Jada: “Det er skræmmende at se forskellen på mit ansigt dengang og nu”

Mød Danmarks mest nærværende popstjerne Jada, der svarer på spørgsmål fra nogle af dem, der kender hende bedst

jada 0

jada 0

© Sarah Stenfeldt

Hun er mere end én gang blevet kaldt Danmarks næste verdensstjerne. Og det er ikke uden grund. Emilie Molsted Nørgaard, bedre kendt som Jada, synger som få og skriver tekster, der går lige i hjertekulen. Det gør hendes personlige stil og følsomme væsen desuden også, hvilket tusindvis af danskere opdagede dette efterår med DR3-dokumentaren Jada – lillebitte kæmpestor, hvor man på nærmeste hold fulgte sangtalentet fra Bisserup bryde gennem lydmuren for derefter at gå ned med stress. I dag er Jada ikke bare tilbage, hun har med et hav af priser, et stjerneanmeldt debutalbum og en turné på nærmest samtlige danske festivaler denne sommer slået fast, at hun er en funklende stjerne på den lyserøde pophimmel. Med cowboyhat, højt sangregister, blomstergynger, hår under armene og en befriende facadefri karisma. Derfor kunne vi ikke komme på nogen anden forsidemodel, da vi besluttede os for at dedikere dette nummer af Costume til pop. Og selvom Jada er en generøs kunstner, der synger om sine inderste tanker og følelser og både jubler og græder på skærmen, er vi sikre på, at der stadig er sider af den danske popkomet, som vi ikke har set. Derfor har vi bedt nogle af dem, der kender hende bedst, og nogle af dem, som hun er inspireret af, om at stille Jada et spørgsmål.

Kwamie Liv

Sangerinde og en af dem, Jada takkede, da hun vandt P3 Talentprisen.

Hvilken del af at være professionel musiker får du mest glæde ud af?

“At være netop det, professionel musiker. At jeg har mulighed for hundrede procent at koncentrere mig om min musik, for på den måde får jeg vekselvirkningen mellem turné og studie, mellem ind- og udånding. At spille koncerter er en undersøgelse af ens værker. Det bliver så tydeligt for mig her, hvilken energi, jeg ville ønske, der var mere eller mindre af. Jeg er en dej, der skal have tid til at hæve og blive god. Og det får jeg mulighed for, fordi jeg er så heldig, at jeg ikke ved siden af skal have et bijob, ligesom mange andre musikere. På den måde bliver jeg i studiet inspireret til at tage ud og spille, og når jeg er på turné, bliver jeg inspireret til at tage i studiet og arbejde videre med min musik. På sommerens turné kunne jeg mærke, at jeg savnede flere dansenumre. Jeg følte, at vi havde en fest, og jeg ville gerne kunne danse mere med publikum. Så nu er jeg i studiet og i gang med at undersøge, hvad det er, der får mig til at danse. Hvilket tempo, der taler direkte til hofterne og samtidig kan få én i trance. Musik kan på magisk vis få en til både at glemme og blive mindet om sig selv, føle sig fuldstændigt set og samtidig føle sig som en del af noget større. Jeg arbejder på at lave min Get ur Freak on med Missy Elliot, for der er noget mmmh ved det nummer. Jeg håber, jeg kan finde ud af det.

“Jeg synes, at det bliver så superkedeligt, hvis jeg kun må fremstå helt sårbar eller megastærk. I stedet vil jeg gerne vise, at jeg føler mig fri – også til at sætte min seksualitet i spil. Og det provokerer åbenbart mange, at jeg som kvinde har det sådan. Jeg oplever at få markant mere hate end mine mandlige kollegaer, især online.”

