Indre tumult
“Det var sådan et brev,” svarer Isabella med et gådefuldt smil om de rødmalede læber til spørgsmålet om, hvorvidt kærlighedshistorien – ligesom oldefarens navn – er baseret på virkeligheden. Mere vil hun ikke komme ind på den sag, forklarer hun.
“Det er vigtigt for mig, at bogen bliver opfattet som en roman, ikke en biografi. Jeg har ladet mig inspirere af Midhats historie, men jeg har ikke baseret den direkte på hverken hans eller andres liv. Som mange andre bøger er Pariseren skrevet i den mærkelige zone, hvor minder møder fantasi, og jeg kan faktisk ikke længere huske præcist, hvad der er inspireret af virkeligheden, og hvad jeg selv har fundet på. Hvis jeg havde skrevet en akademisk bog, ville det jo nok være et problem, men heldigvis har jeg skrevet en roman,” siger hun og røber i næste nu, at hun først besøgte Montpellier dette forår. Altså da bogen var udgivet. Hendes beskrivelser af byens bygninger, gader og stemning er derfor baseret på fotos og bøger – og på fri fantasi.
“Heldigvis stemte virkelighedens Montpellier ret godt overens med romanens,” siger hun med et grin.
De mange beskrivelser fra Nablus ligger der til gengæld en del fysisk forarbejde bag. I løbet af de fem år, det tog Isabella at skrive Pariseren, rejste hun til Palæstina for at lave research. Her mødte hun familiemedlemmer, besøgte det gamle Hammad-hus, som hendes tipoldefar byggede i starten af 1900-tallet, sansede byens lyde, dufte og smage og interviewede primært ældre mennesker om deres barndom for at få så stor en indsigt i datidens vendinger, vittigheder, bekymringer og snakke som muligt. Trods sit palæstinensiske ophav var turen til Nablus hendes første.
“Palæstinas kultur og historie har altid fyldt meget i mit hjem, men på grund af omstændighederne kunne vi ikke rejse dertil, da jeg var barn. Vi rejste til Jordan og Libanon, men min far ville ikke til landet og mindes om alt det, hans familie havde mistet. Så selvom jeg altid har længtes efter at komme til Palæstina, var jeg faktisk 21, før jeg kunne krydse grænsen ved et checkpoint i Jordan.”
Nablus ligger i dalen mellem bjergene Ebal og Gerizim, og både under Det Osmanniske Rige, under den engelske kolonisering og siden staten Israel blev en kendsgerning, da den israelske hær i 1948-1949 erobrede landområder, der svarede til 80 % af Palæstina, har Nablus været kendt som ‘bjerget af ild’ på grund af beboernes store modstandskamp. Byen er en af de ældste kontinuerligt beboede byer i verden, her ligger moskéer og kirker side om side, og du finder nemt et ældgammelt palads, formentlig ikke beboet af andet end hvide duer. Byen er underlagt sporadiske angreb fra den israelske hær, og derfor blev Isabella på sin første tur hertil også overrasket over, at markedet i den gamle bydel summede af liv.
“Når du går ind i den gamle souq, føler du straks Nablus’ bankende hjerte. Det er let at forestille sig byens storhedstid her,” siger hun.
I souqen har hun også været så heldig at støde ind i ældre mennesker, der kan huske hendes oldefar, al-Barisi (pariseren på arabisk), og har kunnet fortælle nye detaljer om hans liv.
“De anekdoter om Midhat, jeg voksede op med, var næsten altid sjove, men da jeg først dykkede mere ned i hans historie og talte med folk, der havde kendt ham, kunne jeg se, hvor kompleks og sensitiv en mand han faktisk var. I Frankrig var han eksotisk på grund af sit arabiske ophav, og i Palæstina det samme på grund af sin frankofili. På en måde hørte han ikke til nogen af stederne, og denne rodløshed prægede hans tilværelse og skabte uden tvivl en melankoli. Han var en levemand med stor samvittighed, men også meget ... ja, selvoptaget, vil jeg næsten sige.”
Selvom bogens perspektiv primært er Midhats, og man som læser hurtigt får sympati for den charmerende unge araber, så oplever man i takt med romanens over 600 sider, og i relation til romanens mange andre karakterer, også nogle mindre positive sider af Midhat. Særligt i dialog og samvær med fætteren Jamil træder Midhats mere arrogante karaktertræk frem. Som da de i Nablus møder en fransk præst, og Midhat – på fransk vel at mærke – får nedgjort ikke bare sit eget, men også Jamils og begge deres fædres erhverv.
Midhat kiggede på blyanten i père Antoines hånd og fortsatte på fransk: “Hvad er De i gang med at skrive?”
Præsten betragtede ham. Hans øjne var rødsprængte. “Noter. Jeg studerer,” svarede han på arabisk.
“På et universitet?”
“Jeg er tilknyttet L’Ècole Biblique i Jerusalem.” Han gjorde et ophold. “Je suis professeur. Jeg underviser dog ikke for øjeblikket. Er du studerende?”
“Nej. Det har jeg været. Nu arbejder jeg, vi arbejder begge to... på markedet.”
“Åh,” sagde Antoine og blinkede nogle gange. “Interessant.”
“Ikke særligt,” røg det ud af Midhat. “Jeg vil faktisk sige, det er temmelig kedeligt. Er det ikke rigtigt, Jamil? Det er ikke det mindste smule interessant.”
“Jeg synes nu ikke, det er meget kedeligt,” sagde Jamil på arabisk. Han havde et sært udtryk i ansigtet.
“Jeg mener bare, at det ikke er særligt interessant, at man først studerer og så arbejder på markedet. Det er...” Midhat trak på skuldrene, ”ordinært. Men samtidig er det ikke særlig almindeligt.”
“Det er jo det, der gør os mennesker spændende. At vi modsat i eventyrene ikke kan puttes i en boks som god eller ond. Vi er komplekse skabninger både i vores selvforståelse og i vores forståelse af andre,” siger hun og fortsætter:
“Midhat er som sagt en sensitiv mand, og derfor påvirkes hans identitetsopfattelse meget af, hvordan andre opfatter ham.”
Midhats indre tumult kommer altså på mange måder fra omverdenens opfattelse af ham. Og derfor har Isabella lagt så stort et fokus på tøj i romanen. For som hun siger, er vores påklædning jo et afgørende element for vores eget og omverdenens selvbilleder. Franskmændene opfatter Midhat som eksotisk, men også primitiv, og palæstinenserne finder ham fashionabel, men også snobbet. Og også hans motiver bliver draget ind i disse fordomme, for mens dele af borgerskabet i Frankrig udtrykker en opfattelse af Midhats indskrivning på Montpellieruniversitet som et skalkeskjul fra Første Verdenskrig, udtrykker de kampklare palæstinensere en skepsis over for hans incitament i regionens kamp for selvbestemmelse på grund af hans tid i Europa.
Han kan ikke blive fri for den nationale bagage, han slæber rundt på.