Irina Olsen: “Jeg græd bare torsdag morgen, da jeg så nyheden”
Irina Olsen, influencer og forretningskvinde, er født Ukraine og voksede op i byen Dnipro, indtil hun og hendes familie flyttede til Danmark i slutningen af 1990’erne. Konflikten mellem Rusland og Ukraine har konstant været i hendes tanker, og hun har dagligt fulgt med i den anspændte situation, som torsdag morgen dansk tid eskalerede, da verden vågnede op til nyheden om, at Rusland har invaderet Ukraine. En nyhed, som Irina på den ene side havde forventet, men alligevel havde svært ved at begribe. Hun fortæller her om sin reaktion på de voldsomme begivenheder, og hvad hun hører fra familie og venner i Ukraine.
Hvad følte du, da du torsdag vågnede op til nyheden om, at Rusland havde invarderet Ukraine?
“Jeg har fulgt meget tæt med i konflikten på forskellige medier, så jeg vil ikke sige, at jeg var superchokeret. Allerede onsdag aften, da jeg gik i seng, kunne jeg se, i hvilken retning det ville gå. At det var ved at eskalere til noget rigtigt skidt. Torsdag morgen blev jeg vækket af min mand omkring klokken syv. Han havde tændt for nyhederne, og sagde til mig: ‘De er inde’.’ Så vidste jeg bare, dét var det. Kort efter ringede jeg til min mor, men lige inden, så jeg selv nyhederne, og her gik det op for mig, at det var virkeligt. Det føltes lidt som en horror movie i starten, hvor jeg bare tænkte: ‘Sker det her virkelig?’ Jeg tror, at folk, der ikke nødvendigvis har en relation til Ukraine, må have haft det lidt på samme måde, da de så nyheden. Man ikke kan fatte, at det her faktisk sker i 2022.”
Du har selv veninder og familie i Ukraine. Har du hørt fra dem?
“Ja, lige efter jeg havde set nyhederne, ringede jeg til min mor, som græd og fortalte, at hun allerede havde været i kontakt med folk i Ukraine, og at alle indtil videre var okay.
Dem, jeg har snakket med, er nervøse. Men det hjælper selvfølgelig ikke at panikke i den slags situationer. Man skal prøve at forholde sig så roligt som muligt, så man kan tænke klart. Men man kan godt mærke, at nu er alvoren gået op for dem. Og jeg tror i virkeligheden ikke, at de troede på, at det faktisk ville ske.”