
Gigi Hadid: “Ingen er perfekte, heldigvis”
“For et år siden sagde de, at jeg var for tyk. Nu siger de, at jeg er for tynd. Altså hold nu op!” Vi har mødt supermodellen Gigi Hadid til en snak om selvkritik, handlekraft og træning
Af — 11. april 2017Kvinder er for kritiske over for sig selv og hinanden. Det er et af budskaberne i Reeboks kampagne, #Perfectnever, med Gigi Hadid i front. Og selvom det kan synes ironisk, at en topmodel skal fortælle os andre om at bekæmpe skønhedsnormer, så slog Gigi Hadids refleksioner over omverdenens kritik igennem som en boksehandske, da vi mødte hende til lanceringen af kampagnen i New York.
HVAD BETYDER TRÆNING FOR DIG?
“Jeg var model som barn, men da jeg blev teenager, nægtede min mor mig at være en del af modelverdenen, før jeg blev 17 år. I årene op til plagede jeg hende om at få lov til at arbejde som model igen, men hun holdt fast i, at jeg skulle have en normal barndom. Det sætter jeg stor pris på i dag. Jeg nåede at være både konkurrencerytter og volleyballspiller på højt plan, før jeg vendte tilbage til modelverdenen. Den tid var vigtig for mig, fordi jeg opbyggede en selvtillid, før jeg blev en del af den her industri, der konstant dømmer dig. Min tid som atlet gjorde også, at mit mål er at være muskuløs frem for slank.”
HVORDAN FÅR DU DIG SELV OP AF SOFAEN, NÅR DU MANGLER MOTIVATION?
“For det første er det vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke altid får mig selv op. Jeg tror på, at man skal huske at give sig selv de pauser, man har brug for. Det handler om at mærke efter i sin krop og finde en balance mellem træning og afslapning. Når det er sagt, så er motivation – eller mangel på samme – helt klart grunden til, at jeg ikke træner alene. Det er simpelthen for kedeligt. I stedet har jeg valgt at få en personlig træner, Rob Piela. Hans træningscenter her i New York giver mig en følelse af at være en del af et lille samfund. Når jeg træder ind i Gotham Gym, er det, som om alle mine brødre er der. Det hjælper mig til at få trænet, at det foregår et sted og med nogle mennesker, jeg kan lide – og så elsker jeg også at mærke resultater. At blive stærkere eller hurtigere er nok den største motivation for mig.”
#PERFECTNEVER-KAMPAGNEN GÅR BLANDT ANDET UD PÅ AT HYLDE ENS FEJL. DU ER TOPMODEL OG MEGET SMUK – HAR DU OVERHOVEDET NOGEN FEJL?
“Jeg er overhovedet ikke perfekt. Jeg ved godt, at det lyder som en kliché, men ingen er perfekte, heldigvis. Og ja, jeg har fejl. For eksempel er jeg ked af mine knæ. Men jeg prøver virkelig at lade være med at gå op i den slags. Du kan jo altid finde noget negativt ved dig selv, men det tager så meget energi fra dig. Så skal man hellere fokusere på at ændre det, man er træt af. Sidste år ville jeg gerne have en mere struttende numse. Derfor hang jeg en huskeseddel op i mit køkken, hvor der stod ‘squats’, og hver gang jeg gik forbi, lavede jeg lige et par øvelser. Jeg prøver på den måde altid at flytte min energi fra noget negativt til noget handlekraftigt.”
Gigi Hadids sunde New York
Når Gigi ikke rejser rundt i verden til modeuger og fotoskydninger, bor hun i New York, hvor hun bokser hver dag og spiser grønne salater og proteinrige sandwich. Vi guider her til tre steder i supermodellens sunde fodspor.
Hudson ClearWater Restaurant
I centrum af Soho ligger Hudson ClearWater restaurant, der serverer sunde og lækre salater og sandwich, der er perfekte til at fylde energidepoterne op før en omgang hård træning.
447 Hudson Street, Hudsonclearwater.com.
Gotham Gym
To blokke fra Hudson ClearWater ligger træningscentret Gotham Gym, hvor Gigi bokser med sin personlige træner, ejeren Rob Piela. Han har i over tyve år trænet med alt fra kendte til håndværkere, og den mentalitet præger Gotham Gym. Her findes der ikke VIP-lokaler eller A-listepriser. Tanken er at skabe et center, hvor alle kan lide at være, hvor alle behandles lige, og hvor stemningen og musikken er høj. Det er muligt at komme ind fra gaden for at prøve et hold.
600 Washington Street, Gothamgymnyc.com.
Hu Kitchen
Hu Kitchen på 5th avenue er et palæo-mekka af økologiske og vegetarbaserede retter, bowls, snacks og smoothies. Perfekt efter træning.
78 5th Avenue, Hukitchen.com