Til P3 Guld takkede jeg Kwamie Liv og en række andre danske sangerinder. Jeg kan mærke en anden forventning til mig som sangerinde end til mandlige musikere, og derfor ville jeg gerne honorere de sangerinder, der har gjort det lettere at være kvinde i musikbranchen. Kvinder, der har insisteret på at være musikere og mennesker uden at knække nakken på den vanvittige forestilling om, at de skulle være dårligere sangere, komponister eller sangskrivere, bare fordi de er damer. Og jeg ville sagtens kunne forstå, hvis de var knækket på det. For det kræver godt nok mod. Jeg har især oplevet det, i forhold til hvor meget min seksualitet må fylde i mit projekt. Med musikvideoen til Keep Cool havde jeg et ønske om at lave et stykke kunst, hvor jeg genskabte stemningen og fællesskabet fra en kvindeafdeling i et kurbad. Jeg forstår godt, at det kan blive tolket som aktivisme, men det var ikke en aktivistvideo. Da især mange mænd hørte om idéen, mente de, at det blev alt for billigt. At jeg nedgraderede mig selv ved at være nøgen. Og hvis det absolut skulle være nøgent, skulle jeg i hvert fald være mere i kontakt med noget maskulint. Der var blandt andet en, der foreslog, at jeg skulle sidde med spredte ben, og en anden, at jeg skulle viftes af nogle piger. Men hvorfor er nøgenhed kun sejt, hvis det er maskulint? For selvom det mere feminine kan virke åh så åbent og sårbart, så tag ikke fejl, jeg ved godt, hvor mine grænser går. Jeg synes, at det bliver så superkedeligt, hvis jeg kun må fremstå helt sårbar eller megastærk. I stedet vil jeg gerne vise, at jeg føler mig fri – også til at sætte min seksualitet i spil. Og det provokerer åbenbart mange, at jeg som kvinde har det sådan. Jeg oplever at få markant mere hate end mine mandlige kollegaer, især online.

Til tider kan det føles, som om nærmest alt, hvad jeg gør, bliver opfattet som aktivistisk. Forleden var der en, der sagde til mig, at jeg sjovt nok bliver ved med at vise mine armhuler med hår, selvom jeg siger, at jeg ikke er aktivist. Så blev jeg helt sådan, gør jeg, og hvornår? Og jeg kom til at tænke på, at det måske er rigtigt. For til de fleste koncerter løfter jeg jo armene og har kortærmede toppe på. Så det bliver nærmest sådan et helt filosofisk spørgsmål; løfter jeg armene for at løfte armene eller for at vise mine behårede armhuler? Jeg ved det ikke, jeg kan bare godt lide at have mine armhuler sådan, men jeg kan tydeligt mærke, at det betyder noget. Jeg forstår selvfølgelig godt, at jeg bliver opfattet som aktivistisk, fordi jeg skiller mig ud fra mængden, men jeg prøver ikke at tænke for meget på det, for så bliver jeg simpelthen for bevidst om ting, som egentlig virker naturlige for mig. For eksempel er jeg lige startet til boksning, og pludselig tænkte jeg: ‘Shit, hvad nu hvis jeg får lavere fedtprocent, er der så nogen, der vil blive provokeret af det?’ Det dur ikke at tænke sådan, man bliver kugleskør.

Ens krop skal frem for alt være et rart sted at bo i. Og det vil jeg gerne være en form for aktivist for at sige, for jeg manglede en, der sagde det, da jeg var teenager. Det kan være en svær tanke, at jeg er den for nogen, men det er da så dejligt at kunne være. Jeg har flere veninder, der har stået i et prøverum og hørt naboen sige: ‘Ej, jeg kan jo ikke have den her på’, og så har deres veninder sagt: ‘Tænk på Jada, hun ville gøre det.’ Det er da for fedt.”

Anja Pil Dyhrholm Overby

TV-tilrettelægger på DR. Har i næsten halvandet år fulgt Jada med et kamera til DR3-dokumentaren Jada – lillebitte kæmpestor, der havde premiere i efteråret 2019.

