"Jeg kan huske følelsen af håbløshed og grimme tanker om et liv, jeg havde mistet"

Costumes skønhedsredaktør, 32-årige Marie Alkestrup, gennemgik for ti år siden en knæoperation, der endte med en sjælden komplikation og flere år som sengeliggende ude af stand til at gå. En tilstand, lægerne dengang troede var permanent, men som hun i dag har modbevist. Det er arrene ved knæet en daglig påmindelse om.

COS_2201_FAS_2022_costume_Ardraft_Marie-17

Styling: Clara Matz

© Frederikke-Agnete Svarre

Hvad er historien bag dit ar?
“Jeg fik som 22-årig en større knæoperation, der gik galt. Allerede om aftenen efter operationen fik jeg stærke, dunkende smerter, og lige meget hvor høj dosis morfin jeg fik, dæmpede det dem ikke. I de første tre måneder sov jeg næsten ikke på grund af smerterne, og jeg kunne ikke bevæge benet eller støtte på det. Min daværende kæreste måtte bære mig på toilettet flere gange dagligt.

Efter flere måneder på morfin og et halvt år i sengen kom jeg på operationsbordet igen. Man fandt intet nyt. Derfor blev jeg henvist til en såkaldt smerteklinik, hvor overlægen fortalte, at jeg havde fået en kronisk nerveskade. En sjælden komplikation, som giver smerter, der ikke nødvendigvis kan forklares fysisk, men som kan komme af ødelagte nerveender. Man kunne ikke give nogen garanti for, at det ville blive bedre, eller at jeg ville komme til at gå igen. Efter den besked fulgte den mørkeste tid i mit liv, men jeg fik håb, da lægerne begyndte at eksperimentere med forskellige smertedæmpende behandlinger – alt fra epilepsipiller til botox skudt ind i ryggen. Efter nogle uger blev smerterne dækket i en sådan grad, at jeg nu kunne kravle fra sengen og op på en motionscykel. Jeg kan huske følelsen af håbløshed og grimme tanker om et liv, jeg havde mistet, samtidig med at jeg sværgede, at jeg fandeme skulle modbevise lægerne, imens jeg i månedsvis hjulede afsted i frigear på motionscyklen. En dag rejste jeg mig endelig – godt nok med et køkkenbord som hjælp, men det var en kæmpe sejr. Dernæst pressede jeg mig selv til at gå minimale ture med krykker, så til sidst kun med en, og efter to år kunne jeg næsten lægge krykken, men haltede stadigvæk.

I dag er smerterne meget bedre. Jeg har ikke fuld bevægelighed i knæet, og trapper er stadig svære, men ellers kan man ikke se, hvad jeg har været igennem – på nær på mine ar.”

Hvordan har du det med arrene i dag?
“Nogle dage glemmer jeg dem, og jeg ville klart hellere have ar end gangbesvær og krykker, som for mig var det værste, fordi folk gloede, når man kom haltende. Det hænder stadig, at fremmede kigger indgående på arret, og når det sker, stirrer jeg tilbage – større menneske er jeg alligevel ikke.”

Hvad får arrene dig til at føle, når du står foran spejlet?
“På den ene side gør de mig ked af det, fordi jeg tænker på, om andre mon synes, jeg har grimme ben. Det er åndssvagt, men jeg er et super forfængeligt menneske. Samtidig er jeg også glad for min forfængelighed, fordi det var den, der fik presset mig ud af sengen, når smerterne var værst. Arrene minder mig om, at man skal være taknem- melig, da det her forløb har givet mig forståelse for, hvor hurtigt du kan miste alt. Derfor har jeg i dag også stor respekt for folk, der kan kæmpe sig op igen, men også for dem, som ikke kan. Jeg forstår godt, hvis man opgiver uden et støttende netværk. Havde jeg ikke haft støtten fra min mor, der kunne have mig boende i et år, fordi jeg ikke kunne komme op ad trapperne til min lejlighed, eller fra min daværende kæreste, der hjalp med ALT, aner jeg ikke, hvor jeg havde været i dag.”

Ville du ønske, at folk ikke spurgte til arrene?
“Jeg vil hellere have, at folk holder op med at glo surt og kommentere, når jeg tager elevatoren. Jeg har egentlig ikke noget imod, at folk spørger til arrene, men jeg prøver at øve mig i ikke at fortælle hele historien til nye bekendtskaber. At være mere end hende, som engang ikke kunne gå. Samtidig med at jeg altid får dårlig samvittighed, når jeg ser andre unge med krykker, eller som sidder i kørestol, fordi de måske har samme følelse, som jeg havde, af at være den eneste i verden, der ikke var normal. Og nu kan de jo ikke længere se, at jeg også har været i deres sted.”

Har du accepteret arrene?
“Ja, de er en del af mig og mit ben. Jeg kommer nok aldrig til at acceptere, at mine tyvere skulle være så alvorlige, at jeg mistede så mange år, hvor jeg bare sad derhjemme og følte mig som et stort nul, imens alle andre festede, studerede og tog hul på karrieren. Det tog mig også lang tid at få min selvtillid tilbage, da det altså ikke får dig til at føle dig specielt voksen eller sexet, når du skal have hjælp til alt. Til gengæld kan jeg i dag godt blive stolt af, hvordan jeg evnede at bevare alt det, der gør mig til Marie.”

Hvorfor ville du gerne vise arrene her i Costume?
“Fordi jeg selv manglede lignende historier, da jeg var midt i det. Andre, der kunne fortælle, at de var kommet godt igennem det, men også dem, der fortalte, at der er mindst lige så mange lortedage, hvor man ikke magter at tænke ‘positivt’ – og at det er helt okay. Her ti år senere giver jeg stadig mig selv lov til at føle vrede og sorg over de år, jeg mistede, imens jeg på gode dage klapper mig selv på skulderen og glædes ved den taknemmelighed og kampgejst, jeg har fået, på grund af alt det, der ligger bag mine ar.”