Selvstændighed, selvstændighed, selvstændighed
Med tre døtre og ni år imellem den ældste og yngste har Malou haft tid til at finjustere opdragelsen af dem. Men selvom den har ændret sig – “jeg var ligesom prøvekaninen,” siger Aia grinende – så er der én ting, der er gået igen.
“Selvstændighed,” svarer de tre piger i kor, da de bliver spurgt, hvilken værdi deres mor oftest har indprentet dem at opnå.
På det punkt er opdragelsen lykkedes, måske endda i for høj grad. Da Luka for vild på vej hjem til Aias lejlighed på Østerbro aftenen inden interviewet, gik hun alene rundt på Svanemøllen Station i mørket i stedet for at bede om hjælp. Og da Olivia var lille, havde hun lyttet lidt for grundigt efter, da hendes mor fortalte hende, at hun under ingen omstændigheder måtte forstyrre hende under de konferenceopkald, hun ofte havde fra sit kontor i hjemmet.
“Vi havde en trampolin i haven, som Olivia hoppede på, mens jeg havde et telefonmøde i kontoret. Da jeg kom ud fra det lange møde, sad Olivia uden for mit kontor med en brækket arm, fordi hun var faldet på trampolinen. Hun havde siddet og ventet, indtil jeg var færdig, for hun havde taget det med ikke at måtte forstyrre meget bogstaveligt,” fortæller Malou.
“Det føles nogen gange som et nederlag at skulle bede om hjælp,” siger Olivia, og Aia nikker:
“Ja, eksempelvis i forhold til sådan nogle økonomiske overraskelser, når man flytter hjemmefra, eller når man lige skal bruge 2.000 kroner på at købe bøger til pensum. Der føles det lidt forkert at komme og bede om hjælp, men så snart jeg gør det, spørger I jo bare, hvorfor jeg ikke kom noget før”.
“Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at det er min egen paranoia over at blive for afhængig af en mand, som jeg måske har kanaliseret lidt for meget ind i min opdragelse. Jeg har set mange veninder havne i nogle blindgyder i livet, hvor de var alt for afhængige af nogle mænd og ikke fik realiseret deres egne drømme. Det er vigtigt for mig at leve på en anden måde, men noget af det allervigtigste er jo også ikke at være for stolt til at bede om hjælp, når man har brug for det. Men det er svært ikke at projicere sine egne værdier over på sine døtre. Det er noget af det sværeste ved at blive forælder,” siger Malou.
“Jeg synes, at det, du har lært os allermest, er, at du er der til at rådgive os, men at vi skal tage vores egne beslutninger. Du har bygget os op til at kunne træffe beslutninger på vores egne vegne, men du er der stadig til at hjælpe, når vi har brug for det,” siger Luka.
Pigerne sidder på bordet i badehotellets spisesal, mens frokost- gæsterne i den anden følger med fra døråbningen og gennem persiennerne. De lader sig ikke mærke af det. Med en far, som er tv-vært, en gudmor ved navn Helena Christensen, en farfar, som er kendt forretningsmand, og en mor, der har været folketingspolitiker, kronprinsens kæreste og topleder, er de vant til, at offentligheden viser interesse for deres liv. Det har dog ikke påvirket deres opvækst.
“Det er jo ikke, fordi I er Bubber – no offence – men vores venner vidste ikke, hvem I er,” siger Olivia.
“Nej, det var kun, da du var folketingspolitiker, og vi nogle gange måtte trække telefonstikket ud, fordi pressen blev ved med at ringe, at man kunne mærke, du er en offentlig person,” siger Aia.
Hendes søskende griner. De tre piger joker med, at det var svært at overtale deres mor til at lade dem deltage i dag.
“I er så hellige for mig, og jeg har altid beskyttet jer. Det var svært for mig, da Mikael begyndte at lave tv, for hele min familie var offentlige personer, mens han og Aia var mine.”
Malou Aamund kigger på sine tre døtre.
“Men det er jo også noget med alder. Nu er I gamle nok til at bestemme selv.”