
Helena Christensen: Denne person ændrede mit liv
Vi har bedt den danske supermodel og fotograf afslutte en række sætninger om alt fra hverdagsliv og arbejde til kærlighed
Af — 26. februar 2019Hvordan er det egentlig at være Helena Christensen, der ud over at være fotograf og supermodel er aktuel med parfumerne Strangelove og med et unikt præfabrikeret hus, som hun har designet sammen med veninden Camilla Stærk?
Vi har taget en snak med den danske stjerne.
Hverdag
Min dag begynder med ... “havregrød, yoghurt, æg og grøn juice. Bagefter går jeg en tur med min hund Kuma ned til min lokale café efter en latte.”Min træningsrutine ... “går på tre gange styrketræning og boksning om ugen og to gange yoga. Derudover går jeg så meget, jeg kan gennem min hjemby New York.”
En hverdagsklassiker er ... “at sidde foran pejsen og kigge på ilden, imens jeg tænker på alt det, jeg burde foretage mig.”
Hverdagslykke er ... “at vågne med min hund i mine arme eller sidde i sofaen med min søn om aftenen og se That ‘70s Show.”
Min dag slutter med ... “tre episoder af Dexter og en stor skål pasta. Jeg er ved at se serien for anden gang.”
Jeg holder aldrig op med at bruge ... “Strangelove parfume, gerne Deadofnight eller Lostinflowers.”
Liv
Det bedste råd, jeg har fået, er ... “shit happens.”
Den person, der ændrede mit liv, er ... “helt sikkert min søn. Jeg lærer noget om mig selv hver dag med ham i mit liv.”
Det største, jeg har opnået, er ... “personligt at blive mor og professionelt at fotografere for UNHCR. Det er en FN-organisation, der har til formål at sikre flygtninge beskyttelse og at finde varige løsninger på deres problemer.”
Jeg bliver nervøs over ... “at komme for sent og over livets slutning. Jeg håber, jeg kommer virkelig for sent til livets slutning.”
Jeg fortryder ... “en hel del, men det er der jo ikke så meget at gøre ved. Og jeg vil begå fejltagelser igen og igen, for sådan er livet jo.”
Mine tanker om kærlighed er ... “ganske komplekse på nogle områder og helt klare og simple på andre.”
Jeg griner altid af ... “plat humor.”
Jeg vil helst rejse til ... “alle lande i verden. Så jeg har travlt.”