt og optræde i hele Danmark, indspille musikvideoer og møde nogle af Danmarks største pladeselskaber var ikke en del af planen.

“Jeg er ikke en person, der gør ting halvt. Jeg kan ikke lide at tage forhastede beslutninger, for jeg vil gerne spille mine kort rigtigt. Og når jeg så endelig beslutter mig for at gøre noget, så gør jeg det hundrede procent. Men jeg kunne mærke, at det trak helt vildt i mig for at komme i studiet igen – meget mere end at være til forelæsninger på universitetet – og så var beslutningen ligesom taget,” siger hun.

Feven gjorde sin bachelor i engelsk færdig. Mest for at gøre sine forældre stolte, fortæller hun. De er begge født og opvokset i Eritrea, og de har altid understreget over for Feven, hendes to brødre og hendes søster, at det er vigtigt, at man har ‘noget at falde tilbage på’.
“Når du kommer fra ingenting, vil du gerne give dine børn alting, og derfor har de altid opfordret mig og mine søskende til at sikre os selv, så vi ikke ender på gaden. ‘I er unge, I er kloge, I skal gøre det’, har de altid sagt til os. Men jeg har altid haft en eller anden følelse af, at det ikke var mig. Jeg vidste, at jeg skulle være nogen, at jeg skulle udrette noget stort, jeg vidste bare ikke hvad – lige indtil jeg fandt rappen, og det så føltes, som om det slog klik,” siger hun.

Hvordan reagerede dine forældre så, da du sagde, at du ville være rapper?
“Først syntes de, at det var lidt mærkeligt. Jeg tror ikke helt, at de forstod det – lidt ligesom da jeg startede min YouTube-kanal og filmede mig selv, og de spurgte: ‘Hvorfor taler du ind i et kamera? Hvem kommer til at se det?’ Men mine forældre har lært mig at stole på mig selv. Og siden de så, hvor passioneret jeg er med hensyn til rappen, så har de ikke været andet end støttende. Og virkelig stolte af mig,” siger FVN.

I 2021 er planen at erobre Danmark. Derefter venter hele Europa, og måske vil hun en dag indtage hitlisterne i USA. Men som FVN selv siger det: Hun tager ét kontinent ad gangen.