
Saks Potts: Det bedste ved at være kvinde
Som børn drømte de om at blive designere. En uge efter studentereksamen grundlagde de Saks Potts. Vi har talt med iværksætterveninderne Barbara Potts og Cathrine Saks
Af — 19. marts 2017I børnehaven bladrede de ikke i pixi-bøger, men i modemagasiner, og de var optaget af at kigge på syninger og materialer. I folkeskolen drømte de om at blive designere. Som nybagte studenter talte de om, at der manglede farverige pelse i modebilledet. En uge senere havde de to iværksættere og veninder Barbara Potts og Cathrine Saks på i dag blot 22 og 23 år grundlagt designduoen Saks Potts.
HVORDAN BEGYNDTE I AT DESIGNE SAMMEN?
Barbara: “Vi har kendt hinanden siden skovbørnehaven og har altid delt en interesse for det kreative miljø og beklædning. Vi kiggede i modemagasiner, før vi kunne læse, og drømte allerede som helt små om at have vores eget mærke.”
Cathrine: “Selvom vi gik i hver vores folkeskole og gymnasium, blev vi ved med at være veninder. Da vi blev studenter for tre år siden, kom vi til at snakke om, at vi begge ledte efter en farverig pels. Alle de flotte pelse, vi så, var enten vintage eller svinedyre. Så vi prøvede at lave vores egne prototyper, som vi solgte til nogle veninder.”
Barbara: “Vi havde ingen forretningsplan eller målsætning.Vi designede pelsene, fordi vi selv havde lyst til at gå med dem. Det var ikke planlagt, at vi skulle ende, hvor vi er i dag med en ny kollektion, som stadig har fokus på pels, men som er udvidet med andet tøj også.”
HVILKEN BETYDNING HAR JERES UNGE ALDER HAFT?
Barbara: “Jeg tror, at vores alder primært har været en styrke. Få uger efter vi grundlagde Saks Potts, stod vi som 19- og 20-årige ved en lille stand på Gallery-messen under modeugen i København i februar 2014. Folk lagde mærke til os, netop fordi vi var unge og sjove i vores udtryk.”
Cathrine: “Vores alder har nok også hjulpet på, at vi ikke har tænkt mere langsigtet end at lave noget, vi lige nu synes er fedt. Det har været helt naturligt for os at bygge vores verden op på de sociale medier, fordi vi er en generation, der er vokset op med at tænke i billeder. Instagram og bloggere var på forhånd en naturlig del af vores hverdag, og det univers har vi derfor tænkt med helt intuitivt. Til gengæld har vi været helt blanke i forhold til, hvordan man skal læse en kontrakt eller ordne bilag. Men vi har aldrig været blege for at spørge om hjælp i vores netværk.”
Barbara: “Vores omgangskreds har helt sikkert betydet noget.Vi kommer begge fra kreative hjem, der har støttet os i projektet. Det har betydet meget at have opbakning med hjemmefra. Ingen af vores forældre sagde, at vi burde tage en uddannelse først eller vente med at lave vores eget mærke, til vi havde mere erfaring. I starten kunne vi ikke udbetale løn til os selv, så vi arbejdede begge ved siden af og læste. Vi læser begge stadigvæk for at blive endnu dygtigere.”
HVAD ER KVINDELIV ANNO 2017 FOR JER?
“Hårdt arbejde, udfordringer, oplevelser, resultater, kærlighed og frihed. Unge kvinder har i højere grad i dag mulighed for at starte en karriere og få succes tidligt i livet. Vi ser en tendens til at respektere unge kvinder i erhvervslivet. Vi føler ikke, at der er nogen begrænsninger, men at alle muligheder er åbne.”
HVAD ER DET BEDSTE VED AT VÆRE KVINDE?
“At klæde sig fint på, pynte sig og gøre noget ud af sig selv – det elsker vi. Det er også fantastisk, at man som kvinde har lettere ved at tale om dybe, følelsesladede emner med sine veninder, hvilket på en måde er mere tilladt som kvinde end som mand.”
HVAD HÅBER I SER ANDERLEDES UD I FREMTIDEN FOR KVINDER?
“At man alle steder i verden kan få de samme gode og privilegerede muligheder, som vi føler, vi har som kvinder i Danmark.”