© PR Hermes

"Jeg designer ikke til én kvinde. Kollektionen taler til flere forskellige slags kvinder"

Kollektionen består af en bred vifte af farver og modeller. Mon ikke der er et par, som falder i din smag?

Ikoniske orange æsker, Chaîne d’Ancre-motivet og en unik historie.

Costume har snakket med den parisiske skodesigner hos Hermès, Pierre Hardy, om, hvad sko siger om kvinder, og om hans kreative proces og tanker om at designe sko for et traditionsrigt hus som Hermès.

© PR Hermes / Alexis Armanet

Hvad inspirerer dig, når du designer skokollektionerne?
“Når man arbejder for et hus som Hermès, kommer en stor del af inspirationen indefra. De fleste har et forhold til Hermès – det kan være, de forbinder huset med et minde, et objekt, en type kvinde eller en livsstil. Og så handler det om at omdanne folks fantasier til en sko. Mange af de historier og elementer, der er i kollektionen, er en del af dén kollektive idé om Hermès, og de minder, folk har i forbindelse med huset. Det kan være den ikoniske lås Kelly buckle, Chaîne d’Ancre-motivet, nitterne og ikke mindst printet. Det handler om at nyfortolke noget klassisk.”

Hvilken slags kvinde har du i tankerne, når du designer sko?
“Jeg designer ikke til én kvinde. Kollektionen taler til flere forskellige slags kvinder og forskellige øjeblikke i deres liv – deres ønsker og drømme. Det handler altså om at skabe drømmeskoen. Der findes jo ikke kun én slags kvinde, og det er derfor, der er så mange forskellige modeller i kollektionen. Og selv hvis der kun er tale om én kvinde, har hun forskellige drømme og behov.”

“Sko ændrer den måde, du bevæger dig på, hele din attitude. Hvis du ændrer skoen, ændrer du dit udtryk.” — Pierre Hardy

Hvilke to-tre par sko skal en kvinde have i sin garderobe?
“Det handler om at forestille sig forskellige øjeblikke i løbet af et år i en kvindes liv. En enkel sandal til stranden og en crazy aftensko med hæl. Og sneakers, som jo er blevet en livsstil og fylder meget i mange kvinders liv. I sommerkollektionen er det sandalerne med basthæl og remme, de farverige 60’er-inspirerede party-girl-hæle og så et par sneakers, der er helt centrale.”

Nedenfor kan du se et mindre udvalg fra kollektionen.