Irina Olsen: “Jeg græd bare torsdag morgen, da jeg så nyheden”

Irina Olsen, influencer og forretningskvinde, er født Ukraine og voksede op i byen Dnipro, indtil hun og hendes familie flyttede til Danmark i slutningen af 1990’erne. Konflikten mellem Rusland og Ukraine har konstant været i hendes tanker, og hun har dagligt fulgt med i den anspændte situation, som torsdag morgen dansk tid eskalerede, da verden vågnede op til nyheden om, at Rusland har invaderet Ukraine. En nyhed, som Irina på den ene side havde forventet, men alligevel havde svært ved at begribe. Hun fortæller her om sin reaktion på de voldsomme begivenheder, og hvad hun hører fra familie og venner i Ukraine.

Marie Alkestrup

— 25. februar 2022

Hvad følte du, da du torsdag vågnede op til nyheden om, at Rusland havde invarderet Ukraine?

“Jeg har fulgt meget tæt med i konflikten på forskellige medier, så jeg vil ikke sige, at jeg var superchokeret. Allerede onsdag aften, da jeg gik i seng, kunne jeg se, i hvilken retning det ville gå. At det var ved at eskalere til noget rigtigt skidt. Torsdag morgen blev jeg vækket af min mand omkring klokken syv. Han havde tændt for nyhederne, og sagde til mig: ‘De er inde’.’ Så vidste jeg bare, dét var det. Kort efter ringede jeg til min mor, men lige inden, så jeg selv nyhederne, og her gik det op for mig, at det var virkeligt. Det føltes lidt som en horror movie i starten, hvor jeg bare tænkte: ‘Sker det her virkelig?’ Jeg tror, at folk, der ikke nødvendigvis har en relation til Ukraine, må have haft det lidt på samme måde, da de så nyheden. Man ikke kan fatte, at det her faktisk sker i 2022.”

Du har selv veninder og familie i Ukraine. Har du hørt fra dem?

“Ja, lige efter jeg havde set nyhederne, ringede jeg til min mor, som græd og fortalte, at hun allerede havde været i kontakt med folk i Ukraine, og at alle indtil videre var okay.

Dem, jeg har snakket med, er nervøse. Men det hjælper selvfølgelig ikke at panikke i den slags situationer. Man skal prøve at forholde sig så roligt som muligt, så man kan tænke klart. Men man kan godt mærke, at nu er alvoren gået op for dem. Og jeg tror i virkeligheden ikke, at de troede på, at det faktisk ville ske.”

Har du før talt med dine ukrainske venner og familie om, hvad de skulle gøre, hvis krigen blev en realitet?

“Vi har været i dialog i tiden op til, men har simpelthen alle sammen tænkt, at det ikke ville ske. Derfor har mange måske ikke gennemtænkt det værst tænkelige scenarie.”

Så den russiske invasion kom også bag på dig?

“Både og. Det er lidt interessant, fordi min mand, som er fra Danmark, og jeg, som jo er fra Ukraine, har nogle gange lidt forskellige måder at se tingene på. Det skyldes nok, at jeg trods alt er vokset op på en lidt anden måde uden lige så meget tryghed, som man har i Danmark. Derfor har jeg det med at tænke lidt mere negativt, hvor min mand er mere positiv. Samtidig har de medier, jeg har fulgt med i, været russiske og ukrainske, og han har af gode grunde kun fulgt med på de danske og engelsksprogede kanaler. Der, hvor jeg har fulgt med og har fået min information fra, synes jeg at kunne se, at man var på vej mod krig. Men jeg tror også, at hvis man faktisk er i Ukraine, og ikke bare følger med på sidelinjen som mig, så går man i et mode, hvor man prøver at fortsætte hverdagen så meget som muligt. Så måske havde jeg tænkt og reageret anderledes, hvis jeg faktisk var i Ukraine. Så havde jeg måske ikke været lige så besat af at følge med, fordi dem, jeg kender i Ukraine, har ikke fulgt lige så meget med i nyhederne, da de er i det på en helt anden måde.”

Så har der også været en følelse af magtesløshed hos dig, fordi du kun kan følge med via nyhederne?

“Ja. Jeg har på en eller anden måde været med fra en skærm, og kun set med udefra. Lidt ligesom at være vidne til et trafikuheld, der sker lige foran en. Jeg tror også, det er følelsen af magtesløshed, som har gjort, at jeg har haft ondt i maven dagene op til, og derfor jeg bare græd torsdag morgen, da jeg så nyheden. Min mand kan selvfølgelig godt forstå, at jeg er påvirket, men det var en ret stærk reaktion, jeg havde. Han prøvede også at sige noget positivt ved at minde mig om, at jeg jo er her, og ikke i Ukraine. Men det er som, at jeg stadigvæk føler, at jeg er i Ukraine, og det er stadig en del af mig, selvom jeg er her. Men jo sikkerhedsmæssigt er det en fordel for mig at være her, men jeg er jo lige så påvirket.”

Hvis man nu, ligesom dig sidder herhjemme og tænker, at man gerne vil hjælpe den ukrainske befolkning, er der så noget, man gøre?

“Jeg har hørt uden at vide, om det er 100 procent troværdig information, at det er svært at hæve penge i de ukrainske banker, og jeg har også hørt, at Ukraine heller ikke tager imod betalinger fra udlandet lige nu, så man skal være forsigtig med, hvor man donerer til. Men jeg har netop kontaktet Røde Kors og har aftalt at lave en indsamling sammen med dem til Ukraine, så jeg via min Instagram hjælper Røde Kors til at samle ind. Med det initiativ er jeg sikker på, at pengene går til det rigtige.”