Karen Thisted: “Jeg gider ikke bekymre mig om døden. Der er alligevel aldrig nogen, der er sluppet levende herfra”

Hella: “Jeg var i gang med at blive interviewet på en scene, og pludselig skrider Karen forbi i en kæmpe pels. Da hun får øje på mig, råber hun op til scenen: ’Hella, vil du lave en bog med mig?’ Og heldigvis vidste jeg med det samme, at det ville jeg gerne. Genren var ny for mig, men Karen er jo en slags opfinder af samtalebogen, og jeg vidste, at vi ville komme ind, hvor det gør nas. At det ville blive en samtalebog, der belyste nogle svære sider af vores liv. For sådan har det også været i vores samtaler.”

Hvad er det for nogle samtaler?

Hella: “Det er snakke om alt det, der har gjort ondt i vores liv og ikke mindst moderskab. Eksempelvis taler vi om den værste og mest traumatiske periode i mit liv, da min datter var så vred på mig, og jeg var sikker på, at jeg skulle dø af sorg. Det er første gang, at jeg offentligt fortæller om den tid. Både fordi jeg har fået lov af hende nu, men også fordi, vi jo skal snakke om det, der gør ondt. Ellers kan vi ikke leve. Og med Karen kan jeg netop vende sådanne ting, fordi hun også har oplevet den der sårbarhed, der for mange er forbundet med forældreskabet.”

Karen: “En stor del af vores samtaler har helt klart kredset om, at vi begge blev alenemødre, før det blev moderne.”

Hella: “Så vi har begge været den, der tog opvasken, men smadrede tallerknerne.”

Karen: “Det er sikkert forkert at sige, men der er altså utroligt meget smerte forbundet med at være mor. Og den er måske større, når man er alene. Der er ikke to forældre at blive uvenner med eller en søskende at sladre om én med. Man står der med alle sine fejl og er den eneste, det stakkels barn har.”

Hella: “Og som alenemor er man fra start nederst i hierarkiet. Til forældremøderne er de andre forældre mødt op to og to. Så sidder de der i ens træningstøj og holder i hånden, mens man selv er krøbet sammen ovre i hjørnet og er kommet til at sætte sig på en for lille stol i en lidt for stram nederdel. Og alle de andre mødre sender en olme blikke, fordi de tror, at man har sat sit hår, fordi man vil stjæle deres mænd. Men man er bare født med krøller og er ikke det mindste interesseret i deres kedelige mænd.”

Karen: “Åh, Hella det minder mig om noget, jeg ikke har fortalt dig. Ved du hvad? Forleden aften fik jeg en fræk sms fra en tidligere kollega, der spurgte, om han ikke snart skulle komme forbi og, ja du ved ...”

Hella: “Jeg ved. Og jeg forstår godt den kollega, for jeg ville da også sende et hav af frække sms’er til dig, hvis jeg var en mand.”

Karen: “Nu er du sød, Hella. Men jeg kan godt love alle jer yngre kvinder, at hvad angår mænd, er det bestemt ikke kedeligt at være 72. Det forbandede ved at blive ældre er, at man pludselig går til sine venners begravelser. Fy for pokker. Men ellers vil jeg gerne slå et slag for, at der er meget godt i vente i den senere del af livet. Man kan gøre, hvad man vil, og spise al den dejligste mad, selvom det feder, for man har ikke brug for mændenes bekræftende blikke.”

Hella: “Nu er jeg jo lidt yngre end dig, men jeg kender godt til den frihed, du snakker om. For fem år siden lovede jeg mig selv, at det var slut med forbud.”

Karen: “Det løfte har jeg også givet. Jeg har nok været på slankekur i 30 år af mit liv. Nu vil jeg have lov til at drikke crémant midt på dagen uden at skulle slå mig selv i hovedet imens. Det nyeste løfte til mig selv er, at jeg ikke gider bekymre mig om døden. Der er alligevel aldrig nogen, der er sluppet levende herfra.”

Hella: ”Det har jeg faktisk også forsonet mig med, men det skyldes nok mest det faktum, at jeg tror på alt muligt efter døden.”

Karen: “Hvad tror du så, der kommer til at ske?”

Hella: “Jeg er overbevist om, at vi kommer tilbage til verdensaltet. Efter vi har løbet rundt nede på jorden og fået karriere og børn og er blevet skilt og har gjort os en masse erfaringer, kommer vi tilbage og får os et velfortjent hvil, inden vi eventuelt skal ned på jorden igen.”

Karen: “Det tror jeg altså ikke, jeg gider en gang til.”

Hella: “Det er frivilligt. Jeg ved heller ikke endnu, om jeg tager en tur til.”

Hvad giver I hinanden i en samtale?

Hella: “Jeg synes, at det er enormt spændende at snakke med nogen, der ikke er jævnaldrende. Jeg har veninder, der er både tyve år yngre end mig og tyve år ældre. Det er sjovt, for selvom Karen og jeg har meget tilfælles, er vi virkelig rundet af den tid, vi er født i. Karen er vokset op før ungdomsoprøret, hvor man stadig gik på danseskole med laksko, mens jeg er vokset op i slipstrømmen af 68’erne. Karens generation har derfor taget en masse kampe for os andre, og det er spændende at snakke med hende om. Derudover lytter Karen. Hun tænker ikke bare på, hvornår hun selv kan komme på banen, selvom hun også er virkelig glad for at snakke.” Karen: “Hella har et helt særligt livssyn. Jeg har meget temperament og kan hurtigt blive stiktosset, men Hella har lært mig lige at gå rundt om blokken og trække vejret eller i hvert fald forsøge på det. Gennem arbejdet med bogen har jeg faktisk ændret tilgang i livet. Og det har rørt mig dybt, at man stadig kan det i så sen en alder af livet.”

Hvor er I ens?

Hella: “Vi er begge livsnydere og elsker god mad og vin. Altså rigtig vin, helst ikke noget naturvin.”

Karen: “Ligesom dansk vin. Det er livet for kort til at drikke. Men ja, vi kan begge godt lide fest og gang i gaden, og måske er det derfor, at vi begge også har haft nogle seriøse nedture i vores liv. For det er tit sådan nogle højtråbende og promiskuøse damer som os, der også tager de helt store ture ned i helvede. Men vi er heldigvis ikke bange for at tale om det.”

Hella: “Eller erkende vores fejl.”

Karen: “Vi ved godt begge, at vi nok ikke ville have scoret toppoint på morskalaen, hvis der var sådan en.”

Hella: “Så har vi heller ikke været værre, Karen.”

Karen: “Heldigvis får man lidt en ny chance, når man bliver mormor. Det er jeg klart bedre til at være.”

Hella: “Det er simpelthen så dejligt at høre om. Jeg bliver altid endnu mere mormorskruk, end jeg allerede er, når jeg har været i dit selskab.”

Karen: “Du skal glæde dig. Mit barnebarn er min største lykke. Jeg elsker at være sammen med ham, og i modsætning til dengang, jeg selv var mor, nyder jeg sådan noget som at gå på legeplads og bare sidde der.Vi laver også mange andre ting. Forleden var vi oppe at se måneudstillingen på Louisiana. Den var virkelig kedelig, men jeg prøvede at virke interesseret. På vej hjem spurgte han mig, hvor mange dage der cirka er i livet. Jeg svarede, at det nok var mere end titusinder, hvortil han svarede: ‘Hvor er det dog trist, jeg har lige spildt en af dem.’”

Og hvor er I forskellige?

Karen: “Al Hellas indianer hokus-pokus-snak har jeg lidt svært ved at relatere til. Jeg tror ikke, at universet har så meget at skulle have sagt.”

Hella: “Jeg er overbevist om, at hvis man tænker, at der ikke er nogen parkeringsplads, er der ikke en, og hvis man tror på, at noget skal lykkes, lykkes det nemmere. Da jeg begyndte på min første bog, gik jeg altid hen til min computer med ordet bestseller i hovedet, fordi jeg tænkte, at det så kunne være, der var nogen, der hørte det oppe i universet. Og måske lyttede det, for begge mine bøger er gået godt.”

Karen: “Hvilket man må kalde århundredets underdrivelse. Du har jo ligget på bestsellerlisten i umindelige tider. Alle vil have et stykke med Hella Joof. Du kan tro, at jeg kan mærke det lige for tiden. For når man som jeg har ramt en vis alder, bliver man altså lidt glemt. Men så hænger jeg pludselig ved siden af Hella Joof på en plakat, og så kommer der frække beskeder om aftenen, medierne ringer igen, og i går blev jeg sørme booket til at skulle holde en tale i lufthavnen, selvom jeg ikke har den fjerneste interesse i at flyve. Men jeg har stor interesse i at få nedsat min gæld.”

Hella: “Som du altså også kunne få mindsket gevaldigt, hvis du gjorde noget ved alle de parkeringsbøder, Karen.”

Karen: “Ja, det er rigtigt. Jeg er ligeglad med parkeringsbøder, og derfor får jeg altid en masse.”

Hella: “Jeg gider ikke parkeringsbøder. Det er ikke, fordi jeg er nærig, men jeg vil hellere bruge mine penge på noget, der skaber glæde, som for eksempel nyt undertøj.”

Karen: “Det er et andet sted, vi er meget forskellige. For Hella, du er jo godt gift. Så er det nok meget godt med nyt undertøj. Jeg kunne ikke forestille mig at være sammen med den samme mand så længe. Det bliver hurtigt sådan lidt incestuøst, men tilsyneladende ikke hos Hella.”

Hella: “Nej, i hvert fald ikke, når jeg er gift med Snit. Vi har lige haft bryllupsdag.”

Karen: “Nå, hvad lavede I?”

Hella: “Jamen, jeg mener, at Snit kom med en stor buket roser. Og var vi så ikke ude at spise. Det tror jeg.”

Karen: “Se, du har allerede glemt det. Det lyder altså lidt kedeligt.”

Hella: “Det er det ikke. Og vi kan skam godt finde på at sende sådan en sms, som du fik forleden aften.”

Karen: “Det er godt at høre.”

Hvad har overrasket jer mest?

Karen: “Der er mere ro og hvile over Hella, end de fleste tror. Under skriveprocessen er jeg jo kommet en del i Hella og Snits hjem, og der er virkelig mange bøger. Jeg læser slet ikke, som jeg gjorde engang. Men det gør Hella, selvom hun har vanvittigt travlt og lige har udgivet to bøger og en film. Alligevel gør hun plads til eftertænksomhed. Det har ikke bare overrasket, men også inspireret mig.”

Hella: “Selvom jeg godt vidste, at vi ville komme vidt omkring, er jeg alligevel blevet overrasket over, hvordan jeg i samtale med Karen har fået ventileret nogle ting, som jeg ikke har kunnet snakke med andre om. Og der har flere gange undervejs været tårer i vores øjne. Normalt kan jeg godt tænke, at jeg ikke vil besvære andre med alle de følelser. Men sådan har jeg ikke haft det med Karen.”

Hvorfor?

Hella: “Fordi vi inden i os begge har en stræben efter at have styr på det, der til tider har vokset sig så stor, at vi har glemt at mærke efter og lytte til os selv.”

Karen: “Den førte til, at jeg fik en stor depression nogle år tilbage.”

Hella: “Det kapitel, hvor du fortæller om din depression og om, hvordan Johannes Møllehave hjalp dig, er en af de fineste ting i bogen. Vi skal have skammen ud af depression og stress, og det er vigtigt, at offentlige personer tør vise den sårbarhed. Og det kræver noget, for både Karen og jeg ved, hvor ondt det gør at blive hængt til tørre i offentligheden. Med al den bitterhed og skuffelse, der følger.”

Karen: “Ja, for pokker da.”

Hella: “Men vi ved også, at det går over. Man får en lille ridse i hjertet hver gang, der bliver skrevet eller sagt noget grimt om en, men så handler det bare om, at man ikke skal stikke fingeren i såret. Så heler det hurtigere og bliver til sidst bare et lille næsten usynligt ar.”

Karen: “Ligesom såret på min hånd. For lidt tid siden skar jeg mig, og Hella insisterede på at jeg skulle på skadestuen og sys, ellers ville hun gerne sy det. Nu er det vokset sammen, og arret ligner et lille hjerte. Det er helt festligt at kigge og tænke på.”