© Rasmuns Weng Karlsen

"Jeg håber virkelig på at vise andre unge kvinder, at man ikke skal finde sig i alt. Hellere være en bitch end en pushover"

De første 23 år af sit liv brugte Amina Mohamed på at gøre alle andre tilfredse. Men en livskrise førte til, at hun måtte stoppe op og stille sig selv et afgørende spørgsmål: Hvad har jeg lyst til at bruge resten af mit liv på? Det førte hendes sangtalent fra Mjølnerparkens vaskekælder til toppen af dansk musikstreaming – og i dag håber hun på at kunne inspirere andre til at leve mindre for alle andres skyld og mere for deres egen.

Lyden af børn, som leger og snakker, overdøver næsten Amina Mohameds iPhone, der ringer insisterende i hendes lomme. Det er januar i 2020, en usædvanligt varm start på et nyt år, og hun er til sin venindes datters 4-års fødselsdag. De har netop sunget fødselsdagssang og er i gang med at spise lagkage. Amina fisker telefonen frem, og navnet på ejeren af hendes pladeselskab toner frem på skærmen.

“Amina!” råber han, før hun når at svare.

“Du er på top tre!”

Halvdelen af ordene drukner i selskabets summen. Med sin ene hånd holder Amina telefonen op til sit øre, og med den anden forsøger hun at lukke larmen ude. Hun går ud af stuen, og han gentager: Hendes nye – og første – single Winter Season, der er udkommet et døgn tidligere, er landet i toppen af musiktjenesten Spotifys liste over de mest streamede sange i Danmark lige nu.

Amina ved ærligt talt ikke rigtigt, hvad det betyder. Da hun går tilbage til stuen og overbringer nyheden til sine veninder, ved de det heller ikke. Men baseret på Miklos begejstring ved hun, at det må være vigtigt.
“Resten af dagen hørte vi sangen på repeat. Alle, både børn og voksne, elskede den. Vi afspillede den mindst 100 gange,” mindes den 26-årige sangerinde.

For bare få år siden havde drømmen om at se sit navn figurere på nogen form for hitliste virket urealistisk for Amina. De første mange år af sit liv havde hun brugt på at holde sin kærlighed til sangen hemmelig for alle andre end et par betroede, og når hun skulle synge, foregik det i kælderen under barndomshjemmet i en lille vestsjællandsk provins og senere i vaskekælderen i Mjølnerparken på Nørrebro.

Af samme grund var udgivelsen af den første single en milepæl for Amina: Den markerede nemlig første gang i mange år, at hun forfulgte det, hun i virkeligheden længtes efter, i stedet for at gøre det, som alle andre forventede af hende.

Parkeringspladsen i Albertslund

“Undskyld, jeg kommer så sent!” udbryder Amina, da hun braser ind på caféen en time senere end aftalt.

Hendes ene datter vågnede syg op i morges, og hendes tøj sladrer om, at hun brugte de første vågne timer på febrilsk at lede efter en pasningsløsning: Fødderne er stukket ind i et par badetøfler, og under den mørkebrune uldfrakke har hun stadig nattøj på. Senere på dagen står hun iført mærker som Prada og Balenciaga i et fotostudie i København, og det er bare en af de modsætninger, der opstår i en hverdag, hvor hun skal balancere mellem at være alenemor til to piger og upcoming sangerinde.

“Jeg føler nogle gange, at jeg lever lidt af et dobbeltliv,” siger hun med et smil.

Det er i dag halvandet år siden, at Amina fik opkaldet fra den danske rapper Branos pladeselskab B.M.B. Entertainment. Og det er to år siden, at hun en vinteraften sad på bagsædet af en stor, sort bil på en parkeringsplads i Albertslund og kunne mærke sit hjerte dirre nervøst i takt med højttalerne, der spillede r&b-nummeret Winter Season for fuld udblæsning for de to førnævnte pladeselskabsbosser, som nikkede med på beatet.

"Da jeg blev kontaktet af Branco, tænkte jeg bare: 'What the fuck?'”

Forud for mødet havde Amina sendt sin demo på sangen til Branco gennem en fælles ven. Hun havde googlet studier i København og fundet ét, hvor hun for 1.000 kroner ud af egen lomme kunne få en time til at indspille en sang med en producer på sidelinjen.

“Da jeg blev kontaktet af Branco, tænkte jeg bare: ‘What the fuck?’ Jeg gik fra at være lillemor derhjemme til at skulle mødes med et af Danmarks største musiknavne. Det var fuldstændigt surrealistisk,” siger Amina.

