“Jeg kan godt lide at samle på få, men gode ting, der holder over tid.”

Malene Hvidt er uddannet arkitekt og medejer af design- og arkitektfirmaet Spacon & X med en fortid som modedesigner. I dag laver hun alt fra modeshows til indretning og møbeldesign. Hendes indbyggede snedkerskab i fyrretræ afspejler kærligheden til original arkitektur – med en snert af kaos.

EKSTRA_Malene_001

EKSTRA_Malene_001

© Madeleine Carstensen

“Skabene er indbyggede og snedkereret i fyrretræ. Det er et af de oprindelige elementer, vi har ladet blive, da vi renoverede huset – og arkitekturen er typisk for sin tid i et klassisk 1970-80’er hus.”

Smider du flittigt ud, eller er du en samler?
“Jeg kan godt lide at samle på få, men gode ting, der holder over tid. Tøjet i min garderobe er – ligesom alt andet, jeg har i mit hjem – på en eller anden måde evigtgyldigt. Jeg elsker at omgive mig med ting, der har evnen til at skifte brug, tid og generationer uden at miste værdi. Hvilket jeg også stiler efter i de projekter, jeg selv skaber som arkitekt.”

Beskriv din stil?
“Min stil er enkel og befinder sig et sted imellem det maskuline og feminine. Jeg elsker elegancen ved et godt jakkesæt, som er det, der tager det meste af min plads i klædeskabet. Nærmest som en række uniformer, der sætter rammerne for dagen, hvor alt andet kan være flydende og uforudsigeligt.”

Dit bedste tip til garderoben?
“Min garderobe er for det meste kaos, men gennem mit arbejde har jeg opdaget, hvor meget god belysning kan gøre for at få bedre overblik.”

Hvad bør der være i enhver garderobe?
“Jeg tror på, at vi har brug for mere af mindre, og er meget opmærksom på det, jeg omgiver mig med. Vi skal erstatte kollektioner med selektioner og have tekstil, der holder i flere generationer.”

3 ting, alle bør have i garderoben?
"Aeron og Mark Tan er nogle af mine favoritmærker. Deres måde at arbejde med silhuetter, materialer og detaljer på, og deres produktionsmetoder, er i top. Hertil er Stine Goya et mærke, jeg selv har arbejdet for i mange år og fulgt helt fra starten, og som jeg elsker for dets legende og feminine univers. Design fra Jil Sander og Lemaire kunne jeg godt fylde det meste af min garderobe med – og så synes jeg, at DAY Birger et Mikkelsens kollektioner, under deres seneste kreative direktør Christina Exsteen, er superflotte."