Hvad har du fået ud af dokumentaren, der blandt andet viste dig, da du var meget sårbar og nede med stress – og hvordan er det at handle i Rema 1000, efter at du har været på tv?

“Da Anja gik i gang med at følge mig, var min musik helt ny, og ingen af os vidste, hvor hurtigt det hele ville gå. Eller at jeg ville blive diagnosticeret med stress, hvilket jeg blev midt i optagelserne sidste efterår. Jeg måtte sygemelde mig og udskyde mine koncerter og min EP. Min krop kunne ikke fortsætte. Efter fire måneders sygemelding vendte jeg i begyndelsen af 2019 tilbage og er nu, efter en travl sommer med albumudgivelse og turné, tilbage i studiet med en helt anden energi og glæde. Så dokumentaren har føltes lidt i strid med tyngdekraften.

Det er helt vildt at se et kronologisk forløb af noget så privat. Som at tage på tidsrejse, hvor alle er inviteret med. Der er jo meget fra den tid, som jeg slet ikke har talt med andre om – i optakten til at jeg fik stress, sagde jeg det ikke engang til mig selv. Med dokumentaren er mine nærmeste kommet med i hele forløbet, og det har givet os en form for fælles sprog. Min veninde kan sige: ‘Kan du huske den scene, hvor du er helt presset over, at hunden gør? Det er sådan, jeg har det lige nu’, og så forstår jeg hende. Nogle af de følelser og oplevelser, som dokumentaren viser, er noget, kun min kæreste og min søster – og nogle gange ikke engang dem – har været vidner til. Så det er en ret absurd oplevelse, at det fra den ene dag til den anden er blevet et referencepunkt blandt mine venner. Og blandt fremmede. Det fælles sprog, jeg har fået med min omgangskreds, og som gør nogle samtaler meget lettere, er klart det bedste, jeg har fået ud af at medvirke i dokumentaren. Jeg har kun set afsnittene én gang, og jeg gad egentlig godt se dem igen, men det er ret intenst. Det er skræmmende at se forskellen på mit ansigt dengang og nu. Tomheden i mit blik skriger til himlen, og efter dokumentaren har jeg og min omgangskreds spurgt os selv, hvorfor helvede vi ikke så det noget før ...

“Da Anja gik i gang med at følge mig, var min musik helt ny, og ingen af os vidste, hvor hurtigt det hele ville gå. Eller at jeg ville blive diagnosticeret med stress, hvilket jeg blev midt i optagelserne sidste efterår.”

Efter at have været sammen uafbrudt i halvandet år, kender Anja mig virkelig godt, så hun ved, at jeg elsker Rema. Men jeg overvejer faktisk at begynde at handle ind online. At være på TV giver en opmærksomhed, der er dejlig og fuld af kærlighed, men også overvældende. Mit arbejde handler så meget om mig, så når jeg har fri, må det meget gerne handle om alt andet. Efter dokumentaren er mængden af folk, der stopper mig, genkender mig og vil fortælle mig noget, eksploderet, og det var jeg slet ikke forberedt på. For helt ærligt troede jeg ikke, at der var særligt mange mennesker, som ville gide se en dokumentar om mig. Problemet er, at jeg ikke vil skuffe nogen, men efter dokumentaren er det næsten umuligt ikke at gøre. Hvis jeg kunne klone mig selv, så jeg kunne lære alle de mennesker at kende, der føler, at de kender mig, så ville jeg gøre det, for jeg er sikker på, at det er fantastiske folk, men jeg er jo kun lille mig. Jeg øver mig faktisk i at være lidt mere lukket. Eller jeg er ikke begyndt på det endnu, men jeg skal til det, for ellers bliver det simpelthen for intenst.”

Lis Sørensen

Sangerinde og et af Jadas musikalske forbilleder.

Du har et stærkt fikspunkt i dit blik, når du synger, og selvom du er nærværende, er det, som om det er indstillet på uendeligt og på noget, du ikke har vist endnu. Gætter jeg rigtigt?

