© Helle Vestergaard Poulsen

Helle Vestergaard Poulsen fra Anni Lu: "Pludselig fik vi en re-order fra Liberty i London, der var næsten lige så stor som vores omsætning i hele Danmark"

Farvestrålende perler og bohemede vibes er hovedelementerne i Anni Lus nye kollektion Sunseeker. Vi har talt med kvinden bag smykkerne, Helle Vestergaard Poulsen, om brandets succes og sommerens største smykketendenser.

Hvad har været den største udfordring i din rejse med Anni Lu?
"Det sværeste og hårdeste på rejsen har været at skulle navigere igennem corona – vi har hele tiden skullet sadle om, fordi der kom prisstigninger på materialer, så var der forsinkelser, nedlukninger og meget andet. Og så gjorde den usikre tid, at vi skar ned på produktionen af vores produkter, men så fandt vi ud af, at vi på trods af corona solgte helt vildt godt. Det betød, at vi havde produceret for lidt, og pludselig kunne vi ikke levere til alle vores forhandlere.

Vi begyndte at køre med upcycling af tidligere kollektioner og begyndte at kigge på, hvilke smykker vi kunne lave ud af allerede eksisterende styles. Vi begyndte så småt at arbejde med vores eget deadstock i det omfang, det nu var muligt, hvilket har været enormt fedt, men også super tidskrævende, fordi designprocessen bare bliver noget helt andet – men det har været med til at tage os et skridt tættere på vores bæredygtige rejse."

Hvad er inspirationen bag den nye kollektion Sunseeker?
“De tidligere smykker har ofte haft en beachy og laid-back vibe, men denne gang har jeg også fundet meget inspiration i forskellige teksturer og farver fra hele verden – 'Black sun'-halskæden har for eksempel en muslingeskal, som er støbt ud fra en muslingeskal, jeg fandt på stranden på en rejse. Det er smykker, som man drømmer om at finde i en lille butik på en strand et sted ude i verden.”

Hvad tror du bliver forårets og sommerens største smykketendens?
“Chunky guldkæder og multifarvede halvædelsten. Jeg kan se, hvordan det er eksploderet helt vildt, både når jeg kigger på Instagram, men også når jeg modtager nyhedsbreve fra de store mode-webshops. Derudover var der en enorm efterspørgsel, da vi lancerede vores 'Big nua nua'-halskæde, som er fyldt med farver – og det var nok egentlig ikke så meget alle farverne, men mere at der nu kom volumen på.”

Hvad håber du på, at fremtiden kommer til at bringe for Anni Lu?
“At vi kommer i mål med vores plan om at blive mere bæredygtige. Det er utroligt vigtigt for os, men også en meget kompleks rejse, som tager tid, og som kræver, at man på nogle områder skal genopfinde sig selv og sin måde at gøre tingene på. Corona har som sagt bragt os tættere på vores bæredygtige rejse: Det her med, at vi er begyndt at producere nogle produkter ud fra gamle styles, så vi ikke har for meget liggende, som ikke bliver solgt. Derudover har vi et enormt ønske om, at vores smykkeæsker bliver lavet ud af genanvendelige materialer – lige nu kan æskerne nemlig kun genbruges. Men det er en svær proces, fordi æskerne stadigvæk skal laves af materialer, som beskytter smykkerne.

Vi samarbejder også med kvinder i slummen i Kibera, som får løn for at producere nogle af vores produkter, så de en dag kan komme ud af slummen. Derudover bliver fokuspunktet for næste kollektion Bali – her vil nogle styles blive produceret på Bali, og noget af overskuddet vil blive doneret til en NGO, der bruger tid og kræfter på at rense floderne der. Så vi prøver hele tiden at tage skridt i den rigtige retning, selvom vi er klar over, at vi som et brand aldrig vil blive 100 procent bæredygtige."