Her er Danmarks nye stjerneskud

Dansk-amerikanske Sus Wilkins kan og vil mange ting. For vi har kun ét liv, og det agter Sus at få mest muligt ud af. Vi mødte hende en rolig stund i hendes hjem

Olivia Nepper Winther

— 01. maj 2017

Da der i november sidste år blev afholdt Danish Music Awards var der en lille ændring blandt de optrædende. En af showets faste dansere stod ikke længere på scenen, men sad blandt publikum – denne gang som inviteret gæst frem for danser.

“Det var da lidt mærkeligt at møde mine tidligere kollegaer og vide, at de skulle danse, og jeg skulle klappe. Men det var en fed følelse at være der som skuespiller,” fortæller 27-årige Sus Wilkins.

Få timer inden showet var hun blevet færdig med dagens optagelser til tv-serien Gidselstagningen, som fik premiere på Kanal 5 anden april, hvor hun spiller rollen som gidslet Denise. Sus er også aktuel i rollen som den unge kunstner Lai i filmen Mesteren med Søren Malling og Jakob Oftebro i hovedrollerne og senere på året i serien Yes No Maybe. De tre roller gør, at hun med egne ord får sit livs forår.

Efter et års hemmeligt og hårdt arbejde springer den tidligere barneskuespiller, model og danser ud som voksenskuespiller med debut på både tv og det store lærred.

“Jeg kan næsten ikke vente med at vise den side af mig,” fortæller hun med et stort smil, der kommer helt nede fra maven, hvor sommerfuglene i øjeblikket flakser ekstra stærkt.

Dancing queen på de skrå brædder

Januarsolens stråler rammer som en teaterprojektør den lille taglejligheds hovedrolleindehaver, Sus Wilkins. Hun har slået sig ned ved spisebordet med en enkelt rekvisit – en kop kaffe med soyamælk – i hånden. Den nedtonede snak fra det tændte morgen-tv blandes med billarmen fra gaden fem etager længere nede og skaber en meditativ lydkulisse. På scenen, det afhøvlede trægulv, står indrammede kunstværker og private fotografier samt hendes og kærestens, sangerinden Freja Kirks uåbnede kufferter.

“Undskyld rodet, men vi kom hjem fra en uges ferie i Berlin i går aftes,” forklarer skuespillerinden, der som barn voksede op på den vestindiske ø St. Croix med sin mørke, amerikanske far og sin lyse, danske mor.

Som toårig flyttede hun og familien til København, hvor hun i en tidlig alder begyndte sin kreative karriere som barnemodel, barneskuespiller og – ikke mindst – danser.

“Jeg har danset næsten hele mit liv og har været så heldig, at jeg som en af de eneste kommercielle dansere i Danmark har kunnet leve af det. Jeg har i mange år medvirket i tv-produktioner som Melodi Grand Prix, Voice og Danish Music Awards og været på turné med nogle af Danmarks største musikere. Dansen har givet mig så mange fantastiske oplevelser,” siger hun og beskriver blandt andet det sus, hun oplevede, da hun i 2015 trådte ud foran et tætpakket publikum på Roskilde Festivals Orange Scene sammen med rapgruppen Suspekt.

Eller da hun en aften for et par år siden drak hvidvin med en kollega derhjemme og pludselig blev ringet op af en manager på vegne af den amerikanske rapper Snoop Dogg, der ville have de to dansere med på scenen til sin koncert på det københavnske spillested Vega samme aften.

“Vi skreg om kap i ti minutter. Så hoppede vi ud i en taxa og planlagde koreografien i bilen. To timer efter at vi hvidvinsfulde havde fået opkaldet, trådte vi ud på scenen med Snoop Dogg, mens publikum gik amok. Det er helt sikkert en aften, jeg aldrig vil glemme,” siger hun med lysende øjne.

De gode oplevelser står tydeligvis i kø, når snakken falder på Sus' dansekarriere. Alligevel mærkede hun for et par år siden en stigende trang til at lægge dansen mere på hylden for at realisere drømmen om at blive skuespiller. En drøm, som allerede blev grundlagt, da hun som barn og teenager medvirkede i tv-serien Anna Pihl og spillefilmen Cecilie, men som i mange år har ligget hengemt, imens hun har forfulgt dansekarrieren.

“På et tidspunkt begyndte jeg at føle, at jeg ikke længere fornyede mig gennem dansen. Jeg havde opnået de ting, jeg gerne ville på den front, og jeg følte mig klar til nye udfordringer. Derfor skrev jeg for halvandet år siden rundt til et par castere, og derfra gik det hele stærkt.”

Et ryk mod midten

Den første casting, Sus var til, var på Mesteren, og selvom hun hverken havde en lang rolleliste eller teateruddannelse bag sig, fik hun rollen.

“Der var en dejlig bekræftelse i, at jeg havde gang i det rigtige. Vi skulle optage filmen i Prag, og alt var så nyt og spændende. Da jeg ankom i den tjekkiske lufthavn, stod der en privatchauffør med mit navn på et skilt.

Jeg nåede lige at tænke, om der var en anden Mrs. Wilkins med flyet, før jeg forstod, at det var mig, han skulle hente. På settet fik jeg min helt egen vogn. Det var fuldstændigt som på film,” griner Sus og understreger, at det dog ikke var vognen, men de folk, hun arbejdede sammen med, der gav hende lyst til at blive ved med skuespillet. Kort efter at optagelserne var færdige i Prag, blev Sus ringet op angående en ny casting. Og igen fik hun rollen – denne gang som Denise i Gidseltagningen.

“Gidseltagningen tager udgangspunkt i et meget uhyggeligt, men også relevant tema om terror. Det er fuldstændigt uvirkeligt at skulle forestille sig at være igennem det, som gidslerne udsættes for. Det tænkte jeg meget over med min rolle. Følelsen af at være rædselsslagen og til tider utrøstelig, men samtidig befinde sig i et scenarie, der er så uvirkeligt, at man næsten ikke kan forholde sig til det,” fortæller hun.

Med både filmen og tv-serien rykker Sus fra periferien til midten af scenen.

“Som danser er du ikke direkte i spotlyset. Jeg bliver nogle gange genkendt af andre dansere, men jeg har ikke før været en offentlig person. Som skuespiller bliver man jo både vurderet af anmeldere og folk på gaden, og jeg er spændt på at høre, hvad folk synes om min præstation. Min største frygt er egentlig ikke at få dårlige anmeldelser, men slet ikke at blive lagt mærke til,” siger hun.

Den frygt virker nu uvæsentlig. Sus er en, man lægger mærke til. Hendes udadvendte væsen, eksotiske træk, høje latter og konstante snak virker dragende. Man vil have hende med ombord. Selvom hun ikke er specielt høj, bliver hun ofte booket som model. Selvom hun først lige har bevæget sig ud i skuespilfaget, får hun tilbudt rolle på rolle. Og selvom hun egentlig ikke var til piger, bjergtog hun sin nuværende kæreste Freja Kirk så meget, at de to har været sammen i fire år og boet sammen i et.

Få mest muligt ud af livet

Det er fristende at give Sus Wilkins en titel a la ‘multitalent’, men hun er ikke selv glad for den betegnelse. For det handler ikke om at kunne en hel masse på samme tid, men om at arbejde benhårdt på noget i en periode for senere at kunne kaste sig over noget nyt. Det seneste år har der for eksempel ikke været tid til dansen, men det betyder ikke, at Sus resten af livet skal være skuespiller, ligesom det ikke betyder, at hun fra nu af er lesbisk, fordi hun i øjeblikket er kærester med Freja.

“Jeg definerer mig selv som biseksuel. Eller nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg er blevet forelsket i en anden person, der så tilfældigvis er af samme køn som mig. Alle de her betegnelser er så begrænsende. Mennesker rummer mange sider, så hvorfor skal vi hele tiden deles op i bokse som hvid, sort, homo eller hetero?,” spørger hun og uddyber, at det samme gælder hendes syn på karriere.

“Engang læste jeg et interview med Christiane Schaumburg-Müller, der sagde, at hun ikke var den bedste til noget, men at hun var god til rigtigt mange ting. Jeg tænkte: ‘ja præcis’, for sådan har jeg det også. Jeg stræber ikke efter at nå til tops, men efter at udforske så mange sider af mig selv som muligt – både privat og professionelt.”

Den tilgang har hun ikke fra fremmede. Begge hendes forældre har levet efter devisen om at følge nye idéer og drømme. Om det var at bo en årrække i Caribien, eller da hendes mor efter mange år som klipper i filmbranchen uddannede sig til zoneterapeut og sygeplejerske. Så Sus har fuld opbakning på hjemmefronten, og det er rart, når hun en sjælden gang møder kritik af sine valg.

“Der er nogle, der ikke synes godt om den tilgang, enten på grund af janteloven eller også fordi de mener, at man skal vælge én karrierevej for at blive rigtigt god. Men vi har kun ét liv, og det er da for mærkeligt, at man kun skal lave én ting, hvis der er meget, der gør en glad,” siger hun.

Og lige nu gør skuespillet Sus glad. Samtidig har turen til Berlin vakt en ny elektronisk musikdrøm i hende om engang at blive dj i den tyske metropol.

“Musikmiljøet i Berlin er ekstremt fascinerende, og det er klart blevet et centralt punkt på min liste over ting, jeg gerne vil prøve. Jeg vil også rigtigt gerne flytte til New York på et tidspunkt, hvor drømmescenariet ville være at få en rolle i en amerikansk film eller tv-serie. Og så skal jeg også have lært at sejle, så jeg engang, måske med et par børn, kan sejle rundt i Caribien,” siger hun begejstret.

Listen er lang, og om det bliver på tv, natklubben, teaterscenen, i Hollywood eller et helt andet sted, er der (heldigvis) ingen tvivl om, at vi kommer til at se meget mere til Sus de kommende år.

ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF