Hvad var det største øjeblik for hver af jer under tilblivelsen af sangen?
Pelle:
“For mig var det i forbindelse med et tidspunkt, hvor vi var gået lidt i stå. På den ene side var enkelte pladeselskaber ikke helt sikre på, at det nu også var en god idé at lade deres artister være med på sangen. Ville det spænde ben for deres egne singler? Ville det overhovedet blive en god sang? Og ikke mindst: Hvem er ellers med på sangen? Hennedub og Don Stefano havde i et par uger talt om at få Lukas Graham med. De laver musik med ham og kunne på den måde måske gå udenom diverse multinationale selskaber for at få det til at ske. Men det var bestemt ikke lige til, fordi Lukas var gået på barsel og dermed ikke kunne gå i studiet af fare for at tage corona med hjem. Han havde desuden en masse andre ting at tage sig af – fra at aflyse en kæmpe festivalturné til at færdiggøre sin næste single. Alt det skulle der styr på, før vi overhovedet kunne spørge ham.
Jeg vidste dog, at hvis vi fik Lukas på, så skulle alle de andre artister nok også lande. Alle pladeselskaber vil gerne se deres artist på en sang med Lukas Graham. Samtidig var det et kapløb med tiden - hvis fødslen pludselig gik igang, kunne vi glemme alt om at få Lukas i studiet. Meget afhang af dette ene svar. Samtidig var det totalt hemmeligt for lytterne, for jeg kunne jo ikke sige, at vi prøver at få Lukas på, hvis det ikke lykkes.
Det blev til en ting, hvor vi om aftenen var på telefonen med Stefano og Lukas' manager Lasse – som har været en kæmpe hjælp igennem det hele – fra L.A. for at høre, om der var noget nyt. Og om dagen med alle mulige managertyper, der ville vide, om Lukas var på eller ej. Og samtidig sidde i radioen og sige: “Nej hvor er det bare en god sang, men måske man godt kunne bruge et navn eller to endnu?" og holde spændingen kørende, mens man krydser fingre for, at det hele lander - for hvis Lukas ikke er på, kan vi nok også vinke farvel til en stor del af resten af holdet. Jeg har selv arbejdet i musikbranchen og forstår udemærket den disposition, så der er no hard feelings overhovedet, men det er hårdt at sidde på den anden side.
Pludselig gik det stærkt! Der var hul igennem til Lukas, han kunne lide omkvædet! Lynhurtigt blev der stablet et coronasikret studie-set-up på benene, så han kunne tage i studiet. Men mere hørte jeg egentlig ikke. Der gik noget tid, og jeg anede ikke, om han havde været i studiet, om han var blevet far, eller hvad der skete. Hennedub ringede – det er jo ham, der har siddet i studiet i 20 timer i træk for at samle sangen – og han ville vide, hvad der skete med Lukas’ indspilninger. Han spurgte mig, om jeg havde modtaget Lukas’ vokaler endnu, og jeg måtte skuffe ham. Så sagde han: “Prøv at hør her”, og igennem røret kunne jeg høre Lukas synge omkvædet. Dér stod jeg på altanen og jublede, for dér vidste jeg, at resten af sangen også ville lande, og at alt arbejdet, som alle involverede havde ydet, ville gå op i en højere enhed. Det var en stor forløsning i sidste øjeblik.
Et par dage senere - samtidig med at vi spillede den færdige udgave på P3 og løftede sløret for, at Lukas var med på sangen - fødte hans kæreste Rillo ham en lille datter.”
Maria:
“Da vi begyndte at sende programmet, havde vi kun et omkvæd på sangen, og det tænkte vi, at vi ville synge fra vores altan i slutningen af hvert program. Vi forestillede os, at der ville gå lang tid, før omkvædet virkelig satte sig fast hos lytterne, og at det blev en tradition for dem også at synge med - men efter vi havde sunget et par aftener i radioen, spurgte vi lytterne, hvem der ville synge med i aften fra deres altan, deres køkken, deres traktor, eller hvad end og hvor end i Danmark, de befandt sig. Og så gik det amok. Vores sms eksploderede, og hundredvis af lyttere meldte ind, at de sang med hver eneste aften. Fuldvoksne landmænd skrev ind, at de ikke kunne holde tårerne tilbage, og vi begyndte at få videoer fra forældre, der filmede deres små børn synge og lave koreografier til. Dér vidste vi, at okay, det her er stort, det er vigtigt - og det betyder virkelig noget for mange af vores lyttere.”
I kalder det ikke en en støttesang, men en fællesskabende sang. Hvorfor?
“Fordi målet med sangen hele tiden har været at skabe en tekst og et univers, som kunne give håb og skabe følelsen af fællesskab med alle andre danskere, der lige nu, hver for sig, på en eller anden måde alle er i samme situation.
At alle de medvirkende artister og producere så har valgt at donere deres indtægter fra sangen til Unicef er jo fantastisk. Men det er fællesskabet mellem alle os, der lytter til sangen i den her meget specielle tid, der har været vores vigtigste mission.”