"Hvorfor skal mine ar, eller opfattelsen af, hvad der er pænt og grimt, begrænse mig?”

Hvad er historien bag dine ar?
“Arrene på skulder, mave, ansigt og lår stammer fra, da jeg som 19-årig blev kørt ned af en kvinde, der havde mistet kontrollen over sin bil, og derfor kørte af vejen og direkte ind i gården til min mors lejlighedskompleks. Her rammer hun mig, så jeg falder ned under bilen. Jeg bliver trukket med 15 meter og ligger så fastklemt i omkring 20 minutter, inden ambulancefolk og brandmænd fik mig fri. Jeg var vågen, da jeg lå under bilen, og jeg kan derfor huske alt, også den brandvarme olie fra bilen, der dryppede ned på mig, og som er grunden til, at jeg har arrene på maven og låret. Under ulykken brækkede jeg også mit lårben, kraveben, brystbenet, den ene skulder og ribben. På hospitalet fortalte lægerne mig bagefter, at den eneste grund til, at jeg overlevede, var, at jeg var faldet ind under den forreste del af bilen og ikke den bagerste. I dag kan jeg gå igen, men det tog mig et år at lære at gå uden krykker og endnu længere, inden jeg ikke haltede.”

Hvordan har du det med arrene i dag, otte år efter ulykken?
“Jeg har vænnet mig til dem, men det var først for to år siden, at jeg – jeg vil ikke sige accepterede dem – men lærte at leve med dem. Nogle gange presser jeg også mig selv til at gå ud uden makeup på, så arrene i mit ansigt er synlige. Det er svært, fordi fremmede menne- sker er meget hurtige til at pege eller spørge, om jeg har været i en slåskamp eller andre dumme ting.”

Hvad får arrene dig til at føle, når det bare er dig selv og dit spejlbillede?
“Nogle dage får de mig til at føle mig stolt af mig selv og det, jeg har overkommet, ligesom jeg glædes ved, at de ikke ser lige så voldsom- me ud, som de gjorde tidligere. Men der er også dage, hvor de gør mig ked af det og gør, at jeg ikke føler mig smuk. Den følelse kommer ofte, når jeg kommer til at tænke på andre menneskers reaktion. Føler jeg mig for eksempel pæn, lige inden jeg går ud ad døren, kan den følelse hurtigt ændre sig, når folk med det samme begynder at spørge ind til arrene og dermed minder mig om, at jeg ikke ligner alle andre.”

Ville du ønske, at folk holdt op med at spørge til arrene?
“Jeg ville i hvert fald ønske, at folk havde mere respekt. Alle ved, at du for eksempel ikke må fat-shame, men med ar er der ikke de samme grænser, da folk konstant skal italesætte dem. Det forstærker min følelse af, at jeg ikke er normal, at jeg stikker ud. Og selv om du spørger i en god mening og siger, at du synes, at ar er pæne, ved du ikke, hvad det trigger. Du ved ikke, hvilke følelser det vækker, og det er min historie at fortælle, når jeg er klar til at fortælle den.”

Så med dine egne ord: Hvad føler du, at arrene repræsenterer for dig i dag?
“Mine ar repræsenterer min historie og er et symbol på mine tyvere og alt det, jeg har været igennem. Det er ikke, fordi jeg takker mine ar, men jeg føler, at alt sker af en grund. At ulykken har ført mig til, hvor jeg er i dag. Så da en af mine venner spurgte, om jeg ville få dem fjernet, hvis det faktisk var muligt, havde jeg svært ved at svare ja. For hvis arrene pludselig forsvandt sporløst, ville alt, jeg har været igennem og kæmpet for, på en eller anden måde være forgæves.”

Så arrene er også en slags markør for, hvor stærk du har været?
“De minder mig om, at jeg ikke kastede håndklædet i ringen og opgav livet, da det var allerhårdest. Hvilket var en beslutning, jeg traf efter et par uger på hospitalet. Her sagde jeg til mig selv, at jeg ikke ville give efter for depression eller opgive drømmen om at have et normalt liv. Så selvom jeg har det ambivalent med arrene, minder de mig om, at jeg ikke gav op og heller aldrig må gøre det fremover.”

Du fortæller, at du stadig ikke har accepteret arrene fuldt ud, men hvad har hjulpet dig til at få det bedre med dem?
“Da jeg fik arrene tilbage i 2013, var verden slet ikke klar til den body positivism-bølge, vi ser i dag. Det er først de seneste to år, at jeg er begyndt at se andre kvinder, som ligner mig, på Instagram. Repræsentation har hjulpet mig til at forstå, at man ikke er grim, bare fordi man ser anderledes ud. Og følelsen af at være grim er virkelig noget, jeg selv kæmpede med efter ulykken.”

Var det også derfor, du gik med til at vise dine ar frem – for at hjælpe andre i lignende situationer?
“Ja. Selvom det er skræmmende, da jeg føler, mine ar er en meget personlig ting, og jeg går lidt i panik ved tanken om folks reaktion. Men så må jeg huske på, at det bare er ar, og fordi jeg er en sort kvinde, ser mine ar sådan her ud på min krop. Men jeg gør det også som en del af et løfte, jeg gav mig selv på hospitalet om, at jeg ville have et liv, og at jeg ville elske mig selv uanset hvad. Så hvorfor skulle jeg ikke vise dem? Hvorfor skal mine ar, eller opfattelsen af, hvad der er pænt og grimt, begrænse mig?”