Ganni-designer: Sådan ser københavner-pigen ud

Ditte Reffstrup, kreativ direktør i Ganni, har fundet formlen på danske kvinders stil. Her deler hun sin indsigt i mode og succes

© Philip Ørneborg

Mode- og designinteresserede fra hele verden har lige nu fokus på Danmark, og derfor er det nye Costume dedikeret til de stilfulde danske kvinder. I magasinet kan du blandt andet møde tre af de kvindelige danske designere, der har sat internationalt aftryk. Herunder får du en smagsprøve, når Gannis Ditte Reffstrup fortæller om dansk mode, københavnske kvinder og succes.

HVORDAN OPLEVER DU INTERESSEN, DER ER FOR DANSK MODE LIGE NU?
“Der er en massiv forskel, fra da vi startede i 2009. Dengang indførte Nicolaj en tradition med, at vi holdt middage hjemme hos os under modeugen for den internationale presse og indkøbere, men i starten kom der ikke andre end os selv. Her i august var vi så 95 til middag i vores have. Til at begynde med fløj vi de vigtigste indkøbere til landet. I dag kommer de af sig selv. Set med internationale øjne er her sådan helt sødt og smølfeagtigt – arbejdsliv og privatliv yder sammen, og vi cykler bare fra det ene til det andet med ungerne i vognen. Det ligner det lykkelige liv. Oveni ser man utroligt mange ne, danske piger, når man går ned ad gaden. Så jeg tænker, at hele pakken fremstår eventyragtig.”

HVORDAN SER KØBENHAVNER-PIGEN UD I DIN OPTIK?
“For mig er det mere vores henslængte og skødesløse tilgang til mode, der skiller sig ud. Danske kvinder kender sig selv, og vi mikser tingene og skaber kontraster i stedet for bare at se et look i magasin og så tage det på.”

HÆNGER UDLANDETS OPFATTELSE AF VORES STIL SAMMEN MED VORES EGEN?
“Vi skabte Ganni, fordi jeg ikke kunne genkende mig selv og de piger, jeg kender, i det tøj, man kunne få dengang. Danmark havde ikke så meget at byde på dengang, og den internationale opfattelse af den danske pige var, at vi var enten meget bohemede eller helt androgyne og minimalistiske i vores stil. Det gav slet ikke mening i forhold til, hvordan jeg selv og mine venner så ud. Nu er der kommet mange flere mærker til, og i forhold til modeugen er der plads til både store og små mærker. Stilmæssigt har udlandet for alvor fået øjnene op for blandingen af blomsterprint og farver og de regelbrud, som er en stor del af den danske piges stil-dna i dag. Det hele er så sprudlende og boblende nu – også vores møbelbranche er god til at mikse nye farver og former sammen med helt klassiske design, og det tror jeg, er meget inspirerende, når man kommer udefra.”

HVORNÅR VIDSTE DU, AT I HAVDE FAT I DEN LANGE ENDE? “Da vi lavede vores første show, tennis-showet i august 2014, blev den tidligere fashion director hos Mytheresa.com interviewet til Tv avisen. Han kaldte vores show storslået. Det blev jeg ret duperet over og tænkte, at så måtte vi have fat i noget. Derefter købte de ind fra kollektionen, og jeg tænkte: ‘Tænk, at vi kommer ud over landets grænser’.”

HVORDAN HÅNDTERER DU SUCCES? “Jeg har en regel om, at jeg aldrig læser eller ser noget om mig selv, fordi der sikkert kommer en dag, hvor det hele ikke går så godt. Hvis man læner sig tilbage og synes, at man selv er for fed, går det bare galt. Da jeg var barn, spillede jeg meget fodbold, og på et tidspunkt vandt vi alle kampe, der er i Jylland. Så begyndte vi at skippe træning, og så lige pludselig tabte vi til et dårligt hold. Det sidder i mig, så det første, jeg tænker, når jeg har afsluttet et show, er: ‘Hvad vi skal lave næste gang?’.”