“Jeg kan ikke skrive det samme som andre, uden at det bliver anset som en politisk manifestation”
Mød en af litteraturens nye verdensstjerner, Isabella Hammad, der står bag den anmelderroste debutroman Pariseren.
Af — 24. februar 2020Med sin anmelderroste debutroman Pariseren er den engelskpalæstinensiske forfatterinde Isabella Hammad blevet udråbt som en af litteraturens nye verdensstjerner. Gennem fortællingen om sin oldefar – den unge Midhat, der rejser fra Nablus til Montpellier for at studere medicin og retur igen – fortæller hun om tiden, før Palæstina nærmest blev synonym med konflikten med Israel, og tegner et portræt af en ung mand, der er splittet mellem to kulturer.
Duften af eksotiske krydderier fra køkkenet blandede sig med lyden af arabisk musik fra højttalerne i Isabella Hammads farmors hjem i London. Her fortalte farmoren lille Isabella historier om sin far, Isabellas oldefar Midhat, og Isabella kunne hver gang levende forestille sig oldefaren, som under Første Verdenskrig tog til Frankrig for at læse og bo, og som, da han var retur i Nablus i Palæstina, fik kæle- og øgenavnet Pariseren. I farmorens hjem hang der også billeder af Midhat og hans kone Fatima, og særligt ét af de mange billeder tiltrak Isabellas opmærksomhed. Billedet af en overordentligt velklædt Midhat stående i en stor, lysegrøn allé – en omgivelse så langt fra den mellemøstlige natur, at Isabella var sikker på, at fotografiet måtte stamme fra Midhats tid i Frankrig. Senere fandt hun ud af, at den grønne allé var en printet fotobaggrund fra et studie i Jerusalem, men ikke desto mindre vakte det – sammen med de mange familieanekdoter om oldefaren – den unge piges nysgerrighed. Faktisk tænkte hun fra en meget tidlig alder, at han ville være den perfekte hovedperson i en roman. Og at hun ville skrive den.
Historierne om Midhat havde en anden klang over sig end de historier, der ellers blev fortalt fra hendes fars hjemland – og det både i familien og i medierne. Fortællingerne om Midhat var oftest sjove, nogle gange også dramatiske, dog aldrig af den årsag, som man ellers straks forbinder en palæstinensisk, ulykkelig skæbne med. For det dramatiske i Midhats liv skete primært før Anden Verdenskrig og oprettelsen af staten Israel. Dengang man som ung palæstinenser kunne rejse frit til Europa for at studere.
“Når man som jeg vokser op som palæstinensisk diaspora, lærer man om 1948 og tiden efter, at landet blev sønderknust. Men der har jo været en tid før, og allerede i en ung alder vidste jeg, at jeg ville fortælle om den del af Palæstinas historie. Måske fordi det er så sjældent, at man siger Palæstina uden straks også at sige Israel,” fortæller Isabella Hammad, da vi mødes en solskinsmorgen i august sidste år på Hotel Rungstedlund i Nordsjælland.
Senere samme dag skal hun optræde på Louisianas litteraturfestival foran hundredvis af mennesker som den nye litterære superstjerne, hun er blevet udråbt som, siden hendes debutroman udkom på engelsk i foråret. Men lige nu sidder hun her, spinkel, smuk og tydeligvis velovervejet i hvert ord, hun siger, der falder på et distingveret Oxford-engelsk, tilsat arabiske ord og slang.
Orientalsk gæst
Da vi første gang møder Midhat Kamal i Pariseren, er han den ene af to arabere om bord på et skib på vej fra Alexandria til Frankrig. Den unge mand fra Nablus – i dag også kendt som Vestbredden – skal læse medicin i Montpellier, et ophold betalt af hans velhavende og fraværende far, der arbejder i tekstilbranchen. Året er 1914, og Første Verdenskrig er netop brudt ud. Vel fremme bliver den unge araber indlogeret hos den energiske universitetsprofessor og enkemand Frédéric Molineu og hans datter Jeanette, hvis tilværelse er præget af moderens selvmord. Ikke overraskende begynder Midhat at få følelser for den eftertænksomme og milde Jeanette, og nyforelskelsens voldsomme begær bryder ud blandt de to.
Midhat bliver hurtigt kendt som den orientalske gæst både i byen og blandt Molineus venner. Midhat, der har læst i det kosmopolitiske og moderne Konstantinopel, forstår dog ikke selv denne andethed, som franskmændene synes at være så optaget af. For som han udtrykker det til sin nye ven, den franske medicinstuderende Laurent Toupin, der senere rejser til fronten og dør, så er bjergene de samme her og der, men folk i Montpellier virker til at tro, at han kommer fra en ørken. Derfor bliver Midhat meget oprevet, da han ved et tilfælde opdager, at han uden viden eller indvilgelse har ageret empirigenstand i professor Molineus antropologiske undersøgelse af den ‘primitive’ arabiske hjerne. Med et dramatisk exit forlader han både medicinstudiet, Jeanette og Montpellier og tager til Paris, hvor han skifter studie fra medicin til historie og – i en by, hvor næsten alle unge mænd er udstationeret – har rig mulighed for at drukne sine kærlighedssorger i kvindelige bekendtskaber.
Efter krigen vender Midhat tilbage til sit hjemland, men et brev fra Jeanette er kommet ham i forkøbet og har afsløret det franske eventyr for hans far, der, uden at give Midhat en forklaring, insisterer på, at sønnen gifter sig med en lokal kvinde og helliger sig familieforretningen. Midhat, der hele livet har higet efter faderens accept, indvilliger. Han gifter sig med Fatima og går ind i tekstilbranchen, men han lægger aldrig sin indre pariser fra sig. Iført elegant tøj vandrer han rundt i Nablus’ støvede gader og bruger flittigt franske gloser – til både fascination og irritation for sine landsbyfæller.
“Du er blevet europæer,” sagde Burhan Hammad. “Se dig lige engang.”
Det var sandt, at Midhat den morgen, uden at tænke over det, havde taget det nålestribede jakkesæt på, som han havde købt på Rue Royale, og var gået ud i byen med sin spadserestok. Han kiggede på de andre gæsters lokale jakkesæt, slips syet af landsbykvinder. Han trak en pakke cigaretter op af lommen og bød Burhan en. Selvom Burhan var ung, kunne han allerede prale med et moderne voksbehandlet overskæg. Han så beundrende på Midhats jakkesæt.
“Yalla Midhat,” råbte Quis Karak. “Så er alle fyrene endelig samlet igen.”
“Keef er jeg virkelig europæer?” spurgte Midhat, da begge cigaretter var tændt.
“Den måde du fører dig frem på.” Burhan lo med røg ud af munden.
Midhat satte sig midt i atriummet, og en ny gruppe slog kreds om ham, mens Jamil bestilte kaffe, og de unge drenge plagede om historier.
“Hvad kan jeg sige?” sagde Midhat.
“Fortæl os om kvinderne,” sagde Tahsin.
Mens Midhats venner og familie er optaget af den politiske modstandskamp mod den britiske regerings grundlæggelse af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina – en formel politisk tilkendegivelse fremsat af den britiske regering, bedre kendt som Balfour-deklarationen – er Midhat mest af alt optaget af sit eget kaotiske følelsesliv, hvor Jeanette og drømmen om et kosmopolitisk liv bliver ved med at rumstere. Derfor får det ulykkelige konsekvenser, da han – flere årtier senere end hans far fandt det – endelig finder brevet gemt under et gulvbræt ...
Indre tumult
“Det var sådan et brev,” svarer Isabella med et gådefuldt smil om de rødmalede læber til spørgsmålet om, hvorvidt kærlighedshistorien – ligesom oldefarens navn – er baseret på virkeligheden. Mere vil hun ikke komme ind på den sag, forklarer hun.
“Det er vigtigt for mig, at bogen bliver opfattet som en roman, ikke en biografi. Jeg har ladet mig inspirere af Midhats historie, men jeg har ikke baseret den direkte på hverken hans eller andres liv. Som mange andre bøger er Pariseren skrevet i den mærkelige zone, hvor minder møder fantasi, og jeg kan faktisk ikke længere huske præcist, hvad der er inspireret af virkeligheden, og hvad jeg selv har fundet på. Hvis jeg havde skrevet en akademisk bog, ville det jo nok være et problem, men heldigvis har jeg skrevet en roman,” siger hun og røber i næste nu, at hun først besøgte Montpellier dette forår. Altså da bogen var udgivet. Hendes beskrivelser af byens bygninger, gader og stemning er derfor baseret på fotos og bøger – og på fri fantasi.
“Heldigvis stemte virkelighedens Montpellier ret godt overens med romanens,” siger hun med et grin.
De mange beskrivelser fra Nablus ligger der til gengæld en del fysisk forarbejde bag. I løbet af de fem år, det tog Isabella at skrive Pariseren, rejste hun til Palæstina for at lave research. Her mødte hun familiemedlemmer, besøgte det gamle Hammad-hus, som hendes tipoldefar byggede i starten af 1900-tallet, sansede byens lyde, dufte og smage og interviewede primært ældre mennesker om deres barndom for at få så stor en indsigt i datidens vendinger, vittigheder, bekymringer og snakke som muligt. Trods sit palæstinensiske ophav var turen til Nablus hendes første.
“Palæstinas kultur og historie har altid fyldt meget i mit hjem, men på grund af omstændighederne kunne vi ikke rejse dertil, da jeg var barn. Vi rejste til Jordan og Libanon, men min far ville ikke til landet og mindes om alt det, hans familie havde mistet. Så selvom jeg altid har længtes efter at komme til Palæstina, var jeg faktisk 21, før jeg kunne krydse grænsen ved et checkpoint i Jordan.”
Nablus ligger i dalen mellem bjergene Ebal og Gerizim, og både under Det Osmanniske Rige, under den engelske kolonisering og siden staten Israel blev en kendsgerning, da den israelske hær i 1948-1949 erobrede landområder, der svarede til 80 % af Palæstina, har Nablus været kendt som ‘bjerget af ild’ på grund af beboernes store modstandskamp. Byen er en af de ældste kontinuerligt beboede byer i verden, her ligger moskéer og kirker side om side, og du finder nemt et ældgammelt palads, formentlig ikke beboet af andet end hvide duer. Byen er underlagt sporadiske angreb fra den israelske hær, og derfor blev Isabella på sin første tur hertil også overrasket over, at markedet i den gamle bydel summede af liv.
“Når du går ind i den gamle souq, føler du straks Nablus’ bankende hjerte. Det er let at forestille sig byens storhedstid her,” siger hun.
I souqen har hun også været så heldig at støde ind i ældre mennesker, der kan huske hendes oldefar, al-Barisi (pariseren på arabisk), og har kunnet fortælle nye detaljer om hans liv.
“De anekdoter om Midhat, jeg voksede op med, var næsten altid sjove, men da jeg først dykkede mere ned i hans historie og talte med folk, der havde kendt ham, kunne jeg se, hvor kompleks og sensitiv en mand han faktisk var. I Frankrig var han eksotisk på grund af sit arabiske ophav, og i Palæstina det samme på grund af sin frankofili. På en måde hørte han ikke til nogen af stederne, og denne rodløshed prægede hans tilværelse og skabte uden tvivl en melankoli. Han var en levemand med stor samvittighed, men også meget ... ja, selvoptaget, vil jeg næsten sige.”
Selvom bogens perspektiv primært er Midhats, og man som læser hurtigt får sympati for den charmerende unge araber, så oplever man i takt med romanens over 600 sider, og i relation til romanens mange andre karakterer, også nogle mindre positive sider af Midhat. Særligt i dialog og samvær med fætteren Jamil træder Midhats mere arrogante karaktertræk frem. Som da de i Nablus møder en fransk præst, og Midhat – på fransk vel at mærke – får nedgjort ikke bare sit eget, men også Jamils og begge deres fædres erhverv.
Midhat kiggede på blyanten i père Antoines hånd og fortsatte på fransk: “Hvad er De i gang med at skrive?”
Præsten betragtede ham. Hans øjne var rødsprængte. “Noter. Jeg studerer,” svarede han på arabisk.
“På et universitet?”
“Jeg er tilknyttet L’Ècole Biblique i Jerusalem.” Han gjorde et ophold. “Je suis professeur. Jeg underviser dog ikke for øjeblikket. Er du studerende?”
“Nej. Det har jeg været. Nu arbejder jeg, vi arbejder begge to... på markedet.”
“Åh,” sagde Antoine og blinkede nogle gange. “Interessant.”
“Ikke særligt,” røg det ud af Midhat. “Jeg vil faktisk sige, det er temmelig kedeligt. Er det ikke rigtigt, Jamil? Det er ikke det mindste smule interessant.”
“Jeg synes nu ikke, det er meget kedeligt,” sagde Jamil på arabisk. Han havde et sært udtryk i ansigtet.
