
Instruktøren: Det bedste råd, jeg nogensinde har fået
Vi har bedt instruktør Anja Behrens afslutte en række sætninger om alt fra kærlighed til karriere
AfHvordan er det egentlig at være instruktør Anja Behrens, 41 år, der mediterer sig ud af tankemønstre, forsker i græsk mytologi, overvejer en familieinterrail og lige nu er aktuel med monologen Underkastelse på Betty Nansen Teatret i København?
Vi har bedt instruktøren om at afslutte en række sætninger.
Hverdag
Min dag begynder med ... “at min mand og jeg drikker kaffe i sengen. Når børnene vågner, kommer de ind til os og får varm kakao. Vi ender altid med at have sindssygt travlt.”
Jeg træner ... “mig selv i at overkomme mine mentale begrænsninger og negative tanker. Når jeg møder modstand eller tænker, at der er noget, jeg ikke kan, bruger jeg meditation til at komme videre eller taler med min mand eller venner om de ting, der bremser mig.”
En hverdagsklassiker er ... “at glemme min madpakke i køleskabet.”
Hverdagslykke ... “opstår, når jeg er sammen med min familie.”
Liv
Det bedste råd, jeg har fået, er ... “at forandring starter hos mig selv. Jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg syntes, det var svært at lave om på det, der ikke fungerede, og bebrejdede mine omgivelser for min ulykke. Men jeg fandt ud af, at det var en illusion, og det var en utroligt vigtig livskamp for mig. Det kan være en meget arrogant ting at sige, at folk altid selv har ansvaret for forandring, men lige for mig virkede det her.”
Den person, der ændrede mit liv, er ... “min mand. Der er mange vigtige mennesker i mit liv, men helt konkret er der sket så mange ting i mit liv på grund af ham, blandt andet at jeg flyttede fra Tyskland til Danmark uden at kunne sproget eller have arbejde. Som par må man tage nogle skridt for hinanden, og vi havde på det tidspunkt boet otte år i Berlin, og nu var det mig, der måtte være stærk og flytte fra mit fødeland.”
Arbejde
Min arbejdsfilosofi er ... “at være modig.”
Mit drømmejob som barn var ... “cirkusprinsesse.”
Et godt arbejde er ... “som en del af min krop eller ligesom at være på en mission.”
På arbejde kunne jeg aldrig finde på at ... “opgive en produktion.”
Jeg ser op til ... “mennesker, som ikke holder sig tilbage og lever livet fuldt ud.”
I weekenden ... “starter jeg min dag meget langsomt.”