Da Amina og hendes daværende manager, veninden Tara, kørte fra parkeringspladsen og Brancos bil, skreg de. Højt og længe. Branco og Miklo kunne lide, hvad de hørte, og tilbød Amina, at hun kunne komme forbi deres musikstudie til en række sessions for at indspille flere sange.

“Jeg var sindssygt nervøs for mødet: De har lavet musik i mange år, og statistikkerne taler deres eget sprog om, at de har styr på deres shit. Da vi kørte derfra, var jeg fuldstændigt høj. Jeg tænkte, at ‘umuligt’ bare er et ord. Der var ingen, inklusive mig selv, der troede på, at det var muligt for mig at komme så langt,” siger Amina.

Det lå nemlig ikke i kortene, at Amina, der kom fra Somalia til Danmark som 3-årig og blev bosat i provinsen Ruds-Vedby uden for Slagelse sammen med resten af sin familie, skulle ende med at blive signet hos et større dansk pladeselskab, udgive en ep, få en guldplade og have flere end 14 millioner streams på Spotify. Første gang, hun mærkede tiltrækningen fra musikkens verden, var på barndomsværelset tilbage i 2005, hvor musikvideoen til Rihannas 00’er-hit Pon de Replay løb over fjernsynsskærmen. Alt – lige fra Rihannas outfit til hendes accent, der stammer fra Barbados – fangede Amina. Hun begyndte at synge i kælderen med hårbørster og deodoranter som stand-ins for mikrofoner, og hun vidste instinktivt, at dét her var meant to be.

Og så kom livet i vejen.

© Rasmus Weng Karlsen

JAKKE Prada hos Mytheresa.com 12.200 kr. JEANS & Other Stories 560 kr.

"Jeg følte lidt, at jeg levede i en fabrik, der spyttede helt ens produkter ud”

“Jeg oplevede det, som om tingene var meget firkantede i den by, jeg boede i. Du skulle gå i skole, så skulle du have en uddannelse, og bagefter skulle du stifte familie. Folk var meget ens. Jeg blev drillet af de andre elever på min folkeskole, hvis jeg nævnte, at jeg gerne ville synge. De kunne finde på at sige ting som: ‘Slap af, tror du selv, at du er den næste stjerne?’. Det var en joke for dem. Det, jeg husker tydeligst fra de år, er følelsen af ikke at passe ind,” siger Amina med den silkebløde, melodiske stemme, der har sikret hende store roser fra flere danske anmeldere.

I hjemmet var der heller ikke stor begejstring over tanken om, at Amina skulle forsøge sig med en karriere som sangerinde. Hendes mor og søster vidste godt, at Amina sang – men ikke, at hun i al hemmelighed drømte om at blive Danmarks næste store sangerinde.

“Det er ikke normalt at tage en kunstnerisk vej inden for den kultur, jeg kommer fra. Alt, der ikke er læge, doktor, advokat eller ingeniør, er ikke godt nok. Kunst er ikke en respekteret ting, men bliver måske mere set som en undskyldning for at være doven. Sådan lidt: ‘Nå, du vil gerne være kunstner?’,” siger hun og indrammer ordet ‘kunstner’ ved at gestikulere anførselstegn i luften.

Ofte følte hun, at hun ikke passede ind nogen steder.

“Min mor kom hertil som flygtning, så hun har altid forsøgt at skabe et godt liv for os og sørge for, at vi får en uddannelse og alle de her ting, som hun ikke selv har haft muligheden for. Det var rigtigt vigtigt for hende, at vi ikke spildte vores tid: Hendes mål i tilværelsen var at give os en bedre tilværelse, end hun selv havde haft. Og hvis det betød, at hun måtte begrænse os i nogle ting, så var det dét.”

‘Kan du ikke bare’ var en fast vending i Aminas forældres vokabular: Kan du ikke bare få en uddannelse? Kan du ikke bare gøre, som der bliver sagt?

“De havde mange forventninger til mig med hensyn til uddannelse, arbejde og at blive gift og få børn. På et plan forstår jeg det jo godt, for det er jo en del af vores kultur. De havde kæmpet for at give mig en bedre fremtid, bogstaveligt talt, for at jeg kunne blive en kvinde, der kunne bidrage positivt til samfundet, og jeg elsker dem for det. Fordi de mente det godt. Men det var svært at leve op til alles forventninger, både dem i provinsen og dem der hjemme. Jeg følte nogle gange, at jeg levede i en fabrik, der spyttede helt ens produkter ud, og jeg skulle bare være ét af produkterne. Men mine drømme var uden for den ligning,” siger hun.

© Rasmus Weng Karlsen

TOP Nensi Dojaka 4.200 kr. HALSKÆDE Cartier 95.000 kr.

‘Hvad skal du bruge resten af dit liv på?’

Da Amina var teenager, flyttede hun med sin mor og søskende til en lejlighed på Nørrebro. Sangen fortsatte i det skjulte, nu i vaskekæl- deren i Mjølnerparken. Men på grund af en blanding af forventnin- gerne hjemmefra og en hovedkulds ung forelskelse endte Amina som 20-årig i et meget seriøst forhold.

“Det føltes som det rigtige tidspunkt at blive gift. Måske var jeg bare ikke så rebelsk mere og ønskede, at der kom lidt ro på,” siger hun. Kort tid efter blev hun gravid med sin ældste datter. En hård graviditet, hvor hun kastede op fra start til slut. Efter fødslen blev hun ramt af en fødselsdepression.

“Jeg kan huske, at jeg græd, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Jeg elskede min datter, men var samtidig så ulykkelig, uden at jeg kunne sætte fingeren på hvorfor. Jeg følte mig så alene og syntes, at alle andre mødre fik det til at se så nemt ud, mens jeg bare kæmpede.”

Forholdet til hendes mand var også svært.

“Jeg mistede rigtigt meget af mig selv. Det er ikke nemt, når man er så unge og meget uenige om, hvordan tingene skal være. Det påvirkede mig rigtigt meget. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv til sidst,” siger Amina.

Med sin mand flyttede hun til Valby og fik en datter mere. Men efter fire års forhold, da hendes døtre var halvandet og to og et halvt år gamle, endte hun med at tage beslutningen om at blive skilt.

“Der er én ting, der er værre end at være enlig mor, og det er at have en partner, som ikke er der. At man føler sig alene i forholdet. Det er ti gange værre – for så regner du hele tiden med noget, men bliver skuffet gang på gang,” siger hun.

Da hun kom ud på den anden side af skilsmissen, var hun med egne ord ødelagt. Månederne efter var ‘virkelig, virkelig slemme’. Amina sad i sin mors lejlighed hver dag og græd, som sørgede hun over en elsket persons død. For det var sådan, det føltes. Men ud af tågerne fra et knust hjerte og en bristet drøm om en lykkelig kernefamilie voksede den gamle drøm om en karriere som sangerinde.

“Jeg tænkte: ‘Okay, du er 23 år, og du har gjort det hele. Hvad skal du bruge resten af dit liv på?’ Jeg havde gjort alt det, der var forventet af mig, for at passe ind, og pludselig stod jeg midt i en helt ny virkelighed. Dybt indeni havde jeg stadig drømmen om en sangkarriere, og det var vigtigt for mig at sætte et godt eksempel for mine børn og vise dem, at der ikke er nogen drøm, der er for stor. Så jeg sagde til mig selv: ‘Nu skal du gøre lige præcis det, der gør dig glad – og der er ikke nogen eller noget, der skal stå i vejen for det’,” siger Amina.

Det førte til den allerførste studiesession, som førte til den første demo, der førte til mødet og senere en underskrevet kontrakt med B.M.B. Entertainment og udgivelsen af hendes første ep, pop- og r&b-sammensuriet Black Butterfly i sommeren 2021 – og i april skal hun spille sin første headlinerkoncert på Hotel Cecil i København. I sangene på ep’en bruger hun erfaringerne fra sit tidligere forhold – for eksempel i r&b-balladen Mindre:

© Rasmus Weng Karlsen

JAKKE Gestuz 1.200 kr. TOP Ganni 2.399 kr. JEANS & Other Stories 560 kr. HALSKÆDE Fashash Rocks 1.200 kr. SKO Balenciaga 5.200 kr.

Best believe at du kommer tilbage // Plejede at kigge på din profil flere gange om dagen // Gi’r ik’ en fuck om du er væk eller kradset af // Jeg har gjort ting, jeg ik’ stod inde for // Knækkede min sjæl, knækkede min aura.

Efter udgivelsen af Black Butterfly har hun fået beskeder fra flere kvinder, som fortæller, at hendes sange har givet dem mod til at bryde ud af forhold, som de ellers har haft svært ved at slippe.

“Det gør mig så glad. Et usundt forhold er nærmest ligesom at være afhængig af et stof, men med stoffer kan du komme på rehab, og du har måske et støttesystem omkring dig. Ikke alle har den mulighed, når det gælder et forhold – jeg fortalte jo intet til nogen om, hvad der skete derhjemme. Folk skammer sig over det, men man må aldrig føle, at det er ens skyld, hvis tingene går galt. Det er en del af livet, og du bliver nødt til at tale med nogen om det, inden det når at sluge dig helt. Hvis jeg kan hjælpe nogen til at klare de ting, så er der ikke mere, jeg kunne ønske mig.”

At være alenemor til to små piger er ikke det nemmeste, når man samtidig er i gang med at opbygge en karriere inden for musik- branchen. Men Amina har fundet måder, hvorpå hun kan skabe balance i de to ting: Når pigerne er i deres institution, tager Amina i studiet, og hvis tidsplanen skrider, får hun en søster eller babysitter til at hjælpe med pasningen.

“Det er hårdt, men jeg nyder hvert et øjeblik. Jeg ved, at den her tid lige nu ikke kommer igen: At jeg er i mine 20’ere, og at mine børn er små. Det er den mest dyrebare periode. Nogle gange går tingene ikke efter planen,” siger hun med henvisning til, at hun kom for sent til interviewet, “men jeg prøver bare at få det bedste ud af det.”

‘Jeg har brugt alt for lang tid på at tilfredsstille folk’

Efter at have brugt de første mange år af sit liv på at forsøge at passe ind i andres forventninger er Amina færdig med det. Det er også et af hovedbudskaberne på Black Butterfly: At der er mange måder at være kvinde på, og at der ikke er én måde, der er den korrekte. Eller som hun formulerer det i nummeret Butterfly:

Baby, jeg bliver nødt til at være reckless og ik’ gi’ en fuck // Jeg har brugt alt for lang tid på at tilfredsstille folk.

Når hun sætter en ære i at bryde med andres forventninger, handler det også om, at hun vil vise, at man ikke kun er kvinde i kraft af sin rolle som eksempelvis mor. For man kan godt både være mor, have en målrettet karriere som musiker og være en kvinde i midt-20’erne, som indimellem har lyst til at tage ud med veninderne i weekenden.

“Det er et rigtigt vigtigt budskab for mig. Vi er i det 21. århundrede, så hvorfor skulle man ikke kunne det? Men manges tankegang er desværre 500 år tilbage til en tid, hvor en mor blot var en mor. Og den idé skal bare ikke plantes i mine døtres hoveder. Det er virkelig vigtigt for mig, at jeg støtter dem i at danne deres egne meninger og holdninger og giver dem redskaberne til at skrive alle de dér indgroede regler forfra,” siger Amina.

“Det dér med, at man skal passe ind et sted, er en myte. Jeg tror på Gud og på, at han har skabt alle mennesker forskelligt, så hvordan skulle to personer kunne være ens? Det er vigtigt at stå ved den side af dig selv, som du føler stikker lidt ud, for det er nok den side, der kommer til at være din motivation og styrke. Gennem hele mit liv har jeg brugt så lang tid på at passe ind, og hvis jeg i stedet havde brugt den tid på at stå ved, hvem jeg er, havde jeg måske forfulgt min drøm endnu tidligere,” siger hun.

At der kan være nogle forventninger til eller stereotype forestillinger om, hvordan hun skal være som kvinde, kan Amina også sommetider mærke i musikbranchen. For eksempel da hun i den spæde begyndelse af sin karriere havde fået mulighed for at få en studiesession med en mandlig producer (‘et respekteret navn’), som fra første øjeblik havde et helt bestemt syn på, hvordan Amina skulle formulere sine tekster og synge dem. Efter flere intense timer, hvor hun havde fået at vide, at teksterne ikke var gode nok, at hun skulle ramme nogle helt andre toner (‘Nogle, jeg slet ikke havde i mit instrument’), og hvor hun ikke kunne få et ord indført og blev sammenlignet med mandlige kunstnere – og ikke til hendes fordel – valgte hun at sige tak for i dag, pakke sine ting sammen og gå.

“Det var virkelig skræmmende at tage konfrontationen. Især når man står i et rum fyldt med mænd. Det er jo så nemt at sige: ‘What a bitch’, når en kvinde siger fra. Det ville man aldrig sige om en mand, der reagerede på den måde – så er han jo bare målrettet eller formår at få respekt.”

Og det er en dualitet, der bliver ved med at dukke op i Aminas liv – både når det gælder privatsfæren, og når det gælder karrieren, hvor hun oplever, at hun og andre har kvinder har to muligheder: Man kan være en bitch, eller man kan være sukkersød. Gennem de seneste år har Amina lagt lidt låg på den sukkersøde side.

“Jeg vil nok altid have lidt af den i mig, for jeg ser altid det bedste i andre og er meget overbærende. Men jeg vil gerne sætte et eksempel om, at man ikke bare skal følge med strømmen. Og jeg håber virkelig på at vise andre unge kvinder, at man ikke skal finde sig i alt. Hellere være en bitch end en pushover.”_

FOTOGRAF Rasmus Weng Karlsen STYLIST Clara Matz