“Jeg føler mig meget forbundet med publikum, når jeg optræder, men jeg tror, at det, Lis ser, er, at jeg også føler mig forbundet under, bagud, opad og henover publikum. Alle de bittesmå celler i min krop rækker ud, og jeg føler, at jeg smelter sammen med publikum, men også med alle de iltmolekyler og energier, der er i rummet, og med det fysiske scenegulv, med himlen og med jordens kerne. Det er ikke noget, jeg mærker i hverdagen, men når jeg mediterer eller optræder, bliver jeg meget bred i min bevidsthed. At synge får mig til at mærke min kerne enormt tydeligt, og den tid og rumforståelse, jeg normalt har, opløses. Jeg tænker, at det er det, Lis Sørensen henviser til med sit spørgsmål, at scenen er et energetisk arbejde for mig, hvor det er liv og død, hvis man vil lave kunst, at holde energien ... Hvis det ikke er det, hun henviser til, glæder jeg mig til at snakke med hende om det. Hvor er det dog vildt, at Lis Sørensen ved, hvem jeg er.”

Søren Damsbo-Svendsen

Statskundskabsstuderende og Emilies kæreste.

Af de steder vi har rejst sammen, hvor ville du helst bo, hvis vi skulle flytte til udlandet?

“Ej, et sjovt spørgsmål. Jeg får lyst til at tage hjem og snakke med Søren om alle vores rejser, det er længe siden, vi har gjort det ... Jeg mødte Søren i 1. g på gymnasiet, så vi har været kærester i syv år, og fire af dem var før, vi begyndte at tænke på klimaet. Vi har rejst rigtigt meget sammen blandt andet til Sydafrika og Brasilien. Men jeg tror alligevel, at svaret på Sørens spørgsmål må blive Italien. For nogle år siden var han på udveksling i Rom, og hver gang jeg besøgte ham, snakkede vi om, at vores menneskenatur virkelig faldt i hak med den italienske. Vi er begge to sådan nogle, der elsker at leve i hverdagen frem for kun i weekenden. Og i Rom gik vi hele tiden ud, gerne sent og impulsivt, hvilket selvfølgelig også var nemt at gøre, fordi mad og vin koster en tredjedel i Rom i forhold til København.

Jeg savnede Søren frygteligt, frygteligt, da han var i Rom, men samtidig var det godt, at han tog af sted. På grund af mit arbejde er jeg meget væk, og derfor er det vigtigt, at han har sit eget liv. Samtidig er vi også meget bevidste om at vælge hinanden til, når vi kan, og jeg føler stadig en helt barnlig taknemmelighed over, at han vil være min kæreste. Vi har haft perioder med alt for travlt, hvor det eneste, vi lavede, når vi sås, var at genoplade på sofaen. Nu øver vi os i også at lave noget sammen derhjemme, måske bare en halv time. Søren er blandt andet i gang med at undervise mig i ukulele, og så er vi begge nogle brætspilsentusiaster. Lige for tiden spiller vi især Ticket to Ride og Castle of Mad King Ludwig, der gælder om at bygge det mest prangende slot og gøre den gale konge glad.

Jeg tror, Søren spørger om det her, fordi han ved, hvor meget det betyder for mig, hvor jeg bor. Drømmen er at flytte ud af byen. Jeg er vokset op på landet, i den lille sydvestsjællandske by Bisserup. Så jeg har været vant til, at alting var mindst en time væk med rutebussen, og ser det ikke som noget stort problem at skulle pendle ind til København. Søren derimod boede i Glumsø tæt på sin skole og vil derfor kunne cykle til alt. Jeg elsker også at kunne cykle i København, men jeg ville hellere bo med natur og hav og bade otte gange i løbet af en dag. Engang var jeg sikker på, at han havde det ligesådan, men en af de ting, jeg har lært ved at blive ældre, er, at andre ikke vil det samme som en selv. At når Søren siger, at han gerne vil bo i byen, mens han studerer, så mener han det faktisk. Så nu kigger jeg på kolonihavehus.”

