Gina Jaqueline: Det bedste og værste, jeg nogensinde har oplevet
I anledning af en ny dokumentarfilm om Gina Jaqueline har vi bedt den tidligere sugardater afslutte en række sætninger
AfHele Danmark kom på fornavn med Gina Jaqueline, da hun medvirkede i DR3’s seersucces En sugardaters fortælling.
Nu har Gina lagt sugardatingen på hylden og er aktuel i dokumentarfilmen Midt i en drøm, der har premiere 24. oktober.
I den forbindelse har vi bedt den unge københavner afslutte en række sætninger.

Det bedste, jeg nogensinde har oplevet, er … “da jeg lavede en spillefilm på et slot i Frankrig. Desværre blev filmen aldrig til noget, da det var et ret skandaleramt projekt, hvor der forsvandt en masse penge. Men det var virkelig fedt, mens det stod på.”
Det værste, jeg nogensinde har oplevet, er … “da jeg boede på en ø i Cambodja, hvor der udbrød brand. Der var fire resorter op til det, jeg boede på, der brændte, og alle troede, de skulle dø. Jeg har faktisk også prøvet, at alle lejligheder op til min brændte, og engang da jeg flyttede fra en ungdomspension, brændte værelset, jeg havde boet på, ned kort efter. Jeg har vist en branddjævel efter mig.”

Min yndlingsserie er … “ingen. Jeg er utålmodig og hader gentagelser, så jeg er virkelig ikke en serieperson. Første sæson af Californication var meget god og det samme var Orange is the New Black, men jeg har ikke set videre.”
Den bedste tudesang, der findes … “det er uden tvivl Shine On You Crazy Diamond af Pink Floyd. Den blev spillet til min fars begravelse og da min bedste ven døde i sommer, blev den også spillet til hans begravelse.”
Det kommer bag på mange, at jeg er god til … “at lave mad. Alle tror, jeg er retarderet i et køkken, men jeg har altid skulle klare mig selv fra jeg var helt lille, så jeg er faktisk virkelig god til at lave mad. Jeg går også meget op i det og er god til at få meget ud af ingenting. Min specialitet er sunde ting, som smager syndigt.”
Hvis jeg skulle vælge et sidste måltid … “skulle det være alt godt fra havet. Østers, tun, kammuslinger og så videre.”

I mit næste liv vil jeg være … “Prinsesse! Som bor på et slot i Frankrig.”
Mit kælenavn er … “Alfie, Alfe og G.”
Det første stykke modetøj, jeg købte … “var et par Creme Fraiche-bukser i lyserød denim med snoede stikninger. Jeg var helt vild med dem og købte dem i en række andre farver efterfølgende.”
Min største svaghed er … “at jeg er tidsoptimist. Jeg når dog altid ting alligevel, men det er i sidste øjeblik. Jeg har faktisk kun misset ét fly i mit liv, men jeg er typen, som tager det hele stille og roligt, selvom jeg skal være ude af døren om et kvarter.”

Mit yndlingssted i København er … “jeg er vild med den gamle del af København ved Amaliegade på grund af den smukke arkitektur. Og også området omkring Kgs. Nytorv og alt ved Christiania. Hvert sted har sin charme, så det er svært at vælge.”
Det dyreste i min garderobe er … “Min Gucci-kuffert, tror jeg.”
Hvis jeg havde en time tilbage på jorden, ville jeg … “tage en tur i min kærestes bil sammen med ham og ringe rundt til alle de mennesker, der betyder allermest for mig, så vi kunne mødes i samlet flok.”
