Tine Fischer CPH:DOX
© Sarah Stenfeldt

“Instagram har ændret vores liv og vores relation til virkeligheden”

Dokumentarfilm er vigtigere end nogensinde. Mød CPH:DOX-direktøren Tine Fischer til en snak om karriere, nutidens mange meningsdannere og dokumentarens afgørende rolle i samfundet

17. november 2019 af Oliva Nepper Winther

Som initiativtager til og administrerende direktør for CPH:DOX har Tine Fischer, 50 år, været med til at ændre vores syn på dokumentarfilm fra noget støvet og halvglemt til en aktiv stemme i samfundsdebatten. Hver dag sørger hun for at lære noget nyt og er med egne ord blevet mindre pæn og ret utålmodig overfor ligegyldigheder med alderen. 

Hvordan har din branche ændret sig, fra du startede til i dag?

“Film- og mediebranchen hører måske til en af de brancher, der har ændret sig mest radikalt de seneste ti år. Der er en tid før sociale medier og streaming og en tid efter. Netflix, Facebook og Instagram har ændret vores liv og vores relation til virkeligheden på en måde, som er altomfattende for både vores måde at være mennesker på, vores måde at forstå virkeligheden på og vores måde at hænge globalt sammen med resten af verden på. Og ikke mindst for vores demokrati. Med vores konstante tilstedeværelse på de digitale platforme er vores forståelse af virkeligheden fuldstændig ændret. I dag er alle mennesker dokumentarister – i deres eget liv. Fra influencere over Youtube til meningsdannere, Facebook-debatter og amatørers dækning af virkeligheden.

Dokumentarfilmen er stillet overfor en opgave, som grundlæggende handler om at beskytte et oplyst demokrati. Altså en verden, hvor der fortælles historier af både kunstnerisk og undersøgende karakter, som rent faktisk har et forhold til en eller anden form for sandhedsbegreb. Derfor er dokumentarismen og journalistikken så fuldstændig afgørende som stemme og metode på en måde, som er radikal ny og afgørende vigtig.” 

Hvilke krav har disse ændringer stillet til dig?

“Man kan sige, at jeg er gået fra at være kulturel entreprenør til kulturel aktivist. Da jeg grundlagde festivalen handlede det om at tage en genre, som var lidt halvglemt ud af skabet og gøre den relevant for en helt ny målgruppe. I dag er mit perspektiv et andet, nemlig at vi alle, også de udøvende kunstnere, står til regnskab overfor en verden, der er massivt udfordret i forhold til klima, migration, økonomisk og global ulighed med mere. Dokumentarfilmen og de øvrige kunstarter har i min optik et grundlæggende ansvar i forhold til at være tilstede som aktive stemmer i samtalen om, hvad det er for en verden, vi vil leve i. Følelsen af, at det, jeg gør, er med til at påvirke mennesker, berøre dem, oplyse dem og ideelt set ændre både dem og verden, giver mig det største kick.” 

Hvad ville du have gjort anderledes i din karriere?

“Jeg er vokset op med elitesport. Med dét følger en afgørende kontrolerfaring. Du kan ikke give slip. Hvis du tager på ferie og ikke træner i en uge, er du slået hjem. Det er en kropslig erfaring, som er sindssygt svær at slippe af med, hvilket har alle mulige gode sideeffekter, men også har givet mig et arbejdsliv, som har været disciplineret langt udover, hvad der er nødvendigt. I dag ville jeg gerne kunne sige til den helt unge Tine: ‘Du kan sagtens kaste dig selv ud på det dybeste hav, du behøver ikke altid at være så velforberedt, for du er sådan en, der svømmer uanset hvad’. Mere frihed og mindre disciplin.” 

Hvem har været de mest inspirerende mennesker, du har mødt?

“Jeg har mødt vilde og modige mennesker, som jeg på alle måder bøjer mig i støvet for. Unge kvindelige instruktører fra Syrien og Afghanistan, der med livet som indsats har valgt at dele deres egne historier. Jeg takker de højere magter for mennesker, der ikke kun har hovedet op i egen røv. Som mine venner Phie Ambo og Anders Morgenthaler, der ret insisterende missionerer klima 24-7, men er de mest dedikerede og generøse mennesker i verden.” 

Hvad har været det bedste år i dit liv?

“Der har været år, hvor alt muligt ramlede om ørene på mig, hvor jeg mistede de mest værdifulde mennesker. Og jeg har haft år, hvor de mest magiske og livsændrende begivenheder indtraf. Som at få børn. Hvis jeg skal pege på nogle enkelte år, som ikke nødvendigvis var de bedste, men nok de mest afgørende, må det være mellem 18-21, hvor jeg boede i Paris. De første år i mit liv uden forældre, uden sikkerhed, uden systemer. Dén oplevelse af absolut frihed og absolut ansvar for, hvem jeg selv skulle blive, var skelsættende. Alt kunne ske, men intet ville ske, hvis ikke jeg selv greb det. Jeg læste og læste, Beckett, Duras, Sontag og Inger Christensen – deres stemmer blev mine sjælevenner og på den måde en del af den person, jeg er i dag.” 

Hvordan er det at blive ældre?

“Jeg tænker, at jeg altid har haft en eksistentiel dialog med mig selv, der handler om, at jeg en dag skal dø. Da jeg var 17-18 år var den lammende og i perioder fuld af angst, som jeg måtte lære at håndtere. I dag er den en måde at leve på. I den mere lavpragmatiske ende, vil jeg sige, at jeg med årene er blevet mindre pæn og ret utålmodig overfor ligegyldigheder. Jeg har ingen tålmodighed med overfladiskhed, jeg gider ikke bruge tid på petitesser, dårlige undskyldninger eller plader, der går i hak.” 

Hvad er det vigtigste, livet har lært dig?

“En metode, der sikrer, at jeg ikke drukner i hverdagens hamsterhjul er at insistere på at lære noget nyt hver dag. At læse en bog, ændre ved noget, rigtigt at lytte til nogen, læse en lang artikel og ikke stoppe halvvejs, køre en omvej hjem og se noget, jeg ellers ikke ville have set.” 

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...