Cecilie Jørgensen

Designer og grundlægger af Icon Visions. Har flere gange lavet tøj til Jada, blandt andet sættet hun bærer på dette interviews åbningsbillede.

Hvilken beklædningsdel føler du dig 100 procent hjemme i på scenen? Altså er der en type outfit, hvor du føler, du får superkræfter?

“Noget stramt. Ud over at det får mig til at føle mig lækker, gør stramt tøj det, at jeg bliver mindet om mine grænser. Det er noget tøj, der lægger sig der, hvor min fysiske krop slutter, og det gør, at jeg føler mig utroligt centreret. Og så noget ekstra. En hat, en høj slids, blomster, handsker, store øreringe, det giver mig helt klart superkræfter. Det er aldrig forceret, men en naturlig forlængelse af, hvem jeg føler, jeg er. Men det minder mig også om at være modig. At man godt må gøre ting. Det er jo det, tøj kan. Give en følelsen af frihed.

“Noget stramt. Ud over at det får mig til at føle mig lækker, gør stramt tøj det, at jeg bliver mindet om mine grænser. Det er noget tøj, der lægger sig der, hvor min fysiske krop slutter, og det gør, at jeg føler mig utroligt centreret.”

Det ekstra og stramme har altid fulgt mig, og reaktionerne har ikke altid været ubetinget positive. Jeg mødte op i gymnasiet i en udstoppet pink butterfly og i folkeskolen i vikingetøj eller en kæmpestor kjole, min mor havde fået fra en srilankansk veninde. Det er ikke, fordi jeg vil provokere eller larme, det er bare en del af mig – som zebraerne, der er født med opsigtsvækkende striber.

Jeg stiftede bekendtskab med Cecilie på Instagram. Min søster Frida, der er meget bedre til at følge med i den verden, viste mig Icon Visions’ side, og jeg syntes, at det var superfedt, så jeg skrev til Cecilie og spurgte, om hun ville hjælpe mig med at komme til at ligne Arven fra Ringenes Herre til P3 Guld, hvor jeg skulle optræde live. Det var et look, der pludselig kom til mig, og som hun heldigvis var helt med på. Hun lavede den smukkeste stramme, blå kjole, der skabte en del opmærksomhed, og det var lige det, jeg ville. Ikke kun at kommunikere igennem min sang, men også mit visuelle udtryk.”

Frida Molsted

Keramiker og Emilies søster.

Bliver du skuffet, når/hvis jeg ikke spørger, hvordan en koncert eller noget andet arbejdsrelateret er gået?

“Nej! Det bliver jeg så lettet over. Man bliver jo vanvittig af at snakke om sig selv hele tiden, det kan hverken ens hjerte eller hjerne klare. Jeg tror faktisk, at Frida har været ægte i tvivl, om hun spørger for lidt ind til min karriere, men det gør hun ikke. Jeg vil hellere snakke om alt muligt andet. Gode bøger, hendes liv, mit liv, sladder, eller hvad vi skal have til aftensmad. Eller om det projekt, Frida er i gang med, hvor hun laver sugerør i keramik. Men faktisk har jeg kunnet fornemme, at hun – fordi det går rigtigt godt for hende – også har fået behov for, at folk ikke hele tiden spørger ind til hendes sugerør, på samme måde som jeg har det med mine koncerter.

Det er virkelig sigende, at Frida spørger om det her. Hun er 2,5 år yngre end mig, men sjælemæssigt er hun hundrede år ældre. Samtidig føler jeg nok et lidt voksent ansvar for hende, der stammer fra dengang, vi var små, og vores forældre blev skilt. Det er ikke en givet relation, men jeg tror, at skilsmissesøskende har baggrund for at få et helt særligt bånd, fordi de bliver de eneste vidner til hinandens barndom. Vores mor vidste jo ikke, hvordan vores liv var hos vores far og omvendt, det vidste kun vi. Jeg bliver rolig, når jeg ser Frida, og der findes ikke en ting, jeg ville skamme mig over at gøre over for hende.

Det er gennem min familie, jeg har fået musikken ind. Alle synger og spiller og er meget kreative, også Frida. Jeg tænker nogle gange, om hun mon var gået videre med musik selv, hvis jeg ikke havde været der. Min mor har altid været virkelig god til ikke at kommentere vores stemmer eller lave konkurrence imellem os, men alligevel har det nok ikke altid været supersjovt at være lillesøster til hende, der synger.”

Nanna Elizabeth Hovgaard & Josephine Kuhn

Podcastværter på Fries before Guys, hvor Jada har medvirket.

Hvad er mod for dig – hvad rummer følelsen, og hvad betyder det helt konkret for dig at være modig?

“At lade skammens vogn rulle. Det kræver virkelig mod for mig. For det, der nemmest kan dræbe min følelse af mod, er skam, og hvis jeg begynder at lytte til skammen, er der så mange farlige steder at gå hen. Så må jeg måske ikke lave et dansenummer, fordi jeg var hende, der lavede ballader, og helt ærligt, hvem tror jeg, jeg er, det bliver da totalt pinligt. Jeg føler mig allermest modig, når jeg tør gøre, hvad jeg har lyst til, og sige, hvad jeg hundrede procent mener. Jeg er så konfliktsky, at jeg føler mig modig, når jeg ikke lader det styre mit liv.”

Vibe Wingstrand, Maria Andersen & Johanna Bechsgaard

Emilies veninder og korsangerinder i Jada.

Et af dine gode råd lyder, at man altid må melde sig ud af en situation, som man synes er uoverskuelig eller har brug for at tænke over. Stik en hvid løgn om akut behov for at gå på toilettet, når din chef spørger ind til din 2020-plan. Men Emilie, hvornår har du selv modificeret på sandheden for at få lidt mere tænketid?

“Jeg har altid haft svært ved at sige nej, især hvis jeg ikke lige får et par sekunders betænkningstid. Derfor har jeg lært mig selv, at jeg lige skal binde mine snørebånd, fake et telefonopkald eller gå på toilettet, før jeg svarer. Men det bedste redskab er faktisk at sige: ‘Det ved jeg ikke’. Så det siger jeg hele tiden. I går sagde jeg det til en veninde, der spurgte, om vi skulle ses. Jeg har ekstra svært ved at sige nej til mine venner. Jeg er så bange for at gøre dem kede af det, men samtidig kan jeg ikke sige om mandagen, hvad jeg vil på fredag. Både på grund af mit arbejde, og fordi jeg i modsætning til nærmest alle mine veninder ikke kan lide at planlægge. På arbejde har jeg ansat nogle til at planlægge og sige ja og nej for mig, og det er virkelig skønt. Gid man også kunne det privat.

Udover at synge kor i Jada er Vibe, Maria og Johanna også nogle af mine tætte veninder. Vibe og Maria kender jeg gennem MGK (musikkonservatorieforberedende uddannelse, red.), og Johanna mødte jeg på sanginstituttet Anne Rosing. Derfor sætter vi altid ekstra tid af ved indspilninger og koncerter, fordi vi bare ved, at vi ikke kan lade være med at snakke. Der er ikke en streng skillelinje mellem, hvornår vi er veninder, og hvornår vi er kollegaer. I takt med at Jada har fået mere succes, ses vi mindre uden for musikken, så vores private venskab har klart lidt en smule. Men samtidig er vores relation også blevet helt særegent, fordi vi som veninder har haft nogle helt særlige oplevelser sammen, som kan være svære at forklare for andre. Derfor er det så befriende at have dem i mit liv, for de fatter det bare.”