© Christian Friis

Ida Rud om mobning, at blive udskammet på gaden og tage ordet 'tyk' tilbage

“En dag kom jeg ud fra badet og så mig selv i spejlet og tænkte: ‘Hold kæft, det er jo en god røv, det der’, og så tog jeg et billede af den og lagde på Instagram. Det var første gang, jeg brugte min krop til selvkærlighed”

15. februar 2018 af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

I det nye Costume, der er på gaden nu, har vi talt med fem seje kvinder, der hver har truffet et afgørende valg. Her får du en smagsprøve i form af en af de inspirerende kvinder, Ida Rud. 

En dag gik det op for Ida Rud, at hvis hun blev ved med at vente med at elske sig selv, til hun i sin egen optik blev slank nok, så skete det måske aldrig. Kort efter lagde hun et billede af sin numse på Instagram og sagde ja til at være omdrejningspunktet i en dokumentar, hvor hun italesætter alt det, der livet igennem har været hendes personlige tabu.

For nylig valgte du at blotte både din krop og dine følelser i dokumentaren Tykke Ida på DR3. Hvad var dine tanker om det?
“Oprindeligt skulle den handle om flere kvinder, og hvordan vi har taget ordet tyk tilbage og selv bruger det, men efter de indledende optagelser blev det besluttet at fokusere på mig alene. Jeg tænkte, at det var en mulighed, jeg ikke kunne lade gå forbi mig. En mulighed for at vise, hvordan tykke kvinder lever. Hvordan vores sexliv, arbejdsliv og sociale liv er. Hvordan påvirker det os, når der bliver råbt grimme ting efter os? Og hvordan vores liv er lig så mange andres. Jeg ville ønske, at der havde været sådan en dokumentar, da jeg selv var 12 år, så jeg kunne se, at jeg godt kunne få et godt liv, og at jeg ikke var alene om at føle mig ensom og anderledes, bare fordi jeg var tyk.” 

Hvad var din største frygt ved at blotte dig på tv?

“Jeg var bange for, hvordan jeg ville reagere på den kritik, der ville komme – og hvad kritikken ville være. Men det skete aldrig rigtigt. Ud af ere tusinder, der har skrevet til mig privat, er det måske ti, der har været negative. Flere har skrevet til mig, at det ikke er o.k., at jeg bliver behandlet anderledes og bliver udskammet af fremmede folk på gaden, og andre skriver, at de skammer sig over, at de har behandlet tykke mennesker nedladende eller har mobbet nogen i skolen.”

Hvilke overvejelser havde du om, hvad du ville vise og ikke vise?

“Jeg ville ikke involvere min familie i dokumentaren. Det er min kamp, ikke min families. Det er en af grundene til, at jeg ikke går ind i, hvorfor jeg er tyk. Det har jeg været hele livet, og jeg har haft en spiseforstyrrelse og en stofskiftesygdom, men det er ikke filmens ærinde at tale om årsagerne til min eller nogen andres overvægt. Jeg ved, at min mor fik at vide, at jeg skulle motionere og ikke spise for meget, så når min bror fik nutellamadder til morgenmad, fik jeg cornflakes med skummetmælk. Selvom det var kærligt og omsorgsfuldt ment, så fik det mig til at føle mig forkert allerede som helt lille, og resultatet var, at jeg proppede mig i hemmelighed, når jeg kunne komme til det, fordi jeg aldrig måtte få noget, der var usundt. Selvom filmen handler om mig, håber jeg, at folk generelt får et mere inkluderende syn på andre, der er tykke eller ser anderledes ud.” 

Hvordan opstod idéen om at være kropsaktivist?

“For tre år siden mistede jeg min far, og derefter blev min mor meget syg. Jeg var nyuddannet og havde lige fået fastansættelse, men flyttede ind hos min mor og fungerede som støttepædagog for hele familien. Da jeg endelig kom på benene, tog jeg ti dage til Paris for at gøre noget for mig selv, tænke mig om og mærke efter, hvordan jeg havde det. Helt klichéagtigt gik det op for mig, hvor kort livet er. Jeg var et par og tredive og havde gået og ventet så mange år på, at jeg blev slank, så jeg kunne holde af mig selv, og mit liv kunne begynde rigtigt – men pludselig gik det op for mig, at jeg måske aldrig blev slank – og skulle jeg så aldrig holde af mig selv? Den tanke er jo uudholdelig. En dag kom jeg ud fra badet og så mig selv i spejlet og tænkte: ‘Hold kæft, det er jo en god røv, det der’, og så tog jeg et billede af den og lagde på Instagram. Det var første gang, jeg brugte min krop til selvkærlighed.” 

Hvordan udviklede dit projekt sig?

“I starten var det at vise min krop frem et personligt projekt om at blive gladere for mig selv og acceptere den, jeg er, men det gik op for mig, hvor politisk et felt kroppen er, og hvordan kropsaktivisme også har en feministisk agenda. For det er især kvinder, der bliver udskammet, hvis de er tykke, hvor overvægt hos mænd stadig ses som en form for pondus. Den forskel er jo kvindeundertrykkende i sig selv. Kvinder har en seksuel værdi på arbejdspladsen, men hvad med de kvinder, der ikke har det. Hvor står de? Samtidig er det en kommentar og et oprør mod et kapitalistisk samfund, der støtter den kæmpe industri, der lever af, at kvinder føler sig uperfekte.” 

Du har flere steder omtalt kropsaktivisme som en revolution. Hvad er det, du revolutionerer imod?
“Noget af den kritik, jeg har fået, er, at jeg er en belastning for samfundet, fordi mange automatisk forbinder det at være tyk med at være usund. Vi er kommet langt i forhold til strukturel stigmatisering af mennesker, men mange tror stadig ikke på, at man kan leve sundt og samtidig være tyk. Det er så oldnordisk. Jeg både cykler, svømmer og løber og spiser normalt sundt, men er stadig tyk. De folk skal se tykke mennesker med nye briller uden fordomme. Der kan være mange forskellige grunde til, at mennesker er tykke, og derfor skal billedet nuanceres, så fordommene kan blive nedbrudt.”

Du er jo blevet en offentlig figur. Er der folk, der henvender sig til dig?

“Jeg får henvendelser fra alle mulige forskellige mennesker. Også dem, der har det, man vil kalde en idealkrop, for usikkerheden og følelsen af at være anderledes, ensom og ikke passe ind hører alle størrelser og aldre til – både unge, voksne og ældre kvinder. Tænk at leve et helt liv i mindreværd og selvhad.” 

Hvordan har det udviklet dig at blive kropsaktivist og lave dokumentaren?

“Jeg har været sådan en, der gik i lange gamacher og store cardigans om sommeren, for jeg følte ikke, at jeg kunne byde andre, at de skulle se min frastødende krop. Sådan skal man ikke leve, og det ved jeg godt nu. Det var en proces, der var i gang hos mig, men det at lave dokumentaren og blive tvunget til at sætte ord på tanker og følelser havde en enorm betydning, der gjorde, at jeg udviklede mig meget i de måneder, jeg filmede. I dag går jeg i det tøj, jeg vil, og har ikke noget imod at vise min krop frem. Det håber jeg kan inspirere andre til ikke at være så selvkritiske. 

Jeg har altid været tyk og altid følt mig forkert. Jeg har tabt mig hundredvis af kilo, men de er altid røget på igen, også selvom jeg har ændret livsstil. Det fylder meget i mig, at jeg lever sundt og har et mentalt sundt helbred, og i det ligger at acceptere sig selv og nyde livet. Efter dokumentaren har flere kommenteret, at det er klart, at jeg er tyk, når jeg laver French toast i weekenden, drikker sødmælk i kaffen og spiser is. Men det er jo ikke det, der gør udslaget for min vægt – men det er noget af det, der gør, at jeg føler mig normal og kan nyde mit liv.” 

I det nye Costume, der er på gaden nu, kan du møde flere inspirerende kvinder, der har truffet et afgørende valg, som har ændret deres liv. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste