Johanne Schmidt-Nielsen
© Josephine Löchen

Johanne Schmidt-Nielsen: “Det er vigtigt ikke at tro, at man har alle svarene selv”

Siden Johanne Schmidt-Nielsen er blevet mor, har hun lukket op for tårer og tvivl. Mød den tidligere politiker i et personligt interview om livet efter Christiansborg

1. september 2019 af Olivia Nepper Winther

Selvom det er oplagt, er det efter hendes egne ord også lidt grotesk, at Johanne Schmidt-Nielsen har sagt ‘ja’ til at kæmpe for verdens børn som generalsekretær for Red Barnet. For siden hun for lidt over et år siden blev mor, er det følelsesmæssige panser, hun igennem tolv år som politiker har fundet nødvendigt at bygge op, krakeleret. Der er lukket op for tårer og tvivl, og det passer hende faktisk helt fint. 

Johanne Schmidt-Nielsen


© Josephine Löchen

Der hænger valgplakater i lygtepælene, da Johanne Schmidt-Nielsen kommer cyklende under majsolens morgenstråler. Hun har prøvet det før – at have sine venner og kollegaers tandpastasmil hængende over hovedet på vej på arbejde. Men denne morgen er situationen på cykelstien anderledes. Ikke alene fordi der på bagagebæreren sidder et nymonteret cykelsæde til 1-årige Lily, der netop er afleveret i vuggestue. Men også fordi, Johanne ikke selv figurerer deroppe i lygtepælene over det røde Ø. Når valgkampen er forbi, er hendes politiske karriere det samme. Et resultat af Enhedslistens rotationsprincip, der forhindrer folketingsmedlemmer i at stille op efter en årrække, men også af et ønske fra Johanne Schmidt-Nielsen selv, der efter valget tiltræder som generalsekretær for verdens største uafhængige børneorganisation, Red Barnet.

“Jeg føler mig meget heldig over at have siddet i Folketinget i så mange år, men også over nu at skulle noget andet,” siger Johanne, da vi mødes på en café for at snakke om det forestående jobskifte.

“Det lyder så banalt, men jeg kan faktisk ikke finde en bedre sag at kæmpe for end børns rettigheder. Børn er uskyldige ofre, de har ikke part i verdens krige eller konflikter, men er alligevel dem, der ofte lider allermest. Derfor har vi et særligt ansvar over for børn både herhjemme og ude i verden,” siger hun og peger på nødvendigheden af en psykosocial indsats i verdens flygtningelejre som et eksempel på Red Barnets vigtige arbejde.

“Tæpper, vand, medicin og mad er livsnødvendigt, og den akutte hjælp er helt central for Red Barnets arbejde ude i verden. Men der kommer samtidig mere og mere fokus på den psykosociale indsats, og det er vigtigt. For børnene er ofte dybt traumatiserede. Tager vi børn på flugt for eksempel: Hvis de ikke allerede er traumatiserede af det, de flygter fra, bliver de det af selve flugten, hvor vold og overgreb desværre er hverdag. De børn, der flygter alene, er særligt udsatte, og en del havner i prostitution og børnearbejde,” siger hun. 

Vi er i gang med et af de emner, der optager en stor del af Johannes arbejds- såvel som følelsesliv.

“Det er lidt grotesk, at jeg skal arbejde med det her, efter jeg er blevet mor. For jeg er blevet så rørstrømsk. Jeg håber, det stopper snart, for jeg kan jo ikke gå rundt og græde hele tiden på det nye arbejde,” siger hun og tager en bid af dagens første croissant.

Datteren Lily ammes endnu, så der skal køres en del energi ind for at holde den spinkle fynbo i gang. Hun – altså datteren, ikke fynboen – kom til verden i april sidste år og har uden tvivl intensiveret Johannes allerede høje engagement i børns rettigheder, der de seneste år især har handlet om børn på flugt. Derfor var det for mange ikke et helt overraskende valg, en enig hovedbestyrelse i Red Barnet tog ved at udvælge Johanne Schmidt-Nielsen som ny generalsekretær. Men faktisk kom det lidt bag på hende selv, da hun blev kontaktet af et headhuntingbureau i slutningen af sin barsel.

