
Hvad skal kvinder kæmpe for i 2023?
Dette spørgsmål svarer 13 inspirerende kvinder på her.
AfMaya Soul Paustian – Stylist og Model
"Vi skal bygge hinanden op med kærlighed og kæmpe for ligestilling for alle minoriteter. Husk: None of us are equal until all of us are equal."

Camilla Frank – Chefredaktør hos Costume
“Egentligt synes jeg, det er ærgerligt, at det stadig er relevant at spørge, hvad ‘kvinder skal kæmpe for i 2023’. Jeg ved, der er steder i verden, hvor kvinde kæmper hver dag for rettigheder, der i årtier burde have været en selvfølge. Men jeg vælger at svare ud fra mit eget – og vores – mikro-perspektiv: at blive talt ordentligt til. Jeg oplever rigtig ofte, at der bliver talt anderledes til kvinder end til mænd. Måske med en snert af noget 'nedværdigende', en snert af noget flirt, en snert af at kvinder skal have serveret beskeder anderledes end mænd. Det skal vi ikke. Prøv os.”

Naja Munthe – Gundlægger og Kreativ Direktør for Munthe
"Kvinder skal især kæmpe for kvinder: Hvis alle kvinder stod sammen over hele kloden, i alle lande, i alle aldre, i alle farver og sagde STOP til nogle af de mest indlysende uretfærdigheder i verdenen, ville det efterlade magtfulde mænd uden en chance, og dermed kunne man for alvor skabe en forandring, hvor kvinder er tilladt at stemme, at uddanne sig, at rejse, at mene og at tro, som de ville."

Celina Liv Danielsen – Journalist hos TV2
"Vi skal kæmpe for at ændre opfattelsen af ordet feminisme, som mange totalt har misforstået. Flere tror, at det drejer sig om at gøre os kvinder stærkere, men det er vi altså allerede! Det handler om, at vi skal ændre den måde, verden opfatter den styrke på."

Anne Glad – Reklameforfatter, Livsstilsekspert og Foredragsholder
"Kvinder skal kæmpe for alle verdens kvinder; for hver pige der får en uddannelse, er samtidig et skridt i en bedre retning for moder jord."

Anna Lin – Tv-vært
"Vi skal kæmpe for få lov at være flerdimensionelle i en verden, der helst så os på én hylde. Feminine personer rummer masser facetter, og vores styrke, sårbarhed, glæde og vrede skal kunne sameksistere, med alt det vi er. Der er så meget mere end en stereotyp af et køn."

May Lifschitz – Skuespiller og Model
"Jeg synes kvinder i 2023 skal kæmpe for at se det fællesskab, der ligger i at kræve sin plads og være synlig i miljøer, man før har været ekskluderet fra. Når vi anerkender et andet individ, der kæmper for at gøre noget hidtil uopnåeligt, så støtter vi en fælles sejr. Udover cis-kvinder, rammer systemisk undertrykkelse også etniske minoriteter, personer med andre kønsidentiteter, seksuelle preferencer og personer med fysiske handicap. Idet vi kæmper for at udslette det samme undertrykkende system, ligger der et kæmpe potentiale i opbakningen af hinandens indsatser, så vi i fællesskab kan komme både stærkere og hurtigere i mål."

Tonia Atieno – Model og Grundlægger af 4IN.ROSE
"Vi skal blive ved med at kæmpe for vores frihed og anerkendelse af vores naturlige kræfter, der burde være gyldige som ethvert menneske. Om det er måden vi klæder os på, vores uendelig diverse figurer, hår eller arbejde. Vi skal fortsætte med at kæmpe for ikke at blive drevet af frygt – uanset hvor vi er – og skabe kræfter, indtil vi finder radikale løsninger."

Maria Jencel – Radiovært, Journalist og Forfatter
"Vi skal kæmpe for hinanden. På tværs af alder, klasse, seksualitet, etnicitet osv. Vi skal kæmpe for hinanden – for det er i fællesskabet, at vi er stærkest."

Rosa Lund – Medlem af Folketinget for Enhedslisten
"Der er mange vigtige kampe at kæmpe på ligestillingsområdet, men det der er alt overskyggende er, at de kvindedomirede fag som eksempelvis pædagoger, sygeplejersker og jordemødre bliver lønnet bedre."

Maria Fantino – Radiovært
"I 2023 skal kvinder kæmpe for alle og alle skal kæmpe for kvinder. Vi er i en tid, hvor det virker til, at flere årtiers fremskridt pludselig går baglæns, og alt det hårde arbejde kan virke spildt – se bare hvor hurtigt de fik fjernet den frie abort i USA. Vi skal passe på os selv – holde snuden lige i sporet og samtidig kigge ud over horisonten og kæmpe de kampe, som ikke er indenfor vores egne landegrænser."

Frederikke Legaard – Kunstner og Forfatter
“Vi skal kæmpe for aldrig at skulle undskylde for vores følelser og personlige grænser. Så ærlighed, følsomhed og dét at sætte grænser bliver set på som kvaliteter fremfor svaghedstegn. Og så vi ikke skal gå med skjold udenpå og have ondt indeni, for at vi bliver taget seriøst.“

Bathsheba – Sanger og Sangskriver
"Uha det er et svært spørgsmål, synes jeg. For der er så evigt meget, som kvinder (stadig) skal kæmpe for. Kampen for kvinders ligestilling er langt fra afsluttet, og (vi) kvinder skal fortsætte med at kæmpe for vores rettigheder over hele verden. Kvinder står fortsat overfor udfordringer såsom kønsdiskrimination, retten til at bestemme over egen krop, mangel på adgang til uddannelse, sundhedsydelser og så meget mere.
Basale dele af hverdagen, som for mange kvinder ikke er en selvfølge."
"Situationen i Iran, hvor diskrimination og undertrykkelse har været et problem i årtier – og fortsat er det – ligger mit hjerte nært, og jeg støtter i den grad op om den vigtige igangværende revolution. For det er ikke en kamp, som det Iranske folk hverken kan eller skal kæmpe alene."