“Jeg mener bare, at det ikke er særligt interessant, at man først studerer og så arbejder på markedet. Det er...” Midhat trak på skuldrene, ”ordinært. Men samtidig er det ikke særlig almindeligt.”
“Det er jo det, der gør os mennesker spændende. At vi modsat i eventyrene ikke kan puttes i en boks som god eller ond. Vi er komplekse skabninger både i vores selvforståelse og i vores forståelse af andre,” siger hun og fortsætter:
“Midhat er som sagt en sensitiv mand, og derfor påvirkes hans identitetsopfattelse meget af, hvordan andre opfatter ham.”
Midhats indre tumult kommer altså på mange måder fra omverdenens opfattelse af ham. Og derfor har Isabella lagt så stort et fokus på tøj i romanen. For som hun siger, er vores påklædning jo et afgørende element for vores eget og omverdenens selvbilleder. Franskmændene opfatter Midhat som eksotisk, men også primitiv, og palæstinenserne finder ham fashionabel, men også snobbet. Og også hans motiver bliver draget ind i disse fordomme, for mens dele af borgerskabet i Frankrig udtrykker en opfattelse af Midhats indskrivning på Montpellieruniversitet som et skalkeskjul fra Første Verdenskrig, udtrykker de kampklare palæstinensere en skepsis over for hans incitament i regionens kamp for selvbestemmelse på grund af hans tid i Europa.
Han kan ikke blive fri for den nationale bagage, han slæber rundt på.
Når der i Isabella Hammads familie afholdes middage hos henholdsvis hendes irske mors og palæstinensiske fars familie, er det ikke kun maden og drikkevarerne, der er forskellige. Samtalerne, sproget, strukturen, tidsopfattelsen, bøgerne på hylden – på mange måder har Isabella ligesom Midhat et ben i hver lejr, i to kulturer, Øst og Vest ... Og ligesom Midhat kender hun følelsen af, at hendes handlinger bliver tillagt noget på grund af hendes nationalitet.
“Hvis du er palæstinensisk og siger, at du er palæstinensisk, bliver du straks anset som et politisk væsen. Det kan godt føles unfair, at jeg ikke kan sige – eller skrive – det samme som andre, uden at det bliver anset som en politisk manifestation, og på den måde kender jeg godt til Midhats frygt for at blive læst forkert. Men når det så er sagt, så er alt i en forstand jo politisk,” siger hun og fortæller, at romanen dog mest er tænkt som en god historie.
“Jeg vil primært gerne underholde, og så er der måske også en smule uddannelse i den. Toni Morrison sagde engang, at hvis der er en bog, du savner at læse, så er det, fordi du skal skrive den selv. Og jeg voksede op med en mangel på historier i medierne og kulturen, der ikke reducerer palæstinensere til enten militante eller ofre,” siger hun.
Og det ønske er hun ikke alene om. Med Pariseren slutter Isabella Hammad sig til en gruppe moderne palæstinensiske forfattere, stort set alle kvinder, der skriver på engelsk, herunder Hala Alyan, Etaf Rum, Randa Jarrar, Susan Abulhawa og Selma Dabbagh. Mange af deres historier udfolder sig i både Mellemøsten og Vesten og udforsker, hvordan eksil, nostalgi og tab opleves på tværs af familiegenerationer. Alligevel adskiller Isabella sig ved at skrive om tiden før Israel.
“Jeg tror, at det er nemmere for mig at skrive om Palæstina før 1948, end det vil være for min fars generation. Min generation er ikke så berøringsangst, fordi vi har en anden afstand til krigen – både fysisk og tidsmæssigt. Jeg er ikke vokset op med samme traume som min far, og derfor er det heller ikke den fortælling, jeg har skrevet,” forklarer hun.
Nogle anmeldere har skrevet, at Pariseren er en gave til ikke-palæstinensere, som ikke kender til Palæstinas anden historie, men romanen er måske i endnu højere grad en gave til palæstinenserne selv. Et vidnesbyrd om en tid, hvor situationen var anderledes. Hvor selvstændighed var en reel mulighed, frem for som i dag, hvor Israel-Palæstina oftest præsenteres som en konflikt i dødvande.
“Palæstina er et meget imaginært sted. Både for det store palæstinensiske samfund, der lever udenfor, og for dem, der lever inden for grænserne. Vi længes på forskellig vis alle efter et sted, der ikke længere findes. Derfor tror jeg, at det er så vigtigt at fortælle historierne om det Palæstina, der var.”