“Jeg vidste godt, at stillingen var ledig, og så det som et drømmejob, men jeg troede faktisk ikke, at de ville have en person, der er så politisk profileret som mig. Men jeg blev virkelig glad. Om et år er jeg forhåbentlig ikke Johanne fra Enhedslisten, men Johanne fra Red Barnet i folks bevidsthed,” siger hun og spørger, om det er o.k., at hun hurtigt tjekker sin telefon, som på kort tid er blevet grønglødende af ubesvarede opkald og beskeder.

Hun svarer en enkelt af de hundrede mails og lægger telefonen væk igen. Med skærmen nedad.

Så fortsætter hun: “Hvis der er noget, jeg har lært i min tid som politiker, er det, hvor vigtigt alt det, der foregår uden for Christiansborg, er for vores samfund. Vi kan sidde i Folketinget og udarbejde nok så mange integrationstiltag, men det, der virkelig batter, er, når en familie på Fyn inviterer de nye naboer fra Syrien over til middag. Eller når en dreng i 5. klasse, hvis alenemor ikke har råd til at tage til Lalandia eller Kreta, kan komme med på ferielejr og derved række fingeren op og fortælle om sin sommer ligesom klassekammeraterne.” 

“Frivillighed er en uvurderlig indsats, og en af mine vigtigste opgaver i Red Barnet bliver at trække flere frivillige til. Red Barnet er også afhængig af alle dem, som donerer et beløb en gang imellem eller hver måned. En afgørende del af mit arbejde bliver selvfølgelig at være med til at skaffe penge i kassen. For det koster jo noget at lave akut nødhjælp til børn i krigszoner, at sende udsatte danske børn på sommerlejr og at uddanne folkeskolelærerne i, hvordan vi forebygger mobning.” 

Johanne Schmidt-Nielsen
© Josephine Löchen

Ydmyghed og tvivl som plusord

Selvom Johanne så tilbuddet hos Red Barnet som et drømmejob, var hun faktisk i tvivl. Ikke om sagen, men om sin egen situation.

“Det er da vildt angstprovokerende at skulle gå fra at være leder for 30 til 200 medarbejdere og at skulle administrere et årligt budget på en halv milliard kroner. Der sidder rigtigt mange i Red Barnet, ja, faktisk dem alle sammen, der ved mere om Red Barnet, end jeg gør. Jeg kommer jo udefra. Så læringskurven bliver da stejl,” siger hun og uddyber:

“Jeg har ingen planer om at komme væltende ind og lave en masse om. Jeg tror på, at koden er ydmyghed, og det synes jeg heldigvis, at jeg er ret god til at udvise. Faktisk tror jeg, at det er en af grundene til, at jeg i så ung en alder kom til at sidde i spidsen for et parti. Fordi jeg var ærlig om alt det, jeg ikke vidste. Jeg har aldrig syntes, at det var pinligt at spørge andre til råds og bede om hjælp. Tværtimod. Det er vigtigt ikke at tro, at man har alle svarene selv.”

Johanne Schmidt-Nielsen var bare 23 år, da hun i 2007 kom i Folketinget for Enhedslisten. Dengang fik partiet godt to procent af stemmerne og fire mandater, hvoraf det ene gik til Johanne, der som en af de yngste politikere nogensinde blev valgt ind med 8.964 stemmer. Ved valget i 2015 fik hun 40.425 personlige stemmer, og partiet var et af landets største. En succes, der ifølge mange politiske kommentatorer nærmest alene kan tilskrives Johanne Schmidt-Nielsen. Ved nyheden om hendes farvel til dansk politik blev hun blandt andet udråbt som en formidabel kommunikatør, der forvandlede Enhedslisten fra at være de halvgamle og halvsure mænds parti til et frisk, humørfyldt og mindre dogmatisk parti.

Johanne tror selv, at hendes ungdoms uvidenhed rent faktisk hjalp hende på vej, og hun kalder den heldig. 

“For ellers var jeg da aldrig stillet op. For 12 år siden havde jeg klart mere af ungdommens frygtløshed og ubøjelighed. I dag fylder tvivlen meget mere i mit liv. Men det er ikke noget dårligt. Jeg befinder mig godt med tvivlen og synes, at jeg tager bedre beslutninger med den,” siger hun og tager en tår cola.

Tvivlen er blevet en følgesvend i Johannes liv, professionelt såvel som privat. Det er få uger siden, at hun har kørt datteren ind i vuggestue, og hver gang hun er gået derfra, har det været med en klump i maven. 

“Når jeg cyklede fra vuggestuen, følte jeg mig som verdens ondeste mor, og det var lige før, jeg i et kort sekund overvejede, om jeg burde blive hjemmegående. Men min ondt i maven er ikke på grund af indsatsen fra de dygtige pædagoger og medhjælpere i Lilys vuggestue. Det handler om at finde balance, og det kæmper vi alle sammen med. Det er da absurd, at så mange mennesker cykler fra daginstitutionen med dårlig samvittighed, og når vi så cykler fra arbejde, har vi også dårlig samvittighed over ikke at levere nok der. Her er en vigtig samfundsopgave, som selvfølgelig handler om bedre normeringer i børnehaver og vuggestuer, men der ligger også et ansvar hos arbejdsgiverne.” 

Som direktør i et stort kommunikationsbureau arbejder Johannes mand, Casper Hyldekvist, ligeledes meget, så forud for jobstarten i Red Barnet har hun snakket med bestyrelsen om, at der skal være plads til at hente i vuggestuen.

“Jeg har ikke fået børn for ikke at have tid til at se dem, og heldigvis forstår netop en organisation som Red Barnet, at gode børneliv også hænger sammen med gode familieliv. Den arbejdskultur vil jeg gerne slå et slag for som leder,” siger Johanne.

Hun sidder lidt og kigger på boblerne i glasset, før hun fortsætter:

“Men jeg ved da godt, at det bliver svært at huske mig selv på alt det her, når jeg først er i gang. At skulle sætte grænser og sige, nu går jeg hjem, når der er så meget at tage fat i. Vi behøver ikke engang at kigge mod Syrien eller Somalia, også i Danmark er der alt for mange børn, der ikke får lov til at være børn. Lige nu oplever vi en stigende børnefattigdom herhjemme – ikke mindst som konsekvens af kontanthjælpsloftet og den såkaldte integrationsydelse. Socialrådgivere advarer om, at børn lever i konstant bekymring over deres families økonomi og for eksempel ikke tør ønske sig noget i julegave.” 

Johanne Schmidt-Nielsen


© Josephine Löchen

Nye nuancer

Hånd i hånd med tvivlen går en forståelse af, at verden ikke er sort-hvid. Det var den nok lidt engang, indrømmer Johanne. Da hun på en af sine første dage i Folketinget blev spurgt af Ellen Trane Nørby fra Venstre, om hun ville følges tilbage til Christiansborg fra en debat, blev hun overrasket. Tilbage i barndomshjemmet, et stort bofællesskab på Fyn, voksede Johanne op med sin mor, der altid udviste stor høflighed og venlighed over for andre, så selvfølgelig sagde Johanne ja til at følges med Ellen, men ikke med en forventning om de store lighedspunkter. Da snakken først tog fat i de to kvinder fra hver sin politiske fløj, viste det sig dog hurtigt, at Ellen ikke bare var sød, men også havde flere fornuftige ting at sige.

“Oppe i mit unge hovede kunne jeg slet ikke få det til at passe, for hun var jo en af de onde,” griner Johanne, der i de efterfølgende år erfarede, at fællesnævneren for alle på Christiansborg er, at de ønsker at gøre verden til et – efter deres mening – bedre sted.

“Derfor er jeg med årene blevet meget mere nuanceret og har fået en større forståelse for de politikere, jeg er uenig med. Tingene er ikke helt så firkantede,” siger hun.

Og det gælder også på hjemmefronten. Man skal ikke tilbringe mange minutter med Johanne, før det bliver klart, at der er ting, hun vil snakke om, og ting, hun ikke vil snakke om. Åbenhjertigt beretter hun om barselsfrustrationer, om usikkerhed og nervøsitet over for det nye job og om magtesløsheden ved ikke at have løsningen på, hvad Danmark skal stille op med de meget omdiskuterede flygtninge, der hverken kan få asyl her eller sendes hjem. Når spørgsmålene drejer sig om hendes barndom, er hun til gengæld mere tilbageholdende. Det samme gælder hendes kærlighedsliv.

“Jeg synes sagtens, at man kan være personlig uden at være privat. Når så mange mennesker har en holdning til en, så bliver det ekstra vigtigt at have noget, der bare er ens eget,” siger hun. Og her vender vi tilbage til det med ikke at være helt så firkantet. For mens der på Johannes Instagram, der følges af over 50.000, ikke er et eneste billede af manden Casper, er datteren Lily godt repræsenteret. 

Hvordan hænger det sammen med at værne om privatlivet?

“Åh, der rammer du et ømt punkt, for inden vi fik Lily, havde jeg lovet mig selv ikke at dele billeder af hende. Jeg forstod ikke, hvorfor forældre havde så svært ved at lade være med det. Ligesom jeg ikke forstod, hvorfor de ikke vaskede deres børns ansigter og Trip Trap-stole af for havregrød. Men nu har jeg opdaget, hvor hurtigt havregrød bliver til cementhårdt klister, og hvor svært det er ikke at dele billeder med hele omverdenen, når nu verdens mest nuttede baby tilfældigvis er landet hos os i Valby,” griner hun.

Og selvom Lily, ifølge sin mor, er mindst lige så nuttet nu som i sit første leveår, har Johanne faktisk ikke postet billeder af datteren siden hendes første fødselsdag.

“Ligesom med klimaet tror jeg, at vores børns generation kommer til at kigge tilbage på os og tænke, hvad fanden havde I gang i i forhold til digital dannelse. Vi snakker rigtigt meget om, at børn mobber og taler grimt til hinanden online, men det skal jeg lige hilse og sige, at voksne også gør,” siger Johanne, der dagligt modtager grove tilsvininger på de sociale medier. 

“I starten var det da møgubehageligt, men man vænner sig faktisk til det. Man bygger et panser op. Det er det samme med medierne. Jeg blev så ulykkelig, første gang Ekstra Bladet bragte et læserbrev om, at en så ung og uerfaren kvinde da ikke kunne sidde i Folketinget. De blæste det op med det grimmeste billede, de kunne finde af mig. I dag kan jeg gå forbi en spiseseddel med mit billede på og nærmest ikke bemærke det.”

Tolv år i politik har givet Johanne hård hud. Og det skal man have, slår hun fast. Men ikke så meget, at man holder op med at føle noget.

“Efter jeg blev mor, er noget af den der rustning blevet skrællet af. Jeg føler mere igen. Og selvom det absolut gør nogle situationer mere hårde, og en mand i flyet forleden troede, at jeg var i dyb krise, fordi jeg fejlagtigt havde valgt at tage romanen Et lille liv af Hanya Yanagihara med som underholdning og bare sad og græd og græd, så passer det mig faktisk godt. Christiansborg er et fantastisk sted.

Tingene går hurtigt, og jeg har lært så meget her. Men Christiansborg er også fnidder og knive i ryggen. Og det er ikke for at være hellig, for jeg har helt sikkert også bidraget til det der politiske spil. Men nu glæder jeg mig til at være et sted, hvor der er brug for lidt mindre panser, og hvor konflikter fylder mindre. For heldigvis kan de fleste blive enige om, at børn skal have det godt,” slutter hun af. 

Ved en lygtepæl står cyklen nemlig og kalder. Klokken er blevet 14, og Lily skal hentes tidligt fra vuggestue